Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. juni 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 984 (MOF alm. del) stillet 29. maj 2020 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 984
”
Hvad kan ministeren oplyse om udledning af spildevand, overløb m.v. fra landene omkring Østersøen
og Kattegat, samt om, hvilken påvirkning det har på vandmiljøet i Østersøen, Øresund, Kattegat m.v.?”
Svar
En rapport udgivet af konventionen for beskyttelse af havmiljøet i Østersøen, HELCOM, i 2018
beskriver kilder til udledning af næringsstoffer til Østersøen. Af rapporten fremgår det, at de samlede
udledninger af kvælstof og fosfor til Østersøen i 2014 var 825.825 ton kvælstof og 30.949 ton fosfor.
Heraf udgjorde punktkildeudledninger direkte til Østersøen 28.904 ton kvælstof (3,5%) og 1.609 ton
fosfor (5,2%). Udledninger via floder udgjorde i alt 529.583 ton kvælstof og 22.273 ton fosfor. Heraf
udgjorde punktkilder 61.961 ton kvælstof (11,7%) og 5.234 ton fosfor (23.5%). Den samlede udledning
fra punktkilder til Østersøen udgjorde i 2014 således 90.865 ton kvælstof og 6.843 ton fosfor.
I rapporten differentieres ikke mellem de forskellige typer af punktkilder. Regnbetingede overløb og
spildevandsudledninger udgør således kun en delmængde af de oplyste punktkildeudledninger.
HELCOM rapporten er tilgængelig via nedenstående link:
https://helcom.fi/wp-content/uploads/2019/08/BSEP153.pdf
En mere detaljeret sammenstilling af udledninger fra de nærmeste af Danmarks nabolande er
tilgængelig i en rapport udarbejdet af COWI fra 2018. Rapporten er publiceret af Miljøstyrelsen og kan
findes via nedenstående link:
https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2018/07/Vandrammedirektivet.pdf
Af rapporten fremgår det bl.a., at regnbetingede udledninger i Polen udgør 12.800 ton kvælstof årligt
og 1.200 ton fosfor årligt. Det svarer til 8% af de samlede polske udledninger af kvælstof og 12% for
fosfor. Udledninger fra byspildevand i Polen udgør 48.000 ton kvælstof årligt og 5.300 ton fosfor
årligt. Det svar til 29% for kvælstof og 54% for fosfor af de samlede polske udledninger.
I Sverige tilskrives regnbetingede udledninger 429 ton kvælstof årligt og 69 ton fosfor årligt. Det svarer
til 1% af de samlede svenske kvælstofudledninger og 5% af de samlede svenske fosforudledninger.
Udledninger fra byspildevand i Sverige udgør 6.590 ton kvælstof årligt og 138 ton fosfor årligt,
svarende til 12% for kvælstof og 10% for fosfor af de samlede svenske udledninger.
Udledning af næringsstoffer fra punktkilder bidrager, sammen med diffus udledning, til eutrofiering af
marine havområder. Det er ikke umiddelbart muligt at vurdere påvirkningen på vandmiljøtilstanden
af spildevand og overløb isoleret.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk