Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. juni 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 953 (MOF alm. del) stillet 26. maj 2020 efter ønske fra
Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 953
”Mener
ministeren, at det er i orden, at reglerne i dag giver mulighed for, at kommuner kan give
tilladelse til, at der lukkes spildevand direkte ud i vandmiljøet, når der på andre områder, f.eks.
reguleringen af landbrugets håndtering af gylle, er meget detaljerede regler for at undgå utilsigtede
udledninger?”
Svar
Jeg deler til fulde den bekymring for vores fælles havmiljø og badevandskvaliteten, som er blevet
fremsat fra flere sider i den konkrete sag. Generelt skal vi passe bedre på vores vandmiljø blandt andet
ved at nedbringe udledningen af kvælstof.
Når kommunerne giver tilladelse til udledning af spildevand, skal de forholde sig til en række regler,
som sætter rammer for, hvad der må udledes af stoffer mv. Reglerne fremgår bl.a. af
miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbekendtgørelsen, samt følger af byspildevand- og
vandrammedirektivet.
Ifølge vandrammedirektivet må der ikke meddeles tilladelse til udledninger, der medfører en
forringelse af et vandområdes tilstand, eller som vil kunne hindre opfyldelse af det fastlagte miljømål
for vandområdet. De danske bestemmelser, der gennemfører direktivet, fremgår blandt andet af Miljø-
og Fødevareministeriets bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter og er
uddybet i den tilhørende vejledning
1
.
Københavns Kommune har sat en ekstern undersøgelse af afgørelsen i den aktuelle sag i gang. Når
resultatet af undersøgelsen er offentliggjort, er det oplagt at se på, hvorvidt der er brug for at stramme
op på reglerne.
Lea Wermelin
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
1 https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/449
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk