Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. juni 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 914 (MOF alm. del) stillet 25. maj efter ønske fra Erling
Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 914
Vil ministeren kommentere de faglige problemstillinger i hver af de tre indlæg af Poul Vejby-Sørensen
”BL: DCE sender spildevandsregningen ud på landet”, Altinget, den 18. marts 2020, ”Miljøministeriet
fusker med referenceår 1900”,
Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside, den 13. maj 2020
(https://baeredygtigtlandbrug.dk/2020/05/miljoeministeriet-fusker-med-referenceaar-1900/) og
”Sandheden om dansk vandmiljø”, jf. MOF alm. del –
bilag 513
Svar
I de artikler spørgeren henviser til, udfordrer Poul Vejby-Sørensen fra Bæredygtigt Landbrug, at
kvælstof er den væsentligste presfaktor i vores havmiljø. I stedet peger han på fosforudledning fra
fortrinsvis byspildevand som årsagen til kvælstoffølsomheden i fjorde og kystvandområder.
Der er bred enighed blandt de centrale forskningsinstitutioner og eksperter om, at kvælstof er den
mest betydende presfaktor i kystvandene. Der henvises til svar på alm. del 915 for en uddybning af
sammenhængen mellem tilførslen af næringssalte, herunder kvælstof, der bl.a. har sit udspring i
landbrugets anvendelse af gødningsstoffer, og vandmiljøtilstanden i kystvandene.
Poul Vejby-Sørensen kritiserer desuden Aarhus Universitets fagligt funderede vurdering omkring, at
næringsstoftilførslerne år 1900 ikke kan betragtes som en referencetilførsel, og som følge deraf ikke
kan anvendes som en del af grundlaget for at opgøre indsatsbehov i de kommende vandområdeplaner
(VP3).
Spørgsmålet om, hvad der er en referencetilstand og belastning, er en faglig og forskningsbaseret
vurdering, der er baseret på nyeste viden.
Miljøstyrelsen igangsatte i 2018 et projekt om fastlæggelse af referencetilstand for klorofyl. På
baggrund af foreløbige resultater fra dette projekt vurderer Aarhus Universitet, at
kvælstofbelastningen år 1900 ikke repræsenterer en referencesituation.
I stedet anbefaler Aarhus Universitet, at der anvendes baggrunds kvælstof- og fosfortilførsler estimeret
på baggrund af nutidige målinger fra vandløb i forholdsvis uberørte naturområder. Dette er den
samme fremgangsmåde, som blev anvendt i de aktuelle vandområdeplaner 2015-2021 (VP2). Aarhus
Universitet ændrer ikke ved at anvende de historiske data for ålegræs, som stammer fra omkring år
1900.
./.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk