Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2099016_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 4. november 2019
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 (MOF alm. del) stillet den 8. oktober 2019 efter ønske
fra udvalget.
Spørgsmål nr. 9
”Hvor
mange modtagefaciliteter er der i Danmark til at modtage ballastvand efter skylning
af ballastvandtanke?”
Svar
FN`s søfartsorganisation, IMO, vedtog i 2004 en global konvention om kontrol med og forvaltning af
ballastvand og sedimenter (Ballastvandkonventionen). Konventionen trådte i kraft den 8. september
2017. Danmark har tiltrådt og implementeret reglerne i Ballastvandkonventionen. Den 13. oktober
2019 trådte den seneste bekendtgørelse om behandling af ballastvand og sedimenter fra skibes
ballastvandtanke i kraft.
Ballastvand bruges til at tynge et skib længere ned i vandet og dermed sikre dets stabilitet for at opnå
den optimale placering i vandet med hensyn til vandmodstand og minimere risikoen for, at skibet
kæntrer. Især fragtskibe bruger ballastvand under transport. Ballastvand indeholder plante- og
dyrearter samt organismer, som lever i det havområde, hvor ballastvandet bliver optaget. Hvis
ballastvandet senere udledes i et andet havområde, kan arter, der ikke er hjemmehørende i det
pågældende havområde, udgøre en trussel mod økosystemet i havmiljøet.
I henhold til Ballastvandkonventionen skal skibene have et anlæg ombord, der desinficerer
ballastvandet og derved uskadeliggør organismerne, før ballastvandet igen ledes ud i havet. Kravet om
behandling af ballastvand er dog først fuldt indfaset i 2024. Indtil da skal ubehandlet ballastvand som
udgangspunkt udskiftes i havområder med en nærmere bestemt havdybde og afstand fra kysten eller i
et dertil udpeget udskiftningsområde. Særlige udskiftningsområder kan udpeges af havnestaten på
baggrund af en risikovurdering. I henhold til Ballastvandkonventionen kan der som et alternativt
anvendes modtagefaciliteter i havne. Der er på nuværende tidspunkt ingen danske havne med
modtagefaciliteter til ballastvand.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk