Berit Asmussen, Our Fish
Den 1. juni 2020
Kære Berit Asmussen
Tak for din henvendelse af 4. maj 2020 med vejledende principper til opbygningen
af en bedre blå sektor efter COVID-19-krisen, hvor Our Fish og en række andre
NGO’er
kommer med forslag til en ramme for vurdering for, hvordan støttepolitik
ift. fiskeriet kan være skridt på vejen til en sundere fiskerisektor og et sundere
havmiljø. Jeres fælles forslag berører nogle væsentlige problemstillinger for
forvaltningen af fiskeriet og fiskerisektoren i denne særlige situation, som verden i
disse måneder befinder sig i.
COVID-19 krisen har forårsaget store samfundsmæssige problemer ikke kun for
fiskerisektoren, men for hele samfundet. Den danske regering har både nationalt
og internationalt arbejdet aktivt for en række tiltag til afhjælpning af de
udfordringer, samfundet har stået i siden nedlukningen. Der er tale om en
ekstraordinær situation. Regeringen har i den sammenhæng haft fokus på de
problemstillinger, som nævnes i jeres fælles forslag, og har iværksat en række
tiltag for erhvervslivet, som også den danske fiskerisektor kan gøre brug af.
Regeringen har blandt andet som noget af det første iværksat en ordning vedr.
lønkompensation - en fleksibel ordning til gavn for landets lønmodtagere og for at
sikre, at flest muligt har et job at vende tilbage til. Denne ordning er relevant for
ansatte fiskere, fiskeforarbejdningsindustrien og detailleddet, herunder
restaurationsbranchen. For fiskere uden kontraktuel tilknytning til virksomheden
er der mulighed for at søge kompensationsordninger for selvstændige, freelancere
mv. eller oppebære dagpenge i ledighedsperioden efter de sædvanligt gældende
regler. Der er også iværksat ordninger til dækning af faste udgifter og en række
finansielle tiltag for at hjælpe danske virksomheder gennem krisen.
Når Miljø- og Fødevareministeriet får henvendelser om specifikke tiltag for
fiskerisektoren, har vi fokus på, at eventuelle særlige tiltag skal være begrundede,
proportionale og inden for rammerne af en bæredygtig fiskeripolitik.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk