Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 14. maj 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 777 (MOF alm. del) stillet 17. april 2020 efter ønske fra
ikke-medlem af udvalget, Michael Aastrup Jensen (V).
Spørgsmål nr. 777
”Vil
ministeren redegøre for, hvorfor DAKA i Assentoft ved Randers fortsat foretager afbrænding, på
trods af at virksomhedens ozon-anlæg er ude af drift, og Miljøstyrelsen er vidende herom?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser at:
”Procesluft fra DAKA i Assentoft ved Randers renses enten i biofiltre eller et lugtforbrændingsanlæg
før det udledes til omgivelserne.
Kontrolmålinger viser, at DAKA i langt hovedparten af tiden overholder den maksimalt tilladte
lugtkoncentration i omgivelserne. Hvert år udføres minimum 12 kontrolmålinger af lugt. I januar 2020
overskred én kontrolmåling lugtgrænseværdien, mens det skete to gange i 2018. I 2019 var der ingen
overskridelser.
DAKA har dog siden august 2019 frivilligt valgt, at supplere rensningen af procesluft i
lugtforbrændingsanlægget med et ekstra rensetrin for yderligere at reducere lugt fra fabrikken inden
udledning til omgivelserne. Det ekstra rensetrin består af et ozonanlæg. Der er endnu et begrænset
antal kontrolmålinger efter etableringen af ozonanlægget og renseeffekten af ozonanlægget overfor
lugtende stoffer er det for tidligt at udtale sig sikkert om.
DAKA orienterede i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 71 den 31. marts 2020
Miljøstyrelsen om, at ozonanlægget efter lugtforbrændingsanlægget var ude af drift og at reparation
var bestilt. Ozonanlægget blev sat i drift igen den 24. april 2020.
Da ozonanlægget er en frivillig etableret teknisk løsning, der ikke er en forudsætning for at
lugtgrænseværdierne kan overholdes, har Miljøstyrelsen ikke mulighed for at kræve driften på DAKA
ændret eller indstillet, alene hvis ozonanlægget ikke er i drift.”
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
•
CVR 12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mfvm.dk