Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. maj 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 774 (MOF alm. del) stillet 16. april efter ønske fra Mai
Villadsen (Ø).
Spørgsmål nr. 774
”Vil
ministeren oplyse, hvilke muligheder borgere har for at få ændret en kommunens
handlinger i tilfælde af, at en kommunes forvaltning bevidst overtræder bestemmelser i
Naturbeskyttelsesloven og Habitatdirektivet, jf. debatindlægget
”Motorsavsmassakre på
Thorstedlund” i Frederiksborgs Amts Avis den 11. marts 2020 (www.sn.dk/Debat-Frederikssund/
Motorsavsmassakre-paa-Thorstedlund/artikel/922763)?”
Svar
Borgeres adgang til at anfægte en kommunes handlinger reguleres af national ret, og fremgår ikke af
habitatdirektivet. En borger kan anfægte en kommunes afgørelse enten ved at klage, indbringe en sag
for domstolene eller ved at få en tilsynsmyndighed til at se på sagen.
Forudsat, at kommunen har truffet en afgørelse efter naturbeskyttelsesloven eller de regler der udstedt
efter loven, kan en sådan afgørelse, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter
naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1 med de begrænsninger der i øvrigt følger af loven. Efter
forvaltningslovens § 25 skal en afgørelse, som kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed,
ledsages af vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om
fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder eventuel tidsfrist.
Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed. Nævnsafgørelser efter
naturbeskyttelsesloven kan prøves ved domstolene jf. naturbeskyttelseslovens § 88.
Det almindelige kommunale tilsyn føres af Ankestyrelsen. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at
kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Hvis
en borger mener, at kommunen har handlet ulovligt, kan borgeren henvende sig til Ankestyrelsen med
henblik på at få rejst en sag. Ankestyrelsen beslutter om sagen er af væsentlig betydning og om en sag
skal rejses.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
•
CVR 12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mfvm.dk