Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2180495_0001.png
Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 679
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 30. marts 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 679 (MOF alm. del) stillet den 4. marts 2020 efter ønske
fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Spørgsmål nr. 679
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 28/2-20 fra Danske Maritime om miljøskibene
Sif og Frigg, jf. MOF alm. del - bilag 387?”
Svar
Jeg vil gerne kvittere for, at Danske Maritime gør en indsats for, at de involverede værfter får fuld
klarhed og oplysning i forhold til udbud om miljøskibene Sif og Frigg. Dette lægger også mig stærkt på
sinde, i lyset af den stærkt beklagelige situation, hvor endnu et udbud er blevet annulleret.
I forhold til henvendelsen fra Danske Maritime om erstatning i forhold til fejl i det tidligere udbud,
oplyser Miljøstyrelsen følgende:
”Offentlige myndigheders erstatningsansvar er som udgangspunkt ikke lovreguleret. Et eventuelt
erstatningsansvar skal vurderes efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper.
Offentlige myndigheder har som udgangspunkt ikke hjemmel i lovgivningen til at udbetale erstatning i
tilfælde, hvor myndigheden har begået en fejl, hvad enten fejlen beror på myndigheden selv eller
myndighedens rådgiver. Dette følger af de grundlæggende bevillingsretlige regler. Det fremgår af
Budgetvejledningens punkt 2.4.3., at der bl.a. er adgang til umiddelbart at afholde uforudselige
udgifter, som staten ved dom tilpligtes at betale.
En myndighed kan blive pålagt af domstolene at betale erstatning, hvis de almindelige
erstatningsbetingelser er opfyldt. Dette forudsætter blandt andet, at myndigheden har handlet
ansvarspådragende, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem den offentlige myndigheds
overtrædelse og den berørte borger eller virksomheds tab, samt at der er dokumenteret et tab. Såfremt
den erstatningssøgende har udvist egen skyld, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.
I udbud omfattet af udbudsloven, som f.eks. udbuddet af ombygning af Sif og Frigg, ville Klagenævnet
for Udbud kunne tage stilling til en påstand om erstatning for tab lidt som følgende af overtrædelse af
udbudsreglerne. Et sådant erstatningsansvar ville især forudsætte, at der foreligger en overtrædelse af
udbudsreglerne. I udbuddet angående Sif og Frigg foreligger der ikke overtrædelse af de udbudsretlige
regler, men der er derimod stillet et fejlagtigt krav i det udkast til kontrakt, som er en del af
udbudsmaterialet
og dermed også det grundlag som de deltagende værfter afgav tilbud på.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 770: Spm. om erstatning i forbindelse miljøskibene Sif og Frigg, til miljøministeren
På grund af fejlen i udbudsmaterialet, som Kammeradvokaten har taget det fulde ansvar for, kunne
Miljøstyrelsen på det grundlag sagligt beslutte at aflyse udbuddet og gennemføre et nyt udbud. Der
ydes efter praksis ikke erstatning til tilbudsgivere for deltagelse i udbud, som sagligt aflyses.
Af de udbudsbetingelser, der lå til grund for udbudsprocessen, fremgår det desuden, at udbuddet ikke
er afsluttet, før kontrakten er underskrevet af begge parter, at ordregiver ikke er forpligtet til at tildele
kontrakten og kan aflyse udbuddet, samt at der ikke udbetales vederlag for deltagelse i udbuddet.
Sammenfattende vurderes der ikke juridisk grundlag for at udbetale erstatning.”
Jeg vil gerne endnu engang udtrykke min store utilfredshed med denne sag. Der skal ikke herske tvivl
om, at jeg er meget ærgerlig over, at det har været nødvendigt at annullere endnu et udbud.
Til udvalgets orientering har Miljøstyrelsen den 2. marts 2020 offentliggjort et nyt EU-udbud af
ombygningen af miljøskibene Sif og Frigg. Miljøstyrelsen oplyser, at beslutning om prækvalifikation af
værfter forventes truffet senest 8. april 2020.
Lea Wermelin
/
Hans Peter Olsen
2