Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. november 2019
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 75 (MOF alm. del) stillet 28. oktober 2019 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 75
”
Med henvisning til Tv2-News-udsendelser den 27. oktober 2019 med dokumentation for
store oversvømmelser i Holstebro, hvor Storå gik over sin breder, bedes ministeren redegøre
for, hvilke initiativer ministeren mener, der bør tages, for at vandet hurtigere kan
komme væk og løbe ud i havet, så der ikke i fremtiden sker skader på huse, broer, veje,
haver, marker m.v.?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende:
”Det
er den enkelte kommune, der er ansvarlig for kommuneplanlægningen, herunder bl.a.
oversvømmelsesplanlægning og klimatilpasning, og det er kommunen, der er vandløbsmyndighed
efter vandløbsloven. Er et område udpeget som et risikoområde efter oversvømmelsesloven, skal der
for området udarbejdes en risikostyringsplan. Risikostyringsplanen skal koordineres med
indsatsprogrammer efter lov om vandplanlægning og skal ved udarbejdelsen bl.a. tage miljømål efter
lov om vandplanlægning og naturbevaring i betragtning.
Holstebro Kommune er udpeget som et risikoområde efter oversvømmelsesloven på baggrund af
oversvømmelsesrisikoen fra Storeåen. Holstebro Kommune har derfor udarbejdet en
risikostyringsplan, som netop skal tage hånd om oversvømmelsesudfordringerne, hvor kommunen
skal planlægge initiativer, der mindsker oversvømmelsesrisikoen inden for forebyggelse, beskyttelse og
beredskab. Kommunen er i gang med projekter, som skal mindske oversvømmelsen.
Kystdirektoratet stiller detaljeret kortmateriale til rådighed, der viser oversvømmelsesudbredelsen og
de negative konsekvenser forbundet med disse oversvømmelser, som skal bruges til opdatering af
risikostyringsplanen i 2020-2021.”
Vand kender ingen grænser og arbejdet med at tilpasse sig til et klima i forandring kræver fælles
løsninger. Regeringen vil derfor udarbejde en samlet plan for en stærkere koordination af indsatsen ift.
klimatilpasning, da det kræver en tværgående koordinering mellem myndighederne. Desuden arbejdes
der på udmøntningen af multifunktionel jordfordeling, som også vil kunne understøtte
kommunernes klimatilpasning. I forhold til den fremtidige vandløbsforvaltning efter vandløbsloven er
der igangsat en række udredningsprojekter om bl.a. erfaringer med helhedsplanlægning og
vandløbsregulativer.
Lea Wermelin
/
Merete Løvschall
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk