NOTAT
Kemikalier
J.nr. 2020 - 4374
Den 1. april 2020
Bilag til alm. del spm. 638 -Notat om resultatet af
massescreening af grundvandet og linjeføring af jernbanerne
Til besvarelse af alm. del spm. 638 har Miljøstyrelsen leveret fagligt bidrag om stoffer fundet i
massescreening, og linjeføringen af de danske jernbaner. Miljøstyrelsen har modtaget bidrag fra
Banedanmark.
I det vedlagte kortbilag er Banedanmarks nuværende jernbanespor angivet sammen med en markering
af alle de boringer, der har indgået i massescreeningen i 2019. For alle boringer med fund, såvel under
som over kravværdien, er afstanden mellem boringen og jernbanen angivet, såfremt afstanden er
mindre end 1.000 meter (figur 1). Der er tale om ti boringer, hvoraf der i to er vist fund over
kravværdien. De ti boringer er vist som luftfotos (ortofotos), hvor jernbane, boring og afstanden
mellem disse er markeret.
Miljøstyrelsen har gennemgået fundene i disse ti boringer. Der er tale om i alt 15 fund fordelt på 11
forskellige stoffer. 10 påvisninger er under kravværdien, 4 overskrider kravværdien, mens 1 ligger
netop på kravværdien.
De 10 af de 11 stoffer har ikke været anvendt af Banedanmark på jernbanearealer. Fundene af disse må
derfor skyldes andre kilder.
Det sidste af de 11 påviste stoffer, dichlorprop-P, er påvist i to af de ti boringer i en koncentration
under kravværdien (0,002 µg/l i begge boringer), og kan stamme fra anvendelse af dichlorprop og
dichlorprop-P. Banedanmark har anvendt dichlorprop med ikke dichlorprop-P. Den ene af de to
boringer ligger 420 meter fra en jernbane i et landbrugsområde op til en mindre by/landsby. Den
anden boring ligger 295 meter fra en jernbane i et (tidligere) landbrugsområde op til en
kolonihaveforening. Dichlorprop og dichlorprop-P har tillige været godkendt til landbrugsmæssig og
privat anvendelse.
Det er Miljøstyrelsens vurdering, at ovenstående ikke viser en klar dokumenteret sammenhæng
mellem brugen af pesticider på Banedanmarks jernbanelegemer og forureningsmønstret.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk