MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 587: Spm. om vegetarer og veganeres retsstilling i Danmark i forhold retten til at få vegetarisk og vegansk mad på hver af følgende institutioner: hospitaler, plejehjem, daginstitutioner, undervisningsinstitutioner, fængsler og institutioner for psykisk syge, til justitsministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt

Folketinget

Kirkeudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

12. marts 2020

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Freja Thorup Aahauge

2020-0032/11-0007

1395214

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 25 (Alm. del), som Folketingets

Kirkeudvalg har stillet til justitsministeren den 12. februar 2020. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

Nick Hækkerup

Anna-Sophie Saugmann-Jensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 587: Spm. om vegetarer og veganeres retsstilling i Danmark i forhold retten til at få vegetarisk og vegansk mad på hver af følgende institutioner: hospitaler, plejehjem, daginstitutioner, undervisningsinstitutioner, fængsler og institutioner for psykisk syge, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 25 (Alm. del) fra Folketingets Kirkeudvalg:

”Vil ministeren redegøre for grundlovens §68 og dennes prak-

sis, idet der især ønskes en redegørelse for, hvad der forstås med

begrebet ”personligt bidrag” i relation til religiøse samfund, der

ikke har privilegeret status efter grundlovens § 4? Især tænkes

der på religiøse bidrag i tilknytning til produkter, der omsættes

som halal-certificerede, i hvilken forbindelse der mindes om re-

ligionsfriheden, herunder også retten til at være i fred for andres

religion. Kan §68 fortolkes derhen, at religiøse sammenslutnin-

ger, der uden at oplyse herom, halal-certificerer brede varesor-

timenter, kan have en sådan karakter, at det må ligestilles med

et ”personligt bidrag” i §68s forstand? I samme forbindelse be-

des det oplyst, om der ved den europæiske menneskerettigheds-

domstol findes afgørelser om retten til at være i fred for religion

og/eller religiøse sammenslutninger i almindelighed, og halal-

certificering i særdeleshed?”

Svar:

Jeg forstår den første del af spørgsmålet vedrørende grundlovens § 68

sådan, at der ønskes en redegørelse for, hvad der forstås ved bestemmelsens

forbud mod pålæg af personlige bidrag til en anden gudsdyrkelse end ens

egen, og at det herunder særligt ønskes oplyst, om grundlovens § 68 er til

hinder for, at halalcertificerede varer markedsføres uden særlig mærkning.

Jeg kan i den forbindelse generelt oplyse, at det fremgår af grundlovens §

68, at ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse

end den, som er hans egen.

Som det fremgår af bl.a. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kom-

mentarer, 1. udgave (2015), side 411-412, vedrører grundlovens § 68 alene

pligtmæssige personlige bidrag som f.eks. en kirkeskat.

Bestemmelsen vedrører derimod ikke f.eks. private virksomheders betaling

for en frivillig certificeringsordning eller forbrugeres køb af produkter fra

virksomheder, der måtte være tilsluttet en frivillig certificeringsordning.

Private virksomheders salg af halalcertificerede varer uden særlig mærkning

rejser derfor ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 68.

Spørgsmålet om, hvorvidt køb af halalcertificerede varer kan anses for ”per-

sonlige bidrag” i relation til grundlovens § 68, er i øvrigt også behandlet i

besvarelsen af 15. maj 2017 af spørgsmål nr. 510 (Alm. del) til Folketingets

Miljø- og Fødevareudvalg samt besvarelsen af 29. august 2018 af spørgsmål

nr. 797 (Alm. del) til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvortil der

henvises.

Jeg forstår den anden del af spørgsmålet vedrørende beskyttelsen af reli-

gionsfriheden i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK)

artikel 9 sådan, at det ønskes oplyst, om der findes afgørelser fra Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), der vedrører en ret til ikke at

bidrage økonomisk til en religion eller en religiøs sammenslutning, som

man ikke tilhører, herunder en ret til ikke at bidrage til halalcertificering.

Jeg kan i den forbindelse generelt oplyse, at EMD har forholdt sig til en

række spørgsmål vedrørende det negative aspekt af religionsfriheden, her-

under spørgsmål om retten til ikke at praktisere en religion og retten til ikke

at yde økonomiske bidrag til en religion, som man ikke selv tilhører.

Der kan i den forbindelse f.eks. henvises til EMD’s afgørelse af 20. septem-

ber 2007 i sagen

Dautaj mod Schweiz,

hvor EMD afviste en klage fra en

person, der fik frataget sin arbejdsløshedsunderstøttelse i en periode som

følge af, at han havde afvist et job som receptionist i et konference- og se-

minarcenter, der tilhørte den lokale protestantiske kirke. Der kan endvidere

henvises til EMD’s dom af 6. april 2017 i sagen

Klein m.fl. mod Tyskland,

hvor EMD forholdt sig til en ordning, hvorefter en kirkes krav på kirkeafgift

fra en person, der var medlem af kirken, blev modregnet i den pågældende

ægtefælles krav på tilbagebetaling af skat, selvom ægtefællen ikke var med-

lem af kirken, fordi parret havde valgt en fælles skatteopgørelse. EMD

fandt, at artikel 9 ikke var krænket. Der kan yderligere henvises til EMD’s

afgørelser af 28. august 2001 i sagerne

Bruno mod Sverige

Lundberg mod

Sverige,

hvor EMD afviste to klager vedrørende personer, der ikke var med-

lem af den svenske kirke og derfor var berettigede til en reduktion af kirke-

skatten, men stadig var forpligtede til at betale en vis andel af den almindlige

kirkeskat til finansiering af ikke-religiøst arbejde varetaget af kirken.

Der ses ikke umiddelbart at foreligge domme fra EMD om en positiv for-

pligtelse for medlemsstaterne efter EMRK artikel 9 til at stille krav om

mærkning af halalcertificerede varer.

Det er vurderingen, at det ikke rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel

9 om religionsfrihed, at der i Danmark ikke stilles krav om, at fabrikanter af

religiøst slagtet kød mærker kødet med den religiøse slagtemetode.