Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2161757_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-3737
Den 11. marts 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 557 (MOF alm. del) stillet 17. februar 2020 efter ønske
fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 557
Vil ministeren redegøre for sagen med de to miljøskibe, som fortsat ligger uproduktive
hen i Svendborg Havn, som følge af problemer og fejl med udbud af ombygningsopgaverne
(MOF alm. del
bilag 345), og vil ministeren herunder redegøre for, hvad der er
gået galt i sagen på det seneste, og hvordan økonomien er i det samt oplyse, hvornår
ministeren forventer, at ombygningen af skibene er tilendebragt, og skibene forventes
klar til at sætte i arbejde, eller om ministeren overvejer at skrotte hele projektet og starte
forfra på ny?”
Svar
Som jeg har informeret MOF om den 10. februar 2020 (alm. del
bilag 345), var der ved genudbuddet
af miljøskibene i 2019 ved en fejl stillet uhensigtsmæssigt høje krav til garantistillelse.
Kammeradvokaten har taget det fulde ansvar for, at deres kvalitetssikring ikke har været tilstrækkeligt
grundig. Der foreligger en klar juridisk vurdering af, at der ikke er grundlag for at indgå en kontrakt.
Derudover oplyser Miljøstyrelsen følgende, som jeg henholder mig til:
”Kammeradvokaten
har rådgivet Miljøstyrelsen om, at et nyt udbud er eneste mulige udbudsretligt
holdbare løsning. Miljøstyrelsen forventer, at et nyt udbud kan gå i gang primo marts 2020, og at en
kontrakt kan underskrives med et vindende værft i juli 2020. Miljøskibene forventes herefter at være
færdigombyggede omkring årsskiftet 2020/2021. Ibrugtagningen af skibene forsinkes derfor med
yderligere et halvt år.
Der vil fremadrettet være alvorligt fokus på at stramme op i hvert eneste led i udbudsprocessen, så et
nyt udbud gennemføres professionelt.
Heldigvis har værfterne i Danmark hele vejen igennem vist positiv interesse for opgaven. Det er derfor
Miljøstyrelsens håb og forventning, at værfterne igen vil byde på opgaven, når der bliver rettet op på de
uhensigtsmæssige krav til garantistillelse.
Ombygningen forventes finansieret inden for Miljøstyrelsens bevilling som hidtil forudsat.
Kammeradvokaten gennemfører den juridiske rådgivning i forbindelse med et nyt udbud uden
beregning, samt betaler for at et andet advokatfirma med specialkompetencer inden for udbuds- og
søret laver ekstra kvalitetssikring på Kammeradvokatens produkter i sagen. Miljøstyrelsen har
forbeholdt sig retten til at gøre evt. erstatningskrav gældende over for Kammeradvokaten foranlediget
af Kammeradvokatens mangelfulde rådgivning, og de tab denne kan medføre for Miljøstyrelsen,
herunder evt. krav fra andre aktører.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 557: Spm. om redegørelse for sagen med de to miljøskibe, som fortsat ligger uproduktive hen i Svendborg Havn, til miljøministeren
Det er fortsat Miljøstyrelsens vurdering, at ombygningsscenariet, sammenlignet med nybygning eller
udlicitering, er det mest økonomisk fordelagtige.
Miljøstyrelsen forventer ikke, at genudbuddet og forsinkelsen på ca. 6 måneder vil påvirke
miljøovervågningen. De nuværende skibe er fortsat i drift og varetager prøvetagningen i den marine
overvågning som planlagt.”
Det nye genudbud blev igangsat d. 2. marts 2020. Jeg kan i øvrigt henvise til orienteringen herom i
svar på spørgsmål S 748.
Lea Wermelin
/
Hans Peter Olsen
2