Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2156379_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-2934
Den 28. februar 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 503 (MOF alm. del) stillet 5. februar 2020 efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 503
”Kammeradvokaten
er kommet med en meget klar opfordring til miljøministeren om at tage stilling til,
om det er forsvarligt at forsætte driften af de eksisterende havbrug, mens Miljøstyrelsen undersøger i
hvilket omfang havbrugene påvirker havmiljøet, jf. MOF alm. del
bilag 245. Miljøstyrelsen har
oplyst, at det forventes, at habitatvurderingerne vil være færdig tidligst i marts 2021. Kan ministeren
oplyse, hvad det betyder konkret for beslutningen om eventuelt at fortsætte driften indtil
habitatvurderingerne ligger klar, at de fleste havbrug har fået deres miljøgodkendelse hjemvist ved
afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen
vil
i overensstemmelse med Kammeradvokatens anbefalinger
vurdere, om det vil
være forsvarligt at lade de havbrug, som ikke har en gyldig placeringstilladelse, fortsætte driften i
perioden, hvor der tages stilling til, om der kan ske retlig lovliggørelse. Miljøstyrelsen vil inddrage
alle relevante oplysninger for det enkelte havbrug i denne vurdering, herunder foreliggende
miljøfaglige vurderinger, proportionalitetshensyn, nærhed til habitatområder, strømforhold,
bevaringsmålsætning mv.
Miljøstyrelsen vil endvidere inddrage den miljøfaglige vurdering, som fremgår af Miljø- og
Fødevareklagenævnets afgørelser om miljøgodkendelse til havbrug. Styrelsen vil også inddrage
betydningen af, at nævnet i flere af de afgjorte klagesager om miljøgodkendelse af eksisterende
havbrug har fundet, at de gennemførte væsentlighedsvurderinger ikke er tilstrækkelige til at
udelukke, at havbrugene kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, og
derfor har hjemsendt sagerne om miljøgodkendelse med henblik på, at godkendelsesmyndigheden
gennemfører en habitatkonsekvensvurdering.
Nævnets afgørelser kan dog ikke tages til indtægt for, at der er taget stilling til, om fortsat
havbrugsdrift kan skade et Natura 2000-område. Nævnet har således alene taget stilling til, at
væsentlig påvirkning som følge af fortsat drift på det foreliggende grundlag ikke kan udelukkes.
Nævnets afgørelse kan heller ikke tages til indtægt for, at samtlige relevante påvirkninger i de
enkelte sager er identificeret, ligesom karakteren og rækkevidden af de relevante påvirkninger heller
ikke er afdækket fuldt ud med nævnets afgørelse. Denne viden foreligger først, når
habitatkonsekvensvurderingen foreligger.”
Lea Wermelin
/ Isabelle Navarro Vinten
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 503: Spm. om det er forsvarligt at forsætte driften af de eksisterende havbrug, mens Miljøstyrelsen undersøger i hvilket omfang havbrugene påvirker havmiljøet, jf. MOF alm. del – bilag 245, til miljøministeren
2