Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2147242_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. februar 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 429 (MOF alm. del) stillet 13. januar 2020 efter ønske fra
Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 429
”Vil
ministeren redegøre for forholdet mellem miljøbeskyttelseshensyn og vandafledningshensyn
i forhold til håndtering af vandløb samt redegøre for, hvornår der er sammenfald
mellem disse hensyn?”
Svar
Det er nødvendigt, at der er balance mellem hensynet til afledning af vand og de natur- og
miljømæssige hensyn knyttet til vandløbene. Vandløbsloven sikrer grundlaget for en sådan afvejning.
Kommunerne har som vandløbsmyndighed efter vandløbsloven ansvaret for at foretage denne
afvejning mellem hensynet til afvanding og hensynet til miljøet.
Under den tidligere regering oplevede vi desværre, at balancen mellem afledning af vand og hensynet
til natur og miljø tippede til den forkerte side. Regeringen er af den holdning, at vi skal passe godt på
naturen i vores vandløb, og at det derfor er vigtigt, at hensynet ikke tipper, så vi går mod vores egne
ønsker om at passe på naturen og biodiversiteten i vores vandløb og de forpligtelser, som bl.a. følger af
vandramme- og naturdirektiverne.
Vandområder i god tilstand vil bidrage til at afbøde virkningerne af oversvømmelser og tørke.
Afvandingsforanstaltninger vil være sammenfaldende med miljøhensyn, når denne synergieffekt
udnyttes eller understøttes. F.eks. vil visse indsatser til forbedring af de fysiske forhold i vandløb
genskabe den naturlige hydrologi og dermed i højere grad tilbageholde vandet i vandløbssystemet og
sikre en naturlig afstrømning mod havet. På den måde bliver vandløbssystemet mere robust over for
klimaforandringer og ekstremhændelser. Herved sikres både beskyttelse og forbedring af tilstanden i
vandløb, der understøtter natur og biodiversitet, samt en hensigtsmæssig håndtering af vandet fra
oversvømmelser, som også kan bidrage til at afbøde virkningerne af tørke.
Afvandingsforanstaltninger, der ikke bidrager til denne synergieffekt, vil som udgangspunkt kun
kunne gennemføres, hvis berørte vandområders tilstand ikke forringes og det mål, der gælder for
områderne, ikke forhindres.
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk