Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. februar 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 395 (MOF alm. del) stillet den 9. januar 2020 efter ønske
fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 395
”Vil
ministeren oplyse, hvordan den aktuelle miljø- og naturtilstand, herunder vandmiljøet, i Odense Å
vurderes?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der kan oplyse, at miljøtilstanden i Odense Ås
hovedløb og målsatte tilløb til Odense Å senest er vurderet i basisanalyse for vandområdeplaner 2021-
2027 af december 2019. Ud af 17 målsatte vandområder i Odense Ås hovedløb, har 13 vandområder
miljømålet ’god økologisk tilstand’, mens de resterende fire har miljømålet ’godt økologisk potentiale’.
Ud af de 17 vandområder har syv vandområder opnået målopfyldelse, ni vandområder har ikke
målopfyldelse og et vandområde har ukendt tilstand. Vandområderne med målopfyldelse udgør ca. 20
km ud af Odense Ås længde på ca. 58 km.
Natura 2000-området, der dækker Odense Å, er bl.a. udpeget for at beskytte naturtyperne vandløb
med vandplanter, kildevæld og rigkær samt forekomster af arterne tykskallet malermusling,
pigsmerling, hav- og bæklampret knyttet til Odense Å.
Den seneste natur-basisanalyse for Odense Å, der er fra 2014 og gælder for perioden 2016-21, viser
bl.a., at tykskallet malermusling er udbredt over en lang strækning i Odense Å, hvor der generelt er
fundet store, ældre individer ved overvågningen men også flere yngre individer i Hågerup Å, hvilket er
et godt tegn for en sund population. I Odense Å er pigsmerling og bæklampret vidt udbredt, mens
forekomst og udbredelse af havlampret er ukendt. Der er ved at blive udarbejdet basisanalyser for alle
Natura 2000-områderne for perioden 2022-2027.
Kildevæld er meget udbredt langs Odense Å, hvor typen findes i mange mindre forekomster. Mere end
halvdelen af arealet med kildevæld har en ringe-moderat tilstand, hvilket antagelig skyldes tilgroning
med høje urter og vedplanter. Rigkær findes i mindre forekomster, hvor knap halvdelen af arealet er i
god tilstand og mere end halvdelen har en ringe-moderat tilstand. Arealerne med både rigkær og
kildevæld har en dominans af høje urter, og begge naturtyper er desuden præget af tilgroning med
træer og buske, hvilket er medvirkende til, at arealerne er i moderat-ringe tilstand.
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk