Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2126593_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. december 2019
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 243 (MOF alm. del) stillet
6. december 2019 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 243
”Hvad
er ministerens holdning til forslaget om, at hver fisker maksimalt må hjemtage to havørreder
pr. dag, hvoraf én må være større end 60 cm, jf. MOF alm. del
bilag 154? Forslaget gælder alle
former for fiskeri. Vil ministeren redegøre for fordele og ulemper ved forslaget, herunder konsekvenser
for andre fisk som f.eks. ål?”
Svar
Som oplyst i min besvarelse af spørgsmål 238 (MOF alm. del) agter jeg at igangsætte en revision af det
generelle, landsdækkende regelsæt om rekreativt fiskeri i 2020. I den sammenhæng vil der også blive
set på forslaget fra det tværkommunale fynske samarbejde.
For så vidt angår spørgsmålet om fordele og ulemper ved forslaget har jeg indhentet bemærkninger fra
DTU Aqua, som oplyser følgende:
”Indledningsvis
skal det bemærkes, at en begrænsning af fangsten af havørred, uanset hvordan
fangsten foregår, vil have en positiv effekt på bestanden
større eller mindre. På den baggrund er
kriterierne for nedenstående biologiske rådgivning 1) at sikre de lokale gydebestande, og 2) at sikre et
kontrollerbart og bæredygtigt fiskeritryk generelt.
DTU Aqua har ikke gennemført undersøgelser, der belyser effekterne af såkaldte bag limits (en
personlig, daglig fangstbegrænsning). Bag limit er imidlertid et vel kendt begreb ved lystfiskeri i
udlandet. Herhjemme anvendes det også i såvel put & take vande som i mange vandområder (vandløb
og søer), der administreres af lystfiskerforeninger. En bag limit sikrer mod et stort udtag af fisk fra
særligt dygtige fiskere / på særligt gode fiskedage. Det kræver viden om det konkrete fiskeri at vurdere,
om det har nogen effekt på bestanden.
Bag limit i forbindelse med det kystnære fiskeri kendes fra Bornholm og fra Nybøl Nor, begge steder
indført i 2016 efter ønske fra sportsfiskerne. Bag limit i disse områder er indført samtidig med andre
tiltag, der skal begrænse fangsten af havørred. På den baggrund er det ikke muligt at skelne effekterne
af dette særlige forvaltningstiltag fra de øvrige.
I forbindelse med de kommende bekendtgørelser om fiskeri og fredningsbælter ved Sjælland og
Lolland-Falster, der pt er i høring, har DTU Aqua foreslået bag limits i visse snævre farvande, der kan
virke som en flaskehals, som mange fisk skal passere. På sådanne lokaliteter kan det være særlig nemt
at fange mange fisk.
Miljø-
og Fødevareministeriet •
Slotsholmsgade 12
• 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 243: Spm. om forslaget om, at hver fisker maksimalt må hjemtage to havørreder pr. dag, hvoraf én må være større end 60 cm, jf. MOF alm. del – bilag 154, til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
Data fra DTU Aquas online platform Fangstjournalen, viser, at det er under 1 % af lystfisketurene
omkring kysterne på Fyn, hvor der bliver taget over to havørred med hjem. På ca. 2 promille af
fisketurene kan der potentielt være hjemtaget mere end én havørred over 60 cm. Det vurderes derfor,
at indførelse af en bag limit på 2 havørred ikke vil have væsentlig indflydelse på den mængde havørred,
der hjemtages ved lystfiskeri. Det vil dermed heller ikke have betydning for de lokale bestandes
størrelse eller andelen af store (> 60 cm) individer af havørreder omkring Fyn. Da der ikke findes
tilsvarende data for fangsterne ved fritidsfiskeri omkring Fyn, er det ikke muligt, at vurdere effekten af
den foreslåede bag limit på mængden, der hjemtages ved den form for fiskeri.
Såfremt den foreslåede fangstbegrænsning indføres, bør det overvejes at friholde det kommercielle
fiskeri, da det, som nævnt i henvendelsen fra Vandpleje Fyn, er af meget begrænset størrelse (i
gennemsnit 2.744 kg årligt i perioden 2015-19 fra hele den vestlige Østersø og Bælthavet). I modsat
fald kan konsekvensen blive, udsmid (discard) af ørred fra dette fiskeri, formentlig med en
efterfølgende meget begrænset overlevelse.
DTU Aqua skal henlede opmærksomheden på, at en generel bag limit for det rekreative fiskeri må
forventes at indebære en positiv signalværdi i forhold til bestandsbevarelse og bæredygtighed i
fiskeriet uanset den begrænsede biologiske betydning.”
DTU Aqua har desuden oplyst, at en større havørredbestand ikke vil have negative konsekvenser for
ålebestanden i marine områder.
Mogens Jensen
/
Nis Christensen
2