Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17 . december 2019
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 239 (MOF alm. del) stillet
6. december 2019 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 239
”Hvad
kan ministeren oplyse om udviklingen af havørredprojektet på Fyn og omegn, herunder
betydningen for Fyn og øerne, bestanden, erhvervene mv.? Hvilken påvirkning har havørreden på sine
omgivelser, herunder på ålen i vandløb?”
Svar
Miljø- og Fødevareministeriet er ikke en del af projektet Havørred Fyn, og jeg har derfor ikke
detaljerede oplysninger om projektets fremdrift. Men det fremgår af Havørred Fyns hjemmeside og
ligeledes af henvendelsen til udvalget fra det tværkommunale fynske samarbejde om de Fynske
havørreder, jf. MOF alm. del
–
bilag 154, at havørredfiskeriet på Fyn blandt andet omsætter for 50
mio. kr. årligt og giver ophav til 38 fuldtidsstillinger og 55.000 overnatninger om året. Det fremgår
endvidere, at de fynske kommuner via Havørred Fyn projektet har investeret mere end 100 mio. kr. i
bedre vandløb, udsætninger og promovering af havørredfiskeriet. Samtidig har de fynske lystfiskere
ydet en stor frivillig indsats i regi af Vandpleje Fyn med at genskabe gyde- og opvækstområder i
landsdelens åer og bække.
Lystfiskeri efter havørred på Fyn og lystfiskerturismen generelt har stor betydning og stor
socioøkonomisk værdi særligt i kystnære lokalområder. Miljø- og Fødevareministeriets Strategi for
Lystfiskeri skal bidrage til en sund og positiv udvikling i dansk lyst- og fritidsfiskeri, som kan gøre
Danmark endnu mere attraktivt som lystfiskerland og gøre fiskeriet tilgængeligt for flere. I den
forbindelse er det fynske samarbejde forbilledligt og en god inspiration for andre til, hvordan man kan
udvikle lystfiskeriet og lystfiskerturismen.
For så vidt angår spørgsmålet om havørredens påvirkning på dens omgivelser har DTU Aqua oplyst, at
de ikke har kendskab til, at havørreden har negativ indflydelse på ålen i vandløb.
Mogens Jensen
/
Nis Christensen
Miljø- og
Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk