Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2019-21613
Den 20. december 2019
Miljøministerens besvarelse af MOF spørgsmål 214 (alm. del) stillet den 29. november efter ønske fra
René Christensen (DF) på udvalgets vegne.
Spørgsmål nr. 214
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 27/11-19 om udformningen af miljøzonereglerne, der
kan forsinke den grønne omstilling af busser, fra Trafikselskaberne i Danmark, jf. MOF alm. del - bilag
172?”
Svar
Miljøzoner er et valgfrit instrument, som kommunerne kan vælge at indføre for at sikre bedre
luftkvalitet. Efter den seneste skærpelse af reglerne, der blev vedtaget i Folketinget 7. maj 2019, har
samtlige eksisterende kommuner med miljøzoner valgt at indføre de skærpede regler.
Parallelt med udarbejdelsen af de skærpede miljøzoneregler er der i EU forhandlet nye regler for
offentlige indkøb af renere køretøjer. Den 1. august 2019 vedtog EU direktiv om offentlige indkøb af
renere køretøjer. Direktivet opstiller blandt andet minimumsmål for andelen af busser, der skal
anvende renere teknologi. I perioden 2. august 2021 til 31. december 2025 skal 45 % af nye kontrakter
omfatte renere busser, hvoraf mindst halvdelen skal være nulemissionsbusser.
De regionalt- og kommunalt ejede busselskaber står således foran en større omstilling af deres
busflåder, hvilket bør anerkendes.
Jeg forventer, at Miljøstyrelsen inddrager al relevant regulering, herunder det nye direktiv om renere
køretøjer, i deres vurdering af behovet for dispensationer i forbindelse med de skærpede
miljøzoneregler. Samtidig vil jeg gerne understrege, at dispensationer beror på en konkret vurdering
og ansøgningen om dispensation i sidste ende vurderes af Miljøstyrelsen.
Der gøres i henvendelsen opmærksom på Euronorm V og EEV køretøjer, der er registreret før
ikrafttrædelsesdatoen for deres norm, og at de bliver fanget af miljøzonereglerne på uheldig vis. Det er
en problematik, jeg er allerede er opmærksom på, og som jeg er ved at se nærmere på.
Lea Wermelin
/
Mikkel Dam Schwartz
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk