Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. oktober 2019
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 2 (MOF alm. del) stillet den 2.
oktober 2019 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 2
“Vil ministeren redegøre for, om regeringen er enig i, at det er vigtigt fortsat at sikre flere penge til at
understøtte og motivere til øget skovrejsning, så skovarealet i Danmark kan fortsætte med at stige?
Vil ministeren oplyse, hvad regeringens holdning er til, at der glædeligvis indtil nu har været så stor
søgning på tilskudspuljen, at den ser ud til at være næsten brugt op langt ind i året 2020?
Hvordan vil regeringen sikre, at tempoet i skovrejsning ikke falder, men mindst opretholdes og gerne
øges i tempo?
Der henvises til artiklen ”Landbruget beder om flere penge til skovrejsning”, Landbrugsavisen, den 25.
september 2019 (https://landbrugsavisen.dk/landbruget-beder-om-flere-penge-til-skovrejsning).”
Svar
Regeringen vil sætte skub i skovrejsningsindsatsen, så der kan blive etableret mere skov i de
kommende år til fordel for miljø, klima og borgere. De nye skove skal være med til at beskytte
grundvandet, modvirke klimaforandringer, reducere luftforurening og udledning af næringsstoffer til
vandmiljøet samt tilgodese friluftslivet.
Regeringen sætter handling bag sin politik ved at tilføre flere penge til ordningen for privat
skovrejsning i 2020. Således vil vi tilføre 65 mio. kr. til puljen i 2020, så den bliver på i alt 70 mio. kr.
De ekstra penge fremgår af regeringens forslag til finanslov 2020.
Jeg finder det meget positivt, at landbruget beder om flere penge til skovrejsning, som næstformanden
i L&F, Thor Gunnar Kofoed, giver udtryk for i artiklen i Landbrugsavisen den 25. september i år. Det
er helt afgørende for vores politik om at sætte skub på skovrejsning, at landmændene efterspørger
bedre muligheder for at etablere ny skov. Det er derfor også glædeligt, at vi nu kan tilføre flere penge
til ordningen for privat skovrejsning i 2020, sådan som Thor Gunnar Kofoed efterspørger. I det hele
taget lover det godt for det fremtidige arbejde med at fremme skovrejsning herhjemme.
Tilførslen af de 65 mio. kr. ekstra til puljen for privat skovrejsning i 2020 vil sikre, at tempoet for
skovrejsning kan stige og fortsat kan holdes på et højt niveau.
Endelig vil jeg nævne, at regeringen også støtter skovrejsningsindsatsen på andre måder. Således
etablerer Naturstyrelsen omkring 200 hektar ny statslig skov hvert år i samarbejde med andre aktører,
oftest kommuner og vandforsyningsselskaber. Regeringen ønsker desuden bl.a. at oprette en klima- og
skovfond, som skal kunne investere i ny skov og klimavenlig omdannelse af landbrugsjord i Danmark.
Mogens Jensen
/
Louise Piester
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] •
www.mfvm.dk