Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2262647_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-18974
Den 14. oktober 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1455 (MOF alm. del) stillet 1. oktober 2020 efter ønske
fra Erling Bonnesen (V), Jacob Jensen (V), René Christensen (DF), Lise Bech (DF), Henrik Dahl (LA),
Orla Østerby (KF), Peter Seier Christensen (NB) og Egil Hulgaard (KF).
Spørgsmål nr. 1455
Vil ministeren redegøre for sammenhængen mellem at opnå god og høj økologisk tilstand og et
Danmark, der er stort set uberørt eller kun svagt berørt af menneskelige aktiviteter? Og vil ministeren
redegøre for sine planer herom i relation til de kommende vandmiljøplaner?
Svar
Ifølge vandrammedirektivet skal der opnås god økologisk tilstand i vandløb, søer og kystvande.
God økologisk tilstand er i vandrammedirektivet defineret som, når værdierne for de biologiske
kvalitetselementer udviser niveauer, der er svagt ændret som følge af menneskelig aktivitet, men kun
afviger lidt fra, hvad der normalt gælder for denne type overfladevand under uberørte forhold.
En referencetilstand er i EU’s vandrammedirektiv defineret som en situation i et vandområde, som
svarer til uberørte forhold med ingen eller kun meget ubetydelige tegn på menneskelig påvirkning.
Referenceværdier er altså ikke målet, men det udgangspunkt på målestokken, som man fastsætter
grænsen for god/moderat tilstanden ud fra.
Afstanden fra referenceværdier til grænsen for god/moderat tilstand er fastlagt i EU Kommissionens
interkalibrering med henblik på ensartede niveauer mellem landene.
Regeringen vil i forbindelse med vandområdeplanerne for 2021-2027 udarbejde et indsatsprogram
med henblik på at opfylde forpligtelserne i vandrammedirektivet. Udkast til vandområdeplaner og
tilhørende indsatsprogrammer planlægges sendt i offentlig høring i starten af 2021.
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk