Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. oktober 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 1441 (MOF alm. del) stillet
den 29. september 2020 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål 1441
”Vil
ministeren oplyse, hvilke tiltag der er taget på landbrugs- og fødevareområdet for at sikre en så
smidig fremtidig samhandel med Storbritannien
som muligt efter Brexit?”
Svar
De danske myndigheder har forberedt sig på Brexit siden Storbritannien besluttede at træde ud af EU.
Forberedelserne har fokus på, at overgangen til et nyt handelsregime sker så gnidningsfrit som muligt.
På fødevareområdet er der gennem tæt dialog med erhvervet i forberedelsesarbejdet særligt fokus på
håndtering af Storbritanniens krav om udarbejdelse af eksportcertifikater ved eksport til Storbritan-
nien, EU’s krav om veterinær grænsekontrol af animalske produkter
ved ankomst til EU's ydre grænse
og ændringer i Storbritanniens lovgivning i forhold til EU-lovgivningen, herunder særligt nye mærk-
ningskrav. For at understøtte dette arbejde og styrke relationerne til de britiske fødevaremyndigheder
og dermed sikre en så gnidningsfri overgang som muligt blev der den 1. august 2020 udsendt en stats-
konsulent til den danske ambassade i London.
Idet virksomhederne i dag anvender færgeruten Esbjerg-Immingham har etablering af et veterinær
grænsekontrolsted på Esbjerg Havn været en prioritet i ministeriets Brexit-forberedelse. Det er af de
private operatører oplyst, at et permanent veterinært grænsekontrolsted står klar inden udgangen af
december 2020 med henblik på at det kan bemandes med veterinære grænsedyrlæger fra Fødevaresty-
relsen pr. 1. januar 2021.
På landbrugsområdet er der ligeledes tæt kontakt med de virksomheder, der vil blive, og allerede er,
berørt af Brexit. Det har foregået gennem webinarer og bilateral kontakt. Der har yderligere været en
øget aktivitet på sociale medier, for også at søge at nå virksomheder, som tidligere udelukkende har
ageret på det indre marked. Sideløbende med disse tiltag er det sikret, at alle led i den administrative
og praktiske myndighedsproces omkring eksport og import er klar, samt øget fokus på her-og-nu-bi-
stand i spidsbelastningsperioder.
Endelig har ministeriet i samarbejde med andre ministeriet blandt andet Skatteministeriet og Er-
hvervsministeriet deltaget i en lang række Brexit-møder for virksomheder rundt om i landet.
Mogens Jensen
/
Jesper Wulff Pedersen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14
21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk