Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2272402_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 1. november 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 1437 (MOF alm. del) stillet
28. september 2020 efter ønske fra Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 1437
”Vil
ministeren redegøre for dom fra Frederiksberg byret den 17. september 2020 om hunden Alina,
hvis FCI-stamtavle blev tilsidesat for en MARS-test, hvorefter hunden blev dømt til at indeholde gener
fra forbudte hunderacer? Ministeren bedes herunder oplyse følgende: 1) Hvad er den nedre grænse for
”farlig genetik” for hunde af blandingsracer, hvor en af de 13 forbudte hunderacer indgår?, 2) Vil
ministeren tage initiativ til en tydeliggørelse af hundeloven, så hunde ikke aflives uden at være
genetisk disponeret til at være en såkaldt ”farlig hund”?, 3) Hvad defineres som en gyldig stamtavle for
en hund, og hvilke begrundelser kan der være for at tilsidesætte en stamtavle til fordel for en MARS-
test?, 4) Hvor mange hunde forventes aflivet efter dommen om hunden Alina, og mener ministeren, at
antallet af aflivninger er proportionalt i forhold til omfanget af bidepisoder?, 5) Hvor mange af de
hunde, der hidtil er blevet dømt til at blive aflivet, har haft bidepisoder, hvor biddet er dokumenteret,
og hvad viser genetikken hos de dømte hunde?”
Svar
For så vidt angår en redegørelse af den omtalte dom og spørgsmålets punkt 1 og 3 har jeg forelagt
spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som oplyser følgende:
”Fødevarestyrelsen kender ikke til de nærmere omstændigheder i den konkrete sag, udover det, der
fremgår af referatet af dommen, afsagt af Retten på Frederiksberg den 17. september 2020.
Sagen omhandler ifølge dommen en hund, hvis afstamning politiet har fundet anledning til at kræve
dokumentation for med henblik på at fastslå, at hunden ikke er omfattet af forbuddet i hundelovens § 1
a. Efter bestemmelsen er det forbudt at besidde 13 konkrete hunderacer og krydsninger, hvori de
nævnte hunderacer indgår.
Ifølge dommen er hunden ikke selv stambogsført, men hundens far er. Det fremgår af dommen, at
hundens far er af racen Alana Espanol, og at den er stambogsføringsanerkendt af den spanske
kennelklub. Det fremgår ikke af dommen, hvornår den spanske kennelklub har anerkendt racen.
Der er foretaget en DNA-test, som viser, at hunden indeholder 12,5 pct. DNA fra en af de 13 forbudte
racer (Amerikansk bulldog). Det oplyses i dommen, at Alana Espanol ikke er racebestemt (i DNA-
registret), og derfor ikke vil slå ud ved en DNA-test. Den vil således blive diagnosticeret med de racer,
der er blevet brugt til etableringen af racen, herunder Amerikansk bulldog. Hvad testen viser for de
øvrige 87,5 pct. af hundens baggrund er ikke oplyst i dommen.
Retten konkluderer, at både farens stamtavle og testresultatet er korrekte oplysninger, som bør tages i
betragtning.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
•
EAN 5798000862005
•
[email protected]
•
www.mfvm.dk
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1437: Spm. om, hvad er den nedre grænse for farlig genetik for hunde af blandingsracer, hvor en af de 13 forbudte hunderacer indgår m.m., til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
Retten vurderer, at det er lovligt for Rigspolitiet at træffe afgørelse om, at 12,5 pct. DNA fra en forbudt
race skal føre til aflivning, idet hundeloven, herunder hundelovens forarbejder, ikke indeholder en
specifik grænse for forbudt race i krydsninger af hunde. Retten vurderer, at dette sammenholdt med
skønsmandens udtalelse om, at 12,5 pct. DNA fra en hundrace i et eller andet omfang vil give
udseende- og temperamentsmæssigt udslag svarende til forfaderens, medfører, at Rigspolitiets
afgørelse om aflivning af hunden er truffet på et korrekt og sagligt grundlag.
Fødevarestyrelsen kan til spørgsmålets punkt 3 oplyse, at der ikke findes formaliserede bevisregler i
hundeloven, og derfor kan man som ejer/besidder fremlægge enhver oplysning, som man mener kan
dokumentere hundens baggrund, herunder stamtavler. Denne ret medfører, at politiet ikke kan
forkaste sådan dokumentation som ugyldig af formelle grunde, hvilket heller ikke ses at være sket i den
foreliggende sag. Dog er politiet berettiget til at vurdere, om dokumentationen er tilstrækkelig. Hvis
dette skøn er udøvet i overensstemmelse med almindelige principper, er afgørelsen lovlig.”
For så vidt angår spørgsmålets punkt 4, 1. del, og punkt 5, har jeg forelagt spørgsmålet for
Justitsministeriet, som har indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der oplyser følgende:
”Rigspolitiet kan oplyse, at dommen fra Frederiksberg byret af 17. september 2020 vedr. hunden
Alina
har stadfæstet Rigspolitiets afgørelse af 11. januar 2019, hvor Rigspolitiet vurderede, at hunden er
ulovlig.
Rigspolitiet har modtaget en ankestævning vedrørende Frederiksberg byrets dom af 17. september
2020. Dommen er derfor ikke endelig. Rigspolitiet kan ikke umiddelbart oplyse, hvor mange hunde
der forventes aflivet, hvis byrettens dom stadfæstes af landsretten.
Rigspolitiet kan generelt oplyse, at en sag vedrørende en ulovlig hund typisk begynder ved, at politiet
modtager en anmeldelse om, at en hundebesidder muligvis holder en ulovlig hund, eller ved at politiet
i forbindelse med f.eks. en bidsag får mistanke om, at en hund er ulovlig. Hvis politiet har rimelig
grund til at formode, at der kan være tale om en ulovlig hund, anmoder politiet hundebesidderen om
dokumentation på hundens race. DNA-test kan i den forbindelse anvendes, men alene til at
understøtte eller underkende politiets oprindelige formodning. Dette udgangspunkt har dommen af
17. september 2020 fra Frederiksberg byret ikke ændret ved.
Rigspolitiet modtager løbende indberetninger fra politikredsene vedr. afgørelser om bl.a. aflivning af
ulovlige hunde og af hunde, der har skambidt mennesker eller andre hunde. Rigspolitiets oplysninger
nedenfor om antallet af hundesager er baseret på en manuel optælling af de indberetninger, som
Rigspolitiet løbende modtager fra politikredsene.
Rigspolitiet registrerer ikke indberetningerne på baggrund af eventuelle bidepisoder udover skambid,
idet Rigspolitiet alene registrerer afgørelsernes hjemmelsgrundlag.
Rigspolitiet har dog foretaget en manuel gennemgang af alle indberetninger vedr. politikredsenes
afgørelser om ulovlige hunde i 2019 og 2020. Gennemgangen viser, at der i 2019 var en sag, hvor en
ulovlig hund også overtrådte § 6, stk. 5, (bestemmelsen om skambid). I 2020 har der været en
afgørelse vedr. en ulovlig hund, som blev indledt på baggrund af en bidepisode. Der skal dog tages
højde for, at der vil kunne være tilfælde, hvor en ulovlig hund har været involveret i en bidepisode,
uden at selve bidepisoden nødvendigvis fremgår af indberetningerne og politikredsenes afgørelser,
som Rigspolitiet har gennemgået, idet politikredsene kan have truffet afgørelse om aflivning allerede
som følge af hundens manglende lovlighed.
Rigspolitiet kan desuden oplyse, at der ikke umiddelbart anvendes DNA-tests i forbindelse med
bidsager. Rigspolitiet kan således ikke udtale sig om genetikken hos de hunde, som er aflivet med
baggrund i bidepisoder.
2
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1437: Spm. om, hvad er den nedre grænse for farlig genetik for hunde af blandingsracer, hvor en af de 13 forbudte hunderacer indgår m.m., til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
2272402_0003.png
Antallet af indberetninger om aflivning af hunde efter hundelovens § 1 b, stk. 1, § 6, stk. 2, nr. 4, og § 6,
stk. 5, i perioden 1. juli 2010 til den 11. oktober 2020 fordeler sig som følger:
Antallet af
indberettede
hunde, hvor der
i første instans
er truffet
afgørelse om
aflivning i
perioden 1. juli
2010 til 20. juni
2013
2013
(efter 20.
juni 2013)
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
(optalt 11.
oktober
2020)
Aflivninger
efter § 1 b,
stk. 1, om
ulovlige
hunde
Aflivninger
efter § 6,
stk. 2, nr. 4,
om bl.a.
skadesvolde
nde eller
farlige
hunde
Aflivninger
efter § 6,
stk. 5, om
skambid
Antallet af indberettede hunde, hvor der i første instans er truffet afgørelse
om aflivning i perioden efter den 20. juni 2013 fordelt på afgørelsesdato
470
9
40
25
16
18
12
35
3
20
1
3
2
2
4
1
2
1
160
22
14
7
7
9
3
2
3
Tallene er udtryk for et øjebliksbillede opgjort pr. 11. oktober 2020. Tallene opdateres løbende ved
modtagelse af indberetninger fra kredsene, hvorfor tallene for f.eks. 2019 kan ændre sig, såfremt en
politikreds ikke har fået indberettet sagen i forlængelse af den trufne afgørelse i 2019. Hvis Rigspolitiet
f.eks. først modtager indberetningen i 2020, vil sagen fortsat blive rubriceret under afgørelsesåret
(2019), og tallene kan som følge heraf ændre sig.
Det bemærkes endvidere, at afgørelserne efter politikredsenes indberetning og Rigspolitiets
registrering heraf kan være påklaget og stadfæstet eller omgjort af Rigspolitiet, ligesom enkelte
afgørelser er indbragt for domstolene, hvor de fortsat kan være verserende. Hvis politikredsens
afgørelse omgøres, vil opgørelsen blive opdateret i overensstemmelse hermed. Der må således også
tages forbehold for ændringer som følge heraf.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at tallene i tabellen angiver antallet af indberettede hunde.
Antallet af indberettede hunde er oftest højere end antallet af sager, idet en sag kan omhandle flere
hunde.
3
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1437: Spm. om, hvad er den nedre grænse for farlig genetik for hunde af blandingsracer, hvor en af de 13 forbudte hunderacer indgår m.m., til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
Det skal endelig bemærkes, at der ved enkelte hunde er truffet afgørelse om aflivning efter flere
bestemmelser, f.eks. både efter § 1 b, stk. 1, og § 6, stk. 5. I disse tilfælde er hunden kun talt med i
opgørelsen under én af bestemmelserne, således at hunden ikke tæller dobbelt. Konkret betyder det, at
antallet af ovenstående aflivninger efter hundelovens § 6, stk. 5, alene omfatter skambid forvoldt af en
ikke ulovlig hund.
Frivillige aflivninger, det vil sige aflivninger, hvor ejeren af hunden samtykker til aflivning, inden
politikredsen har truffet en egentlig afgørelse herom, er ikke talt med i opgørelsen.”
Med hensyn til spørgsmålets punkt 4, 2. del, er det umiddelbart ikke muligt at opgøre, hvorvidt
antallet af aflivninger af forbudte hunde er proportionalt i forhold til omfanget af bidepisoder. Det er i
forbindelse med afgørelser om aflivning af forbudte hunde, jf. hundelovens § 1 b, jf. § 1 a, ikke
afgørende for sagen, om hunden har været involveret i en bidepisode, og oplysninger om de nærmere
omstændigheder for sagens opståen (som f.eks. en bidepisode, hundeslagsmål eller lignende) indgår
således typisk ikke i politikredsenes indberetninger til Rigspolitiet.
Samtidig kan politiets indberetninger vedrørende afgørelser om aflivede hunde på grund af skambid (§
6, stk. 5) eller på grund af anden farlig adfærd m.v. (§ 6, stk. 2, nr. 4) ikke anvendes som statistik for så
vidt angår det reelle antal skambid eller antal bidepisoder i Danmark. Det er ikke alle bidepisoder, der
anmeldes til politiet (eller som politiet ad anden vej bliver opmærksom på). Det bemærkes endvidere,
at hundens race ikke er afgørende i sager om aflivning på grund af skambid
–
og at eventuel angivelse
af hundens race i forbindelse med disse sager, som udgangspunkt beror på oplysninger fra hundens
ejer samt fra Dansk Hunderegister (som igen tager udgangspunkt i oplysninger fra hundens ejer).
Hertil kommer, at der ifølge hundelovens § 1 a ikke må holdes forbudte hunde i Danmark, og der vil
således være få af disse hunde i forhold til ikke forbudte hunde.
Afslutningsvis kan jeg til spørgsmålets punkt 2 oplyse, at jeg vil overveje, hvad en dom, som den
foreliggende, giver anledning til.
Mogens Jensen
/
Paolo Drostby
4