Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2262406_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-18508
Den 14. oktober 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1426 (MOF alm. del) stillet 24. september 2020 efter
ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1426
Hvad kan ministeren oplyse om status for mårhunde, herunder erfaringer med udsatte
judasmårhunde? Hvor mange mårhunde forventes der aktuelt at være i de forskellige regioner
i landet?
Svar
Jeg ser med alvor på den trussel de invasive rovdyr herunder mårhunden udgør mod den
hjemmehørende biodiversitet. Derfor offentliggjorde vi i marts 2020 Forvaltningsplan for mink,
mårhund og vaskebjørn i Danmark, som fastlægger mål, rammer og konkrete initiativer for at
begrænse de tre invasive arters skadelige indvirkning i naturen. Den nye plan sikrer blandt andet, at
jægerne har effektive værktøjer til rådighed, samtidig med at bekæmpelsen foregår på en forsvarlig
måde.
Jeg har forelagt spørgsmålene for Miljøstyrelsen, som er ansvarlig for udmøntning af planen. Styrelsen
oplyser følgende:
”Mårhunden er i dag vidt udbredt i hele Jylland, forekommer lejlighedsvist på Fyn. Der er en bred
opbakning fra jægerne til bekæmpelsesarbejdet mod mårhund, og brugen af lysforstærkende
natsigtemidler er hurtigt blevet udbredt, hvilket forventes at give bedre muligheder for den enkelte
jæger. Bekæmpelsesindsatsen er blevet mere effektiv, hvilket kan ses ud fra vildtudbyttestatistikken
idet data for de seneste 2 år viser, at der er et stigende antal jægere, der nedlægger mårhunde, og at der
nedlægges flere mårhunde pr. jæger.
Erfaringerne ved brug af mårhunde med GPS-halsbånd viser, at de er altafgørende for
mårhundeindsatsen og særlig fordelagtig, når bestanden er lav. Indsatsen med brug af GPS-mårhunde
anvendes derfor i dag primært på Fyn og kan endvidere iværksættes på andre øer uden fast bestand af
mårhunde, såfremt der viser sig at være behov for en eftersøgning.
Mårhundebestanden overvåges i dag udelukkende på baggrund af data fra Vildtudbyttestatistikken.
Disse data kan ikke anvendes til at udarbejde valide estimater af bestandsstørrelsen. En indsats i
Forvaltningsplan for mink, mårhund og vaskebjørn er, at der skal igangsættes et projekt til udvikling af
metoder til estimering af bestanden af mårhund med det formål løbende at kunne vurdere
bekæmpelsesindsatsen samt ressourcebehovet i naturfølsomme områder.”
Lea Wermelin
/
Katrine Barnkob Lindgreen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk