Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2260667_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-17998
Den 8. oktober 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1398 (MOF alm. del) stillet 17. september 2020 efter ønske
fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 1398
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 11/9-20 fra Space Systems om Miljøstyrelsens
teknologiliste, jf. MOF alm. del - bilag 721?”
Svar
Departementet har meddelt mig, at den ammoniakreducerende effekt ved Space Systems endnu ikke er
dokumenteret i tilstrækkeligt omfang, herunder at der ikke er foretaget de fornødne forsøg i fungerende
stalde eller den fornødne afrapportering af forsøg.
Det er et væsentligt element i husdyrreguleringen, at teknikker til reduktion af ammoniak og lugt er
miljøfagligt veldokumenterede, således at effekten er fastlagt på baggrund af solid og kvalitetssikret
data.
Miljøstyrelsens Teknologiliste har til formål at sikre, at de teknologier, der er optaget på listen, og som
anvendes på bedrifterne, har undergået et testforløb af en vis standard, som fastlægger og verificerer
effekten. Optagelse på teknologilisten sker derfor bl.a. efter indstilling fra relevante fagfolk fra
universitetsmiljøet. Uden denne verifikationsproces risikeres det, at vores natur og berørte naboer
udsættes for utilsigtede påvirkninger, der overskrider de fastsatte tålegrænser, og at EU-retlige regler og
krav overtrædes, herunder habitatdirektivet og NEC-direktivet. Samtidig giver det også større sikkerhed
for landmandens investering.
Det er derfor som udgangspunkt også kun teknologier, som er optaget på Miljøstyrelsens Teknologiliste,
som kan anvendes som reducerende teknikker, når kommunerne behandler en ansøgning om at
etablere, ændre eller udvide et husdyrbrug. Dette har sikret højere grad af ensretning i sagsbehandlingen
mellem landets kommuner.
Udviklingen og verifikationsprocessen af miljøteknologier er forbundet med væsentlige omkostninger
for teknologiproducenterne, ikke mindst i form af udgifter til test og målinger. Det er dog i dag muligt
at søge støtte hertil via erhvervsstøtteordninger som f.eks. Grønt Udviklings- og
Demonstrationsprogram (GUDP). Space Systems teknologi er eksempelvis udviklet i forbindelse med et
GUDP-projekt, hvortil der er bevilliget et støttebeløb på 5 mio. kr. Tilsvarende er VengSystems teknologi
udviklet i forbindelse med et GUDP-projekt med et støttebeløb på 4,7 mio. kr.
Jeg er meget opmærksom på, at omkostningerne til dokumentation og processen for verifikation kan
udgøre en barriere i forhold til at få udviklet miljøteknologi og få den på markedet. Jeg vil derfor gerne
se nærmere på processen og andre barrierer forbundet med den nuværende ordning. Det er dog vigtigt
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1398: Spm. om kommentar til henvendelse af 11/9-20 fra Space Systems om Miljøstyrelsens teknologiliste, til miljøministeren.
for mig, at dokumentationskravene under alle omstændigheder sikrer, at det nuværende
miljøbeskyttelsesniveau fastholdes, herunder at de væsentlige og vigtige hensyn til vores natur og til
berørte naboer fortsat varetages.
Lea Wermelin
/
Henrik Hedeman Olsen
2