Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2121328_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2019-20134
Den 9. december 2019
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 137 (MOF alm. del) stillet
11. november efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 137
”Kan
ministeren redegøre for baggrunden for de fejlagtige beregninger af betalingsrettighederne, som
nu betyder, at en række landmænd ikke modtager den støtte, som de har haft en berettiget forventning
om at modtage i indeværende støtteår?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Landbrugsstyrelsen, som oplyser at:
”Som følge af EU-kommissionens
revisionskritik har Landbrugsstyrelsen været nødt til at genberegne
de foreløbige værdier af betalingsrettighederne for 2019, da styrelsen ellers ville risikere en
underkendelse (krav om tilbagebetaling) også for ansøgningsåret 2019. Der vil samtidig skulle ske en
genberegning af værdierne for 2015-2018.
I forbindelse med implementeringen af den nuværende landbrugsreform fra 2014 er der sket en fejl,
der har ført til, at udjævningen af værdien af de forskellige betalingsrettigheder ikke har været
foretaget korrekt siden støtteåret 2015. Over årene er værdien på samtlige betalingsrettigheder
nedskrevet i takt med det faldende EU-støttebudget. Ifølge EU-reglerne skulle det imidlertid
udelukkende have været betalingsrettigheder med værdi over gennemsnittet, som skulle have været
nedskrevet.
Det betyder, at betalingsrettigheder med værdi over gennemsnittet i perioden skulle have været
reduceret mere, mens betalingsrettigheder med værdi under gennemsnittet skulle friholdes fra
budgetreduktionen og dermed skulle stige. Faldet i EU-budgettet er således ved en fejl blevet båret af
samtlige betalingsrettigheder.
Værdien af de betalingsrettigheder, landbrugerne råder over, afgør niveauet for udbetalingen af den
direkte landbrugsstøtte - grundbetaling og grøn støtte. En betalingsrettigheds værdi afhænger af, om
betalingsrettigheden før 2015 udelukkende bestod af den såkaldte basisværdi eller om den var forhøjet
med et tillæg, fx kvæg og mælketillæg. Evt. tillæg er fra og med 2015 medregnet i en
betalingsrettigheds værdi.
I forhold til om landbrugeren har haft berettigede forventninger til en bestemt støtteudbetaling for
2019 på baggrund af Landbrugsstyrelsens tidligere udmeldte foreløbige værdier af
betalingsrettighederne, er det den juridiske vurdering, at der ikke er en sådan klar entydig berettiget
forventning. Dette skyldes bl.a., at værdierne er udmeldt som foreløbige, hvilket også har været
tilfældet i tidligere år.”
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 137: Spm. om baggrunden for de fejlagtige beregninger af betalingsrettighederne, som nu betyder, at en række landmænd ikke modtager den støtte, som de har haft en berettiget forventning om at modtage i indeværende støtteår, til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
Mogens Jensen
/
Louise Piester
2