Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. oktober 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1360 (MOF alm. del) stillet den 10. september 2020 efter
ønske fra Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 1360
”Vil ministeren tage initiativ til at fremlægge en national handlingsplan for kystbeskyttelse, der tager
udgangspunkt i, at kystbeskyttelse er et nationalt anliggende, og derfor også primært skal finansieres
af staten?”
Svar
Regeringen prioriterer klimadagsordenen højt, både ift. reduktion af CO2 og klimatilpasning. Vi skal i
tide få tilpasset samfundet til de klimaforandringer, vi allerede nu kan se og mærke.
Allerede nu har regeringen taget en række væsentlige initiativer ift. kystbeskyttelse. Vi har givet
kommunerne mulighed for i helt særlige tilfælde at afskære klageadgangen, så vigtige kommunale
kystbeskyttelsesprojekter ikke bliver unødigt forsinkede af klager, fx ved Jyllinge Nordmark. Der er
afsat en tilskudspulje til kystbeskyttelse på i alt 80 mio. kroner i 2020 og 2021. På særligt
udsatte strækninger på den jyske vestkyst bidrager staten i perioden 2021-2024 med 184,6 mio. kr.
årligt til kystbeskyttelse gennem fire fællesaftaler i samarbejde med syv kystkommuner.
Både regeringen og folketingets partier er enige om, at udfordringerne skal håndteres, og at der skal
udarbejdes en samlet klimatilpasningsplan. Arbejdet skal sikre en bedre koordination af indsatsen, og
at kommunerne har de bedste rammer til at håndtere de forskellige oversvømmelseskilder herunder
kystbeskyttelse.
Lea Wermelin
/
Merete Løvschall
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf.
38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk