Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. september 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1325 (MOF alm. del) stillet 1. september 2020 efter ønske
fra Mai Villadsen (EL).
Spørgsmål nr. 1325
”Vil
ministeren oplyse, hvilke krav der stilles til nyttiggørelse som grundlag for importtilladelse af
forurenet spildevand fra norsk olieindustri til rensning og fortynding på danske virksomheder,
herunder hvor stor en andel af det importerede spildevand, der kræves nyttiggjort, for at nyttiggørelse
kan begrunde importtilladelsen?”
Svar
Jeg har forelagt Miljøstyrelsen spørgsmålet, som oplyser:
”Når det vurderes, om der foreligger nyttiggørelse, er det naturligvis først
og fremmest en betingelse,
at nyttevirkningen realiseres uden fare for miljøet, ellers er det ikke nyttigt.
Nyttiggørelse betyder, at den behandling, som i forvejen er nødvendig, også har en nyttig sidegevinst,
sådan at ressourcer spares andre steder. Det kan være mange ting, fx fremstillingen af et nyt produkt
på basis af materialerne i affaldet eller anvendelse af renset jord eller cement som erstatning for andre
byggematerialer.
For olieforurenet spildevand vil det være nyttigt at separere så meget af olieindholdet som muligt
inden selve rensningen af spildevandet, sådan at olien på et andet anlæg kan oparbejdes til
brændselsolie eller til ny baseolie. Så længe vandet bliver rent og det rensede vand udledes til havet,
hvor det ikke gør nogen skade, er der ikke fastsat en bestemt procentgrænse, der afgør om det er
nyttiggørelse
–
det vil være en konkret vurdering. Miljøstyrelsen har i de fleste af den type sager
anerkendt behandlingen som nyttig, fordi der produceres olie og den videre oparbejdning og
anvendelse sker på en miljømæssig forsvarlig måde.”
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
•
CVR 12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mfvm.dk