Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2251850_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. september 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1324 (MOF alm. del) stillet 1. september 2020 efter
ønske fra Mai Villadsen (EL).
Spørgsmål nr. 1324
”Vil ministeren oplyse, hvilke krav der skal opfyldes, for at der kan gives tilladelse til import af
forurenet spildevand fra norsk olieindustri til rensning og fortynding på danske virksomheder?”
Svar
Jeg har forelagt Miljøstyrelsen spørgsmålet, som oplyser:
”Indledningsvist kan det nævnes, at det altid er en forudsætning, at behandlingen sker miljømæssigt
forsvarligt. Standarden for behandling er fastsat på EU-niveau.
I reglerne om import og eksport af affald skelnes der mellem affald til nyttiggørelse og affald til
bortskaffelse.
For at kunne eksportere spildevand til danske anlæg kræves der en forudgående anmeldelse, hvor den
påtænkte overførsel beskrives, heri en beskrivelse af spildevandet, behandlingen, mængden, transport
og hvilket anlæg, som man vil eksportere til. Den påtænkte grænseoverskridende overførsel skal være i
overensstemmelse med EU’s transportforordning og EU-lovgivningen
om miljøbeskyttelse. Derfor
indhentes også en vurdering fra relevant tilsynsmyndighed, oftest kommunen, om modtageranlægget
kan behandle det pågældende spildevand inden for rammerne af dets miljøgodkendelse. Den
vurdering foregår på baggrund af beskrivelsen og dertilhørende analyser i anmeldelsen.
Hvis behandlingen af affaldet ikke har nogen nytteværdi, ud over det naturligvis helt grundlæggende at
affaldsproblemet behandles og minimeres, kaldes det bortskaffelse, og lande kan nægte at modtage og
afsende affaldet. Det er udgangspunktet i Danmark, at man hverken importerer eller eksporterer affald
til bortskaffelse. Undtagelsesvist kan der gives godkendelse, hvis der ikke er det rette specialiserede
anlæg i afsenderlandet, eller der er mangel på behandlingskapacitet. Endvidere er der en generel
undtagelse for farligt affald til destruktion.
Spildevandet fra Norge er både importeret til nyttiggørelse og til bortskaffelse.
Vedrørende spildevand fra den norske olieindustri, vil det norske miljødirektorat oplyse til
Miljøstyrelsen i forbindelse med anmeldelsen, om der er tilstrækkelig behandlingskapacitet, og om
Norge derfor har behov for at kunne få spildevandet behandlet i et andet europæisk land.
Miljøstyrelsen har til brug for besvarelsen af dette spørgsmål taget kontakt til Miljødirektoratet for en
udtalelse til besvarelse af dette spørgsmål. Miljødirektoratet udtaler følgende:
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
CVR 12854358
EAN 5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1324: Spm. om, hvilke krav der skal opfyldes, for at der kan gives tilladelse til import af forurenet spildevand fra norsk olieindustri til rensning og fortynding på danske virksomheder, til miljøministeren
”Miljødirektoratet
bekrefter at det finnes anlegg i Norge som kan behandle denne typen avfall, men at
det kan være perioder hvor det ikke er kapasitet hos norske anlegg. Vi har derfor gitt samtykke til
eksport av denne typen avfall til godkjent behandling i Danmark. Dersom vi får informasjon fra danske
myndigheter om at RGS-anlegget ikke kan behandle denne typen avfall, vil vi trekke tilbake eventuelle
gyldige samtykker.”
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
2