Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2515907_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 337
Den 10. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1244 (MOF alm. del) stillet 7. august 2020 efter ønske fra
Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 1244
”Vil ministeren redegøre for de beregninger, der ligger til grund for affaldsaftalen, som ministeren
præsenterede i juni, idet ministeren har fremsat en påstand om, at affaldsgebyret i gennemsnit vil stige
med 55 kr. per husstand, hvorimod det ifølge Dansk Affaldsforenings beregninger vil koste minimum
500 kr. i gennemsnit per husstand, og ifølge affaldsselskabet REFA vil koste over 1300 kr. for husstande
på Lolland og Falster? Der henvises til dr.dk/nyheder 15/7-20: "Affaldsselskaber langer ud efter
miljøminister: ”Sorteringsaftale bliver 10-25 gange dyrere””.
Svar
Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi indgået mellem regeringen
(Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative
Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet sætter en ny og grønnere retning for affaldssektoren i
Danmark, hvor genanvendelse og genbrug skal øges, og afbrænding af affald skal reduceres. Det vil
gavne miljøet og klimaet ved bl.a. at reducere CO2-udledningerne fra affaldssektoren og mindske
trækket på jordens ressourcer. Samtidig vil det gøre Danmark til et land, som går forrest i den grønne
omstilling, hvilket på sigt kan skabe erhvervsmuligheder for danske virksomheder.
Miljø- og Fødevareministeriet har beregnet de økonomiske konsekvenser af affaldshåndtering ved mere
genanvendelse og affaldsreduktion. Beregningerne har været præsenteret for de politiske partier under
forhandlingerne til Klimaplan for grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.
Beregningerne er baseret på bagvedliggende tal og forudsætninger udarbejdet af COWI for Miljø- og
Fødevareministeriet i 2019, som kan findes her:
https://mst.dk/service/publikationer/publikationsarkiv/2020/jul/virkemiddelkatalog-for-oeget-
genanvendelse-af-husholdningsaffald-og-lignende-affald-fra-andre-kilder-municipal-waste/
Kravene som strømliner og øger affaldssorteringen i Danmark forventes isoleret at medføre
omkostninger i den kommunale affaldshåndtering på ca. 100 mio. kr. årligt og derfor en mindre
stigning i affaldsgebyret startende i 2021 og stigende til gennemsnitligt ca. 55 kr. pr. husstand (ekskl.
moms) i 2030 (i 2015 varierede affaldsgebyret fra 1.500-3.000 kr.).
Ændringen i affaldsgebyret er en gennemsnitlig betragtning og vil variere afhængigt af de gældende
indsamlingsordninger i kommunerne. Borgere i kommuner, hvor der i dag sorteres i få affaldsfraktioner
ved husstanden, vil formentlig opleve en større stigning end borgere i de kommuner, der allerede i dag
sorterer i mange affaldsfraktioner ved husstanden.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1244: Spm. om ministeren vil redegøre for de beregninger, der ligger til grund for affaldsaftalen, som ministeren præsenterede i juni, idet ministeren har fremsat en påstand om, at affaldsgebyret i gennemsnit vil stige med 55 kr. per husstand, hvorimod det ifølge Dansk Affaldsforenings beregninger vil koste minimum 500 kr. i gennemsnit per husstand, og ifølge affaldsselskabet REFA vil koste over 1300 kr. for husstande på Lolland og Falster, til miljøministeren
Stigningen i affaldsgebyret som følge af strømliningen og den øgede husstandsindsamling er regnet ud
fra konsekvenserne i hele affaldshåndteringskæden, dvs. meromkostninger ift. den nuværende
håndtering af affaldet. Heri indgår køb og tømning af nye beholdere samt indtægter fra afsætning af
genanvendeligt affald, sorterings- og transportomkostninger inklusive betaling af el- og dieselafgifter
ifm. disse led. Herudover er der i forbrændingsleddet regnet med et fald i CO2-udledninger (som følge
af mere udsortering af specielt plastikaffald), der medfører tilsvarende fald i CO2-afgifts- og
kvotebetalinger, og der er regnet med eventuelle indtægter fra import af affald (som forsvinder i takt
med at der importeres mindre affald til forbrænding). Der er desuden regnet med en
effektiviseringsgevinst ift. fælles informationskampagner i kommunerne på ca. 25 mio. kr. årligt som
følge af, at kommunerne fremover kan opnå væsentlig synergi i forbindelse med
informationskampagner til borgerne.
Det har ikke været muligt at udregne de økonomiske konsekvenser af indsamling af tekstilaffald via
henteordninger, da datagrundlaget ikke er tilstrækkelig repræsentativt til at lave solide beregninger. De
kommuner, der indsamler tekstiler på genbrugspladser og via forsøg med henteordninger, melder, at
der overordnet er en positiv økonomi bag, men det vurderes, at afsætningen, især på den korte bane,
kan blive udfordret, når der kommer større mængder.
Det bemærkes også, at der ikke er regnet på omkostningerne forbundet med udsortering af madaffald,
idet beslutningen om, at alle danskere skal sortere madaffald blev truffet med revideringen af EU’s
affaldsdirektiv i 2018.
Som en del af aftalen om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi blev det aftalt, at der
parallelt med strømliningen og den øgede husstandsindsamling skal ske omkostningsreduktioner, der
som minimum udligner den samlede stigning i affaldsgebyret, så borgerne på trods af de øgede udgifter
til indsamling og strømlining generelt ikke vil opleve stigninger i gebyret. Der igangsættes derfor en
analyse af, hvordan og med hvilke virkemidler, dette kan sikres. Analysens anbefalinger skal foreligge
senest medio 2021. Det må desuden forventes, at affaldsgebyret falder, når der indføres udvidet
producentansvar for emballage, hvor producenterne som minimum overtager det økonomiske ansvar
for håndteringen af emballageaffald.
Lea Wermelin
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
2