Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2236727_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 30. august 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1236 (MOF alm. del) stillet 4. august 2020 efter ønske fra
Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 1236
”Er ministeren villig til at undersøge muligheden for at give en dispensation fra lovgivningen, så man
kan lægge sten på strande for at forhindre badning på steder med farlige revlehuller, og dermed i givet
fald vil kunne redde
menneskeliv?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende:
”Udlægning af sten på stranden vil som hovedregel kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens
bestemmelser om strandbeskyttelse og klitfredning. Inden for beskyttelseslinjerne gælder der et
forbud mod at ændre tilstanden, herunder at hindre eller vanskeliggøre færdslen, f.eks. med store sten,
også selv om formålet er at øge badesikkerheden. Der kan kun i ganske særlige tilfælde og kun efter
konkret vurdering gives dispensation fra naturbeskyttelsesloven til at udlægge sten på stranden.
Udlægning af sten på stranden vil foruden dispensation fra naturbeskyttelsesloven ofte kræve tilladelse
efter kystbeskyttelsesloven, idet stenene som nævnt i svar på spm. 1235 kan påvirke kystens udvikling
eller forårsage uønskede, negative påvirkninger af kyststrækningen.
Placering af sten, bøjer, flydetov eller andet i vandet for at øge badesikkerheden kræver tilladelse efter
kystbeskyttelseslovens bestemmelser om etablering af anlæg på søterritoriet. Om der kan opnås
tilladelse, beror tilsvarende på en konkret vurdering af sagen, herunder forhold som placering,
mængde og udformning af anlægget, formål samt hensynet til bl.a. natur og kystdynamik”.
Lea Wermelin
/
Merete Løvschall