Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del - Bilag 40
Offentligt
NOTAT
Vand og Hav
Ref. OLRIE
Den 9. oktober 2019
Notat om fosfor til Miljø- og Fødevareudvalget
Fosfors egenskaber
Fosfor er et essentielt næringsstof for planter og tilføres markerne for at øge udbyttet af de dyrkede
afgrøder. Det fosfor, som ikke optages af planterne, bindes primært til jordens partikler eller opløses i
vand i jorden. Fosfor binder sig som udgangspunkt nemt i jorden (men kan genopløses), og adskiller
sig herved fra kvælstof, som er mere letopløselig og dermed hurtigere transporteres ud i vandmiljøet.
Fosfor kan transporteres videre til vandløb, søer og kystvande med jordpartikler eller på opløst form.
Ved store fosfortilførsler kan væksten af alger øges i vandmiljøet, og ophobes i sø- og havbunden, som
på sigt kan give udfordringer med iltsvind. Fosfor anvendes herudover i industrien og udledes gennem
spildevand fra renseanlæg, virksomheder og spredt bebyggelse.
Kilder til fosfortilførsel til vandmiljøet
Den samlede tilførsel af fosfor til vandmiljøet opgøres på baggrund af udledning fra diffuse kilder og
punktkilder. De diffuse kilder omfatter landbrugs- og baggrundsbelastning, og punktkilder omfatter
spildevand fra spredt bebyggelse, spildevand fra renseanlæg, regnbetingede udløb, akvakultur og
industri.
Siden 1990 er der sket et markant fald i den samlede tilførsel af fosfor til kystvandene. I 1990 var den
samlede udledning
af fosfor ca. 6000 tons, mens den samlede udledning i 2016-2017 var faldet til ca.
2500 tons. Udledningen af fosfor fra
spildevand (punktkilder)
er faldet fra omkring 4.900 tons fosfor i
1990 til et niveau på 700-1.000 tons fosfor de seneste år, (se eventuelt seneste NOVANA
overvågningsrapport
1
). Fosfortilførslerne fra landbrug og andre diffuse kilder har derved fået relativt
større betydning. De varierer fra år til år primært med variationerne i den årlige vandafstrømning, så
hvis der er mere regn, ses der generelt også en øget tilførsel af fosfor til vandområderne.
Miljøstyrelsen har foretaget en national kildeopsplitning af fosforudledningen til vandmiljøet, se figur
1 baseret på de seneste NOVANA overvågningsrapporter. Heraf fremgår, at fosforbelastningen
primært stammer fra diffuse kilder (primært landbrugsbidrag og baggrundsbelastning) på 63%, mens
spildevandsudledning fra renseanlæg står for 14 %, regnbetingede udløb udgør 13%, spredt bebyggelse
6%, akvakultur 3 % og endelig udgør industri 1%. Fordelingen på de forskellige kilder opgøres både på
baggrund af målinger, og ved modelberegninger og anvendelse af enhedstal, der beskriver hvor meget
fosfor, der udledes fra f.eks. en husstand. Anvendelse af mindre fosfor i f.eks. vaskemidler kan påvirke
bl.a. enhedstallene. Enhedstallene for fosfor er under revision i disse år, hvilket kan ændre
kildefordelingen i mindre grad.
1
https://dce2.au.dk/pub/SR309.pdf
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk