Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. juli 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1192 (MOF alm. del) stillet den 7. juli 2020 efter ønske
fra Bjarne Laustsen (S).
Spørgsmål nr. 1192
”
Kan ministeren bekræfte, at tilbuddene på ombygning af miljøskibene SIF og FIGG indtil videre
alene er vurderet ud fra udbudsreglerne? Og vil ministeren, inden der skrives kontrakt, sikre, at alle
miljøregler overholdes, og at Faaborg Værft A/S, som tiltænkes tildelt opgaven med at ombygge af SIF
og FIGG, har en listegodkendelse som listevirksomhed ”A 204. Stålskibsværfter og flydedokke” inden
arbejde på skibene påbegyndes?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende, hvilket jeg henholder mig til:
”Evalueringen
af de modtagne tilbud er sket under hensyntagen til de krav, der indgik i udbuddet,
herunder også de bydende værfters miljøgodkendelse i henhold til reglerne herfor. Det var et krav i
udbuddet, at de deltagende værfter skulle have ”en miljøgodkendelse som skibsværft, såfremt der
stilles krav herom i det land, hvor ansøgeren er registreret”. Der var ikke opstillet krav om, at dette
skulle være efter listepunkt ”A 204. Stålskibsværfter og flydedokke”. Dermed sikredes det, at værfter,
som har de fornødne miljøgodkendelser til at udføre opgaven, ikke udelukkes. Det bemærkes
endvidere, at de to miljøskibe Sif og Frigg netop ikke er udført i stål men i aluminium.
Da Faaborg Værft A/S har miljøgodkendelse til de aktiviteter, som udbuddet omfatter, og der således
ikke er grundlag for at antage, at der er miljøregler, der ikke overholdes i forbindelse med opgavens
løsning, vil det ikke være relevant for hverken opgavens løsning eller beskyttelse af det omgivende
miljø, at stille krav til Faaborg Værft A/S om miljøgodkendelse efter listepunkt ”A 204.
Stålskibsværfter og flydedokke”, inden arbejde på skibene påbegyndes.”
I øvrigt henviser jeg til svaret på MOF alm. del spm. 1191 med tilhørende bilag.
Lea Wermelin
/
Hans Peter Olsen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk