Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2232176_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. august 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1177 (MOF alm. del) stillet 3. juli 2020 af René Christensen
(DF) på udvalgets vegne.
Spørgsmål nr. 1177
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 2/7-20 fra Vallensbæk Kommune om Fingerplanen
m.m., jf. MOF alm. del - bilag 629?”
Svar
Seneste revision af Fingerplanen i 2019 åbnede for øgede muligheder for udvikling af Køge Bugt
Strandpark til et rekreativt strandområde. I ændringen forudsættes det, at planlægningen sker inden for
rammerne af relevant lovgivning, herunder naturbeskyttelsesloven.
Endvidere blev naturbeskyttelsesloven på baggrund af
politisk ”Aftale om Danmark i bedre balance”
tilpasset i 2017-18 for at give borgere, kommuner, turismevirksomheder og det lokale fritids- og
foreningsliv bedre muligheder for, i moderat omfang, at skabe tidssvarende faciliteter. Her er der
ligeledes en forudsætning om, at det ikke skæmmer de åbne strande og kyster. Naturbeskyttelseslovens
regler om strandbeskyttelse og klitfredning blev således opretholdt for at sikre, at de åbne
kyststrækninger og deres værdier bevares.
Det indgår som en del af aftalen Danmark i bedre balance, at ændringerne af naturbeskyttelsesloven og
planloven skal evalueres i 2020. De nye muligheder i naturbeskyttelsesloven og planloven indgår derfor
i den igangværende evaluering.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser:
I den konkrete sag ved Køge Bugt Strandpark har Vallensbæk Kommune søgt dispensation fra
strandbeskyttelseslinjen og fra søbeskyttelseslinjen ved Ringebæk Sø til at etablere en række nye
faciliteter.
Kystdirektoratet meddelte den 28. april 2020 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til alt 215 m
2
terrasse i terrænniveau, kølecontainer, handicaprampe og en grejbank på ca. 62 m
2
inden for
strandbeskyttelseslinjen til Vallensbæk Kommune i sagen, hvor en eksisterende iskiosk ændres til café.
Til grund for Kystdirektoratets afgørelse ligger bestemmelserne om nye muligheder for klubber og
turismevirksomheder inden for strandbeskyttelseslinjen fra 2017- 18.
Ishøj Kommune meddelte den 17. februar 2020 som miljømyndighed for Vallensbæk Kommune
dispensation fra søbeskyttelseslinjen til etablering af containerkonstruktion, træterrasse, plankeværk og
scene til Vallensbæk Kommune.
MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1177: Spm. om kommentar til henvendelsen af 2/7-20 fra Vallensbæk Kommune om Fingerplanen m.m., til miljøministeren
Danmarks Naturfredningsforening har imidlertid påklaget begge dispensationer til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som er øverste klagemyndighed for Kystdirektoratets og kommunernes
afgørelser om beskyttelseslinjer.
Nævnet ændrede den 9. juni 2020 dispensationen fra søbeskyttelseslinjen til et afslag bl.a. med den
begrundelse, at der ikke foreligger forhold, der kan begrunde en dispensation til det ansøgte, at de
ansøgte konstruktioner grundet deres størrelse og placering på et næsten ubebygget areal nær søen vil
forringe værdien og oplevelsen af de hovedsageligt uberørte og ubebyggede arealer og forringe indsynet
til søen fra en offentlig sti. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at en dispensation vil have uønsket
præcedensvirkning.
Klagenævnet har endnu ikke afgjort klagesagen over dispensationen fra strandbeskyttelseslinjen.
Jeg henholder mig til nævnets afgørelse vedr. den konkrete sag, herunder at det ene forhold vedr. klage
over dispensation fra strandbeskyttelseslinjen endnu ikke er færdigbehandlet. Hertil bemærkes det, at
Miljø- og Fødevareklagenævnet som selvstændig, domstolslignende klageinstans alene er bundet af
lovgivningen.
Lea Wermelin
/
Merete Løvschall
2