Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. august 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1170 (MOF alm. del) stillet 2. juli 2020 efter ønske fra
Lise Bech (DF).
Spørgsmål nr. 1170
”Hvis
modelberegninger af den kemiske tilstand i et vandområde (på papiret) viser, at tilstanden er
dårligere, end målinger af den økologiske tilstand i vandområdet viser, at tilstanden reelt er, vil
ministeren så sikre, at der lægges større vægt på målingerne, som afspejler virkelighedens tilstand, end
på papirberegningerne?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen anvender p.t. ikke modeller til vurdering af den kemiske tilstand
af vandområderne.
Styrelsen har dog igangsat en proces med det formål at afklare mulighederne for udvikling af en model
til brug for tilstandsvurderingerne for så vidt angår miljøfarlige forurenende stoffer, herunder både
prioriterede stoffer under vandrammedirektivet og andre stoffer.
Styrelsen forstår spørgsmålet således, at den omtalte økologiske tilstand henviser til den økologiske
tilstand vurderet på baggrund af de biologiske kvalitetselementer og ikke de miljøfarlige forurenende
stoffer, der foruden de biologiske kvalitetselementer indgår i vurderingen af den økologiske tilstand af
et givent vandområde. På denne baggrund bemærker styrelsen, at de biologiske kvalitetselementer
ikke nødvendigvis afspejler forekomsten af miljøfarlige forurenende stoffer, idet der kan forekomme
en vis tilpasning af de økologiske samfund til eventuelle forekomster af miljøfarlige forurenende
stoffer. Det kan således ikke afvises, at der i et vandområde, som er i god tilstand for så vidt angår de
biologiske kvalitetselementer, kan være forekomst af miljøfarlige forurenende stoffer over
miljøkvalitetskravene.”
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk