J.nr. 2020-28-169-01137
Den 28. juli 2020
Redegørelse for sagsforløbet ved campylobacterudbrud på Bornholm maj-juni
2020
Denne redegørelse beskriver det overordnede sagsforløb i forbindelse med et konkret sygdomsudbrud
på Bornholm med bakterien campylobacter, som omfattede 203 syge. Udbruddet toppede henover
pinsen 2020 og er stoppet.
Fødevarestyrelsen har i samarbejde med Statens Serum Institut (SSI) og DTU Fødevareinstituttet
efterforsket udbruddet og har begrundet mistanke til, at kilden var mælk fra Bornholms Andelsmejeri.
Sygdomsudbruddet
SSI informerede tirsdag den 2. juni 2020 Fødevarestyrelsen om et sygdomsudbrud på Bornholm med
bakterien campylobacter. Samme dag afholdt Den Centrale Udbrudsgruppe et ekstraordinært møde
for at drøfte udbruddet. Den Centrale Udbrudsgruppe består af medlemmer fra Fødevarestyrelsen, SSI
og DTU Fødevareinstituttet, som samarbejder om at opklare nationale og større regionale udbrud i
Danmark.
SSI oplyste på mødet, at udbruddet på Bornholm allerede inkluderede mange syge personer. Disse var
blevet syge inden for kort tid og var spredt ud over hele Bornholm. Mange af patienterne var indlagt på
hospitalet.
De indledende oplysninger om udbruddet
SSI påbegyndte interviews af patienterne for at afdække årsagen til sygdom. Den første rundspørge
viste, at alle patienter i perioden op til sygdom havde drukket vand fra hanen og mælk. Størstedelen af
patienterne havde drukket mælk fra Bornholms Andelsmejeri.
Den Centrale Udbrudsgruppe udledte på den baggrund, at:
Alle patienter var bosiddende eller havde besøgt Bornholm, hvorfor kilden med al
sandsynlighed var et lokalt produkt, som kun bliver solgt på Bornholm.
Patienterne blev syge inden for kort tid, hvilket tyder på, at kilden var et spiseklart produkt
med kort holdbarhed.
Dette kunne bl.a. passe med vand, mælk fra Bornholms Andelsmejeri eller en anden lokalproduceret
fødevare med kort holdbarhed.
Undersøgelse af kilde til udbruddet
Vand blev undersøgt som kilde til udbruddet, men blev ikke anset for at være en sandsynlig kilde, da
patienterne var fordelt over hele øen. Bornholm bliver forsynet med vand af flere forskellige
vandværker. Det blev vurderet usandsynligt, at flere vandværker skulle være blevet inficeret med
campylobacter samtidig.
Fødevarestyrelsen tog prøver af flere forskellige spiseklare, lokalproducerede fødevarer og kontaktede
Bornholms Andelsmejeri for at indhente mejeriets egne referenceprøver af mælk. Alle prøver blev
sendt til analyse for campylobacter, uden at der blev påvist campylobacter disse efterfølgende.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk