Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 13357
Den 28. august 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1129 (MOF alm. del) stillet 29. juni efter ønske fra Ruben
Kidde (RV).
Spørgsmål nr. 1129
”Vil
ministeren oplyse eventuelle udfordringer, herunder juridiske, der vil være knyttet til at stille krav
om et skodaskebæger på alle cigaretpakker solgt i Danmark?”
Svar
Cigaretskod hører hverken til i naturen eller på gaderne i vores byer. De små skod kan ligne noget
naturligt, men cigaretskod er lavet af plastik. Når de smides i naturen nedbrydes de til mikroplast, som
ikke bare forsvinder, men gør skade på vores natur og vandmiljø.
Det er kun rimeligt, at forureneren betaler for at rydde op efter deres produkter. Tobaksindustrien skal
tage ansvar for, at cigaretskoddene i stor stil ender som skrald i naturen. Fremadrettet kommer
tobaksindustrien til at betale for, at der bliver ryddet op.
Vi er i Danmark i fuld gang med at implementere Engangsplastikdirektivet, som indfører et såkaldt
udvidet producentansvar på cigaretfiltre. Det betyder, at tobaksproducenterne bliver ansvarlige for
oprydning af de cigaretskod, der smides i det offentlige rum. Ligeledes skal cigaretpakker fremover
mærkes, så forbrugerne oplyses om, at cigaretter indeholder plast og ikke skal smides i naturen,
ligesom producenterne skal finansiere information om hensigtsmæssig bortskaffelse af cigaretskod.
Jeg forventer, at dette vil have en effekt på at få løst problemet.
Krav til konkret udformning af tobaksvarers emballage hører under Sundheds- og Ældreministeriet,
som er ressortansvarlige for Lov om tobaksvarer. Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at:
”Regeringen forventer i oktober måned at fremsætte lovforslag, der implementerer den politiske aftale
om en national handleplan mod børn og unges rygning, som et flertal af Folketingets partier står bag.
Ét element er indførelsen af krav om, at cigaretpakker skal være standardiserede. Standardiseringen
indebærer ikke påførelse af skodaskebægre.
Eventuelle nye krav til cigaretpakker vil skulle vurderes ift. EU´s tobaksvaredirektiv (2014/40/EU),
som blandt andet fastlægger, at de kombinerede sundhedsadvarsler skal dække 65 % af ydersiden af
både forsiden og bagsiden af enkeltpakningen og eventuel ydre emballage.”
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk