MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1081: Spm. om ministeren vil fremsende eventuelle anbefalinger fra DCE, Vildtforvaltningsrådet, Det Dyreetiske Råd og andre centrale rådgivere vedrørende hegning til selvforvaltende naturområder (såkaldt rewilding), og vil ministeren tilkendegive sin holdning til disse anbefalinger, til miljøministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt

Det Dyreetiske Råd:

Udtalelse om brug af dyr til

rewilding ved naturforvaltning

MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1081: Spm. om ministeren vil fremsende eventuelle anbefalinger fra DCE, Vildtforvaltningsrådet, Det Dyreetiske Råd og andre centrale rådgivere vedrørende hegning til selvforvaltende naturområder (såkaldt rewilding), og vil ministeren tilkendegive sin holdning til disse anbefalinger, til miljøministeren MOF, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1081: Spm. om ministeren vil fremsende eventuelle anbefalinger fra DCE, Vildtforvaltningsrådet, Det Dyreetiske Råd og andre centrale rådgivere vedrørende hegning til selvforvaltende naturområder (såkaldt rewilding), og vil ministeren tilkendegive sin holdning til disse anbefalinger, til miljøministeren

Det Dyreetiske Råd:

Udtalelse om brug af dyr til

rewilding ved naturforvaltning

August 2018

Det Dyreetiske Råd:

Udtalelse om brug af dyr til

rewilding ved naturforvaltning

Forsideillustration: Colourbox

Det Dyreetiske Råd

Miljø- og Fødevareministeriet

Slotsholmsgade 12

1216 København K

[email protected]

www.detdyreetiskeraad.dk

Tryk: Rosendahls a/s

Indhold

Sammenfatning

Baggrund

Formål og afgrænsning

Lovgivning og andre rammer

Rewilding i Danmark

Det Dyreetiske Råds overvejelser og anbefalinger

5.1 Dyrevelfærd

5.2 Forpligtelser over for de udsatte dyr

5.3 Konkrete tiltag

Konklusion

Bilag 1. Det Dyreetiske Råds udarbejdelse af denne udtalelse

Bilag 2. Litteratur

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Sammenfatning

I Danmark er der stigende fokus på at fremme natur, der i højere grad er selvforvaltende og med

en høj grad af biodiversitet. I engelsktalende lande kalder man denne tilgang ”rewilding”. Det kan fx

indebære, at man sætter større dyr ud i et område, hvor de skal spille den samme rolle i naturen,

som man mener, at deres forfædre gjorde. Som udgangspunkt skal dyrene kunne klare sig selv, og

bestanden skal reguleres ved de mekanismer, der i øvrigt hersker i naturen. Der er dog ikke enig-

hed om, hvilket ansvar mennesker bør have for de udsatte dyr. Nogle mener, at man har ansvaret

for at beskytte dyrene mod de værste dyrevelfærdsmæssige udfordringer, mens andre mener, at en

sådan menneskelig indblanding er uforenelig med hele idéen om rewildingens selvforvaltende natur

og derfor skal undgås.

Det Dyreetiske Råd ønsker med denne udtalelse at sætte fokus på dyrevelfærds- og dyreetiske

overvejelser i forbindelse med rewilding, hvor planen er, at udsatte dyr så vidt muligt overlades til

at skulle klare sig selv som vildtlevende dyr. Det Dyreetiske Råd har ikke blot drøftet emnet rewil-

ding ud fra, hvordan situationen er i Danmark i dag, men også ud fra hvordan rewilding-projekter

vil kunne udvikle sig. Rådet har fokuseret på tre hovedemner: dyrevelfærd, forpligtelser over for de

udsatte dyr, og konkrete tiltag vedrørende dyr i rewilding-projekter.

Det Dyreetiske Råd mener ikke, at det naturlige liv nødvendigvis er ensbetydende med optimal dy-

revelfærd. Rådets medlemmer finder det afgørende, at de udsatte dyr er hårdføre nok til at kunne

klare sig i det valgte område, og medlemmerne finder det problematisk, hvis dyrene på grund af

den situation, de er blevet bragt i, overlades til lidelse, evt. med dødelig udgang. Det Dyreetiske Råd

mener derfor, at uanset hvordan dyrene i rewilding-projekter er beskyttet juridisk, er der en moralsk

forpligtelse til så vidt muligt at beskytte de udsatte dyr mod unødig lidelse, hvis der aktivt er sat en

fysisk barriere for at fastholde dyrene på et bestemt areal. Rådet mener derfor, at der er behov for

at regulere og forvalte bestanden. Der er dog forskellige vurderinger blandt Rådets medlemmer af,

hvornår der er behov for, at mennesker griber ind. Det Dyreetiske Råds medlemmer er dog enige

om at anbefale en række konkrete tiltag, bl.a. i forhold til valg af områder og udsatte dyr, til planer

for overvågning og forvaltning, til indsamling af dokumentation, og til kommunikation om projektet.

Rådet peger også på behovet for håndtering af afledte konsekvenser, som rewilding måtte medføre.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

1. Baggrund

I Danmark er der over de seneste årtier kommet et stigende fokus på at fremme en mere vild na-

tur. Formålet er at skabe natur, der i højere grad er selvforvaltende. Det vil sige, at den skal kunne

udvikle sig uden eller med kun en begrænset indblanding fra mennesker, og den skal kunne rumme

en høj grad af biodiversitet. Ved denne form for naturforvaltning prøver man derfor at genetablere

og understøtte naturens egne måder at udvikle sig på. Denne tilgang ses ikke kun i Danmark. I en-

gelsktalende lande kalder man denne tilgang ”rewilding” (genforvildning), og ordet optræder stadigt

hyppigere i den danske debat. Begrebet rewilding bruges dog meget forskelligt, både i forhold til

hvordan det defineres, og i forhold til hvilken slags naturforvaltning, der i praksis er tale om.

Der er brug for mange forskellige tiltag, når naturen skal udvikle sig til at kunne klare sig selv. Når

naturen forvalter sig selv, er den under stadig forandring som følge af fx storme, oversvømmel-

ser, brande og sygdomme hos dyr og planter. Det er vigtigt for denne selvforvaltning, at alle led i

fødekæder og processer i økosystemer er til stede og har de nødvendige betingelser for at kunne

fungere. Det kan fx indebære, at man lader gamle væltede træer og døde dyr ligge, så de kan indgå

i naturens cyklus. Det kan også betyde, at man genindfører naturlige processer, som er gået tabt i

vore dage, fx ved at sætte større dyr ud i et område, fordi de med deres adfærd kan bidrage til land-

skabets udvikling og forvaltning i retning af en større mangfoldighed. Det kan dyrene fx ved at spise

nogle bestemte planter, så andre planter får bedre betingelser, ved nedtrampning af jorden, ved at

afsætte gødning, og ved at sprede frø rundt i området. De udsatte dyr kan både være vilde dyr som

bisoner og elge, og domesticerede dyr som heste og kvæg, og tanken er, at de skal spille den sam-

me rolle i naturen, som man mener, at deres vilde forfædre gjorde. Uanset dyrenes oprindelse som

vilde eller domesticerede udsættes de i princippet til et liv som vildtlevende dyr. På længere sigt vil

de domesticerede dyr under de rette betingelser over generationer kunne udvikle sig både adfærds-

mæssigt og genetisk i retning af mere vilde former – en slags af-domesticering.

Selv om tanken er, at dyrene skal kunne klare sig selv, kan der i praksis godt være en grad af både

pasning og forvaltning af bestanden, enten som en indledningsvis hjælp eller som et permanent

tiltag. Men som udgangspunkt skal bestanden reguleres ved de mekanismer, der i øvrigt hersker i

naturen, fx udvandring og indvandring af dyr, sult, tørst, sygdom og kulde. Det er normalt for vilde

populationer af planteædende dyr at tabe op til 30 % af deres kropsvægt pga. begrænset føde om

vinteren. Det kan ligefrem være nødvendigt for rewilding, at dyrene oplever en vis grad af sult for at

sikre, at de søger føde over hele området, og at flere typer vegetation bides ned – også de mindre

velsmagende. Supplerende fodring er derfor ikke ønskelig. Dyrene er desuden afhængige af, om

den naturlige vegetation tilbyder tilstrækkelig beskyttelse mod vind og vejr. I naturen er det ikke

ualmindeligt, at op mod en tredjedel af en bestand dør i løbet af vinteren. Dette giver en naturlig

selektion af dyrene og skaber variation i mængden af afgræsning i området, hvilket er på linje med

rewildingens principper. Diskussioner om behovet for forvaltning af bestandenes størrelse i forhold

til arealet henleder opmærksomheden på fraværet af rovdyr i naturen, som ellers i mange tilfælde

ville kunne hjælpe til at holde bestanden nede. Rovdyr kan således også have en vigtig funktion i for-

hold til ønsket om en mere selvforvaltende natur. Her kan man fx vælge at undlade at skyde rovdyr,

der selv søger at etablere sig i et område, som det er tilfældet med ulvene i Danmark. Rovdyrene

holder dog ikke nødvendigvis bestanden så langt nede, at dyrene undgår sult og andre af naturens

reguleringsmekanismer.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Hvis naturen skal forvalte sig selv, er der brug for alle processer i økosystemet, fx også nedbrydningen af døde dyr.

Foto: Colourbox

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

De udsatte dyr kan principielt set komme i en gråzone mellem en status som vilde dyr og som hus-

dyr. Hvis de i udgangspunktet er domesticerede, er der desuden en biologisk gråzone, hvis populati-

onen får mulighed for at af-domesticere sig og med tiden blive en vild bestand. Dermed kan det blive

uklart, hvilke forpligtelser der er til at sikre fx, at dyrene ikke sulter, at der bliver sørget for dem, hvis

de bliver syge eller kommer til skade, og at de ikke overlades til en langsom død, hvis de ikke kan

klare sig. Sådanne forpligtelser har man juridisk kun, når det gælder hold af dyr, ikke når der er tale

om dyr, man ikke holder. I praksis er det dog svært at etablere områder i Danmark af en størrelse,

hvor bestande af en række store dyrearter vil kunne klare sig selv uden menneskers indblanding.

Der sættes typisk en form for hegn om området, hvilket forhindrer dyrene i at sprede sig. Derved

forhindres de også i at prøve at finde føde og andet andre steder, hvis det ellers er tilgængeligt uden

for hegnet. Om vinteren, hvor føden som regel er knap, er der derfor større risiko for, at der er nogle

dyr, der går til. Dette er som nævnt en normal del af bestandsreguleringen og udvælgelsen af dyr

i naturen, og dermed er det også et vigtigt element i rewilding. Men det er ikke lovligt i forhold til

dyrehold at lade dyrene dø af sult. For at undgå dette kan man fx give supplerende foder og/eller

regulere bestanden med jagt, så der ikke er flere dyr, end området kan bære.

Der er ikke enighed i diskussionerne af rewilding om, hvor grænsen går. Alle synes at være enige

om, at udgangspunktet er, at dyrene skal klare sig selv på naturens præmisser. Men nogle i debatten

mener, at mennesker – idet man har ansvaret for at have sat dyr ud i rammer, man selv har be-

stemt og afgrænset – også har ansvaret for at beskytte dem mod de værste dyrevelfærdsmæssige

udfordringer. Og andre mener, at en sådan menneskelig indblanding er uforenelig med hele idéen

om rewildingens selvforvaltende natur og derfor skal undgås. Her ses de dyrevelfærdsmæssige

udfordringer som en acceptabel del af det naturlige liv. Der kan også være forskellige overvejelser

omkring hvilke tiltag, der anses for acceptable, hvis der af dyreværnsmæssige hensyn er behov for,

at mennesker blander sig i forvaltningen. Dertil kommer, at de udsatte dyr kan skabe interessekon-

flikter, fx hvis de ødelægger afgrøder, giver anledning til ulykker, eller spreder sygdomme.

I Holland har man gjort sig en del erfaringer med rewilding. Der refereres i forbindelse med rewil-

ding ofte til projektet ved Oostvaardersplassen, hvor der i 1980’erne og de tidlige 1990’ere blev

udsat kvæg, heste og krondyr. Dyrene blev anset for at være vilde dyr, og skulle derfor klare sig

uden menneskers indblanding. Dyrebestandene voksede, og mange dyr døde om vinteren, når der

var knaphed på føde. Dette udløste massiv kritik, og i flere omgange er forvaltningen af dyrebe-

standene blevet drøftet og justeret. I første omgang anbefalede en komité bl.a., at der blev sikret

tilstrækkeligt læ, at bestandene blev overvåget, og at dyr, der ikke forventedes at kunne klare sig

vinteren over, blev aflivet. Ved en senere evaluering efter en hård vinter, hvor dyr trods de nævnte

tiltag alligevel sultede og døde, blev der fremsat yderlige anbefalinger, bl.a. om yderligere læ-for-

hold, at aflive de svage dyr på et tidligere tidspunkt, og om nødvendigt at reducere bestandens

størrelse, så den passer til arealet. Forvaltningen giver dog fortsat anledning til stor debat og be-

kymring for dyrenes velfærd. Der blev i 2017 derfor nedsat et udvalg, der skulle rådgive om den

fremtidige forvaltning af Oostvaardersplassen. Udvalgets rapport kom i april 2018. Her understre-

ges igen, at der skal sikres tilstrækkeligt læ, og det anbefales bl.a., at dyrebestandene reduceres

markant, så antallet af dyr passer bedre til områdets fødegrundlag.

Det Dyreetiske Råd henviser til materialet i bilag 2, som ovenstående tekst bygger på, for yderligere

information om rewilding og om de hollandske erfaringer fra Oostvaardersplassen.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

2. Formål og afgrænsning

Selv om der i Danmark mange steder udsættes dyr til forskellige former for naturpleje, og der er en

stigende interesse for rewilding, er der på nuværende tidspunkt ikke mange projekter, hvor dyrene

sættes ud uden opsyn og opfølgning, hvis der opstår dyrevelfærdsmæssige problemer. Og i så fald

er der tale om dyr, der i forvejen var vildtlevende, men blot er blevet flyttet. Egentlig rewilding, for-

stået som natur, der er uden menneskers indblanding, er derfor foreløbig sparsomt forekommende

i Danmark. Rådet bruger dog alligevel betegnelsen rewilding i indeværende udtalelse til at dække

Indvandring af fx ulve anses af nogle for en form for passiv rewilding. Der gælder dog ikke de samme forpligtelser

over for dyrene som ved aktiv udsætning.

Foto: Colourbox

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

de omtalte naturplejeprojekter, der involverer udsætning af dyr, dels af hensyn til overskueligheden

ved kun at bruge en betegnelse og dels for at fastholde opmærksomheden på, i hvilken retning ud-

viklingen kan gå.

Det Dyreetiske Råd har bemærket, at der sammen med den stigende interesse for rewilding, også

er udtrykt ønske om, at de dyr, der udsættes i Danmark, i højere grad lever ”det vilde liv” for der-

ved at komme nærmere målsætningen om et selvforvaltende økosystem. Dyrenes velfærd er i den

sammenhæng ikke nødvendigvis et tungtvejende hensyn, da fokus i stedet er rettet mod populati-

onsdynamikker og økosystemets funktioner, hvilket indebærer en risiko for at tilsidesætte hensyn

til dyrenes velfærd. Rådet ønsker med denne udtalelse derfor at sætte fokus på dyrevelfærds- og

dyreetiske overvejelser i forbindelse med rewilding, herunder de juridiske udfordringer, som disse

projekter giver anledning til.

Rewilding omfatter som nævnt en række forskellige tiltag. Det Dyreetiske Råd forholder sig ikke til

naturforvaltning som sådan og drøfter derfor ikke rewilding i bredere forstand, fx hvor dette ikke

involverer udsætning af dyr. Rådet ser alene på de dyreetiske og velfærdsmæssige aspekter ved

udsætningen af dyr i forbindelse med sådanne projekter. Rådet afgrænser dermed sine drøftelser

til at omhandle udsætning af dyr, hvor planen er, at dyrene så vidt muligt overlades til at skulle

klare sig selv som vildtlevende dyr.

Rådet har noteret, at der er en række forhold omkring udsætning af dyr og naturforvaltning i andre

sammenhænge, der rummer problematikker, der ligger tæt på emnet rewilding og kan involvere et

langt større antal dyr. Rådet har dog valgt ikke at inkludere dem i de aktuelle drøftelser, da de sam-

tidig også rummer aspekter, der falder uden for den valgte afgrænsning. Dette skal dog ikke tages

som udtryk for, at Rådet ikke også ser relevante drøftelser for disse emner. Det gælder bl.a. udsæt-

ning af dyr i andre sammenhænge, fx fasaner, der udsættes med henblik på jagt og ikke rewilding,

og dyrehaver, hvor en dyrebestand holdes som en del af et kulturlandskab og ikke for at fremme bio-

diversitet. Det gælder også vilde dyrs vandring og etablering i nye områder, fx ulvens indvandring.

Dette anses af nogle som en passiv form for rewilding, hvor man ved at undlade bekæmpelse lader

dyrene bidrage til økosystemets selvforvaltning. Dette involverer imidlertid ikke en aktiv udsætning

af dyr, og dermed heller ikke de forpligtelser, som vil kunne følge af aktivt at have anbragt dyr i et

bestemt område. Ligeledes gælder det de invasive arter eller på anden måde uønskede dyr, som

ikke får lov at etablere sig men søges begrænset eller helt bekæmpet, som fx vildsvin, mårhund

og undslupne mink fra minkfarme. Andre aspekter omfatter udsætning af dyr fra vildtpleje eller i

forbindelse med forskning, menneskers adgang til at bruge naturområder og sikkerhed for dem, der

færdes i området, rewilding-projekters værdi som turistattraktioner, mulige udfordringer ved be-

kæmpelse af og beskyttelse mod smitsomme sygdomme, samt naturpleje i øvrigt, herunder hvilken

natur, og dermed hvilke dyr, der ønskes i Danmark. For drøftelser om udsætning af fasaner, og om

bekæmpelse af uønskede dyr og invasive arter henvises til Det Dyreetiske Råds udtalelse om jagt.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

3. Lovgivning og andre rammer

Der er en række love og bekendtgørelser, der har betydning for mulighederne for brug af dyr til

rewilding ved naturforvaltning. Herunder skitseres blot dem, og de aspekter af dem, der umiddelbart

synes at være relevante i forhold til Det Dyreetiske Råds drøftelser. Der er ikke tale om en udtøm-

mende oversigt, og i forhold til rewilding som helhed kan andre aspekter også være relevante, fx

regler om naturforvaltning og miljø.

Som det fremgår, er det uklart, hvordan begrebet rewilding skal forstås, men når der i Danmark ud-

sættes dyr i rewilding-lignende projekter, er der typisk en form for hegn omkring det område, hvor

dyrene udsættes. Lovgivningen har ikke en klar definition af, hvad der skal forstås ved hold af dyr,

men gennemgangen tager udgangspunkt i den antagelse, at der i juridisk forstand er tale om hold

af dyr, når dyrene forhindres i at kunne bevæge sig uden for et nærmere afgrænset område.

Dyreværnsloven (LBK nr. 20 af 11/01/2018)

Dyreværnsloven gælder for alle dyr. Loven stiller i § 1 krav om, at dyr skal behandles forsvarligt

og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Dette krav

omfatter både dyr, der holdes af mennesker, og vildtlevende dyr, som mennesker kommer i kontakt

med. Loven stiller endvidere i § 2 krav om, at den, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles

omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiolo-

giske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske

og videnskabelige erfaringer.

Kravene i § 1 gælder således alle personer, der er i kontakt med dyr, mens kravene i § 2 kun gælder

de personer, der holder dyr, og det er uanset, om der er tale om hold af landbrugsdyr, dyr i dyrepar-

ker eller andre former for dyrehold. Man har således fx pligt til at behandle vilde dyr forsvarligt, hvis

man er i kontakt med dem, men man har kun pligt til fx at fodre de dyr, man selv holder.

I lovens § 3 stilles krav om, at rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes, så dyrenes behov

tilgodeses, bl.a. i forhold til bevægelsesfrihed og hvile, og at dyrene skal sikres mod vejr og vind.

Loven stiller i § 3 endvidere krav om, at enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst

en gang om dagen. Det gælder dog ikke fritgående dyr på græs eller lignende – men de skal stadig

tilses jævnligt.

Det Veterinære Sundhedsråd og Dyreværnsrådet (nedlagt siden 1. januar 2016) har i en fælles ud-

talelse af 8. november 2012 anført en række betingelser for, at bl.a. § 3 kan antages at være opfyldt

for dyr, der går ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr. For eksempel skal alle dyr,

der går ude i mere end 12 timer af døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr,

være forberedt på at skulle være udegående. Dyrene skal således være tilvænnet til at gå ude, så

de har udviklet et kraftigt og tæt hårlag eller en tæt fjerdragt. De skal desuden være ved godt huld,

og de skal tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes. Derudover skal der hele tiden

være adgang til frisk drikkevand.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Lov om hold af dyr (LBK nr. 998 af 02/07/2018)

Lovens formål er at sikre, at hold af dyr sker på ansvarlig vis, og at hensyn til både fødevaresikkerhed,

menneskers og dyrs sundhed samt produktionen tilgodeses. Lovens § 4 giver mulighed for at fastsæt-

te regler om registrering og mærkning af dyr, og den mulighed er udnyttet med bekendtgørelse om

mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får eller geder, jf. nedenfor.

Af lovens § 16 fremgår, at opdrættet vildt kun må udsættes, hvis det forventes at være i stand til at

overleve i naturen. Bestemmelsen omfatter ikke hensyn til beskyttelse af den fritlevende vildtbestand,

da dette er reguleret i jagtloven. Opdrættet vildt betragtes som husdyr, så længe det er i menneskers

varetægt, jf. lovens § 17. Dette indebærer, at vildt, som opdrættes, ikke er omfattet af jagtloven, men

af husdyrlovgivningen.

Bekendtgørelse af lov om hold af heste (LBK nr. 304 af 30/03/2017)

Reglerne i lov om hold af heste finder anvendelse på ethvert hestehold, bortset fra heste som anven-

des i forbindelse med tekniske og videnskabelige undersøgelser (jf. lovens § 1). Heste, der udsættes

som led i et rewilding-projekt, vil således i udgangspunktet være omfattet af lovens regler.

Loven giver mulighed for, at miljø- og fødevareministeren i særlige tilfælde helt eller delvis kan und-

tage visse hestehold fra loven, men det er uklart, om dette vil kunne gælde for rewilding-projekter.

Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a., at bestemmelsen fx vil kunne anvendes i

tilfælde, hvor et hestehold er placeret i en fredet bygning, og hvor det på grund af fredningsværdi-

erne ikke er muligt at opfylde kravene om eksempelvis indretning af stalden.

Det følger af lovens § 16, at der for ethvert hestehold skal være adgang til en fold. En fold defineres

i lovens § 2 som en udendørs indhegning, og der er fastsat krav til foldens størrelse. Krav til folden

må således forventes også at gælde for heste, der udsættes på afgrænsede arealer, uanset om det

er hensigten, at disse skal leve (delvist) vildt og gå ude hele året. De tilgængelige arealer i et rewil-

ding-projekt overstiger dog typisk almindelige foldstørrelser.

Af lovens § 19 fremgår, at den ansvarlige for et hestehold skal sikre, at heste, som går ude i vinter-

perioden og i perioder med vinterlignende vejr, kun er ude i mere end 12 timer i døgnet, hvis de har

udviklet et kraftigt og tæt hårlag, er ved godt huld og har adgang til et læskur eller en bygning, hvor

alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje. Dyreværnsrådet og Det Veterinære Sundhedsråd

har i fælles udtalelser (i 2001 og 2005) udtalt, at december, januar og februar altid skal betragtes

som vinterperiode, men at det også ofte er vinterlignende vejr i november og marts måned. Miljø-

og fødevareministeren kan dog undtage heste af bestemte racer fra dette krav (§ 20), og denne

mulighed er benyttet i bekendtgørelse om udegående heste, jf. nedenfor.

Af lovens § 25 følger, at hesten i en tidlig alder skal oplæres til at blive håndteret, men dette krav

gælder ikke for heste, der lever delvist vildt i særligt afgrænsede områder. Undtagelsen blev indsat

i 2017, fordi der visse steder i Danmark findes heste, som lever delvist vildt på afgrænsede arealer,

og hvor det ikke er hensigtsmæssigt at stille krav til håndtering, fx i rewilding-lignende projekter. Her

benyttes hestene til naturpleje samtidig med, at der også er tale om en attraktion, der trækker be-

søgende til. Hestene er af en hårdfør natur, lever i en flok og danner deres eget hierarki. De går ude

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Kun heste af særligt hårdføre racer må holdes ude om vinteren

uden adgang til læskur, fx exmoor-ponyerne på Langeland.

Foto: Colourbox

hele året med mindst mulig indblanding fra menneskers side. Men der er typisk adgang for publikum

til de arealer, hvor hestene holdes. Derfor er det af sikkerhedsmæssige grunde vigtigt, at hestene ikke

vænnes til at blive håndteret, så de naturligt holder en passende afstand til mennesker. Når termino-

logien ”lever delvist vildt” er valgt i stedet for ”lever vildt”, skyldes det især, at hestene, trods deres

frie liv, bliver holdt på et afgrænset område og er under opsyn og fodres, såfremt der fx under en

meget streng vinter bliver knaphed på føde i området. Ved afgrænsede områder forstås eksempelvis

et naturreservat, en dyrepark eller lignende.

Loven stiller endvidere bl.a. krav om, at heste skal have fri adgang til frisk drikkevand (§ 22), at he-

ste skal tilses mindst én gang om dagen (§ 23), og at heste i tilfælde af sygdom eller tilskadekomst

om nødvendigt skal isoleres, plejes og behandles (§ 24).

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Bekendtgørelse om udegående heste (BEK nr. 979 af 16/08/2017)

Af bekendtgørelsen følger, at nogle hesteracer på visse betingelser kan holdes ude døgnet rundt

uden adgang til læskur eller bygning i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr. I før-

ste omgang gjaldt dette for islandske heste og shetlandsponyer, men med den seneste ændring af

bekendtgørelsen (2017) blev konik-heste, przewalski-heste og exmoor-ponyer tilføjet til listen, da

disse racer også vurderes at være tilstrækkeligt hårdføre.

Bekendtgørelse om mærkning, registrering og ﬂytning af kvæg, svin, får eller geder (BEK nr. 598 af 31/05/2017)

Af bekendtgørelsen fremgår, at kvæg, får og geder samt svin skal være forsynet med et øremærke.

Mærkning af kvæg skal være foretaget senest 20 dage efter fødslen, og inden dyret føres fra op-

rindelsesbesætningen. Fødevarestyrelsen kan dog give tilladelse til, at øremærkning af kalve, der

afgræsser områder godkendt til naturpleje, kan udskydes i op til seks måneder efter fødslen. For

bisonokser gælder, at øremærkning skal være foretaget senest ni måneder efter fødslen. Bisonkalve,

der fjernes fra deres mødre eller fra oprindelsesbesætningen inden ni måneder efter fødslen, skal

være mærket. Det er muligt at mærke kvæg med en chip, hvis de ikke indgår i fødevarekæden, og

hvis det vurderes, at de holdes af kulturelle eller historiske årsager.

Mærkning af får og geder skal være foretaget senest 60 dage efter fødslen, og inden dyret føres fra

oprindelsesbesætningen. Fødevarestyrelsen kan dog give tilladelse til, at øremærkning af mufloner,

der afgræsser ekstensive områder, bliver foretaget senest ni måneder efter fødslen. Lam, der føres

fra området inden ni måneder efter fødslen, skal være mærket. Svin skal være mærket, inden de

føres fra oprindelsesbesætningen. Svin, der sættes ud, skal således være mærket, men der ikke er

krav om, at deres afkom mærkes, hvis disse ikke flyttes.

Reglerne om mærkning af dyr er reguleret på EU-niveau. Det er således ikke umiddelbart muligt at

undtage kvæg, svin, får eller geder fra kravene om mærkning, selv om dette kan være et ønske i

forbindelse med rewilding-projekter.

Bekendtgørelse af lov om jagt og vildtforvaltning (LBK nr. 270 af 12/04/2018)

Loven gælder ikke kun pattedyr og fugle, som er naturligt forekommende i den danske natur, men

også dyr som er udsat og som har etableret vildtlevende, reproducerende bestande i naturen, med-

mindre de traditionelt betragtes som husdyr.

Det følger af lovens § 3, at jagt kun må drives på vildt, der er fastsat jagttid for, og kun inden for den

jagttid, der er fastsat for arten. I medfør af lovens § 3, stk. 3, er der dog hjemmel til at fastsætte

regler, der udvider, begrænser eller ophæver jagttiden for de enkelte vildtarter inden for nærmere

afgrænsede områder samt på fiskeriterritoriet eller dele heraf.

Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse (LBK nr. 934 af 27/06/2017)

Formålet med loven er at sikre en generel beskyttelse af naturen, og dette gøres gennem en række

bestemmelser, der sigter efter at forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betyd-

ning for vilde dyr m.v. Lovens § 31 regulerer udsætning af dyr i Danmark, og reglen fastslår, at dyr,

der ikke findes naturligt vildtlevende i Danmark, ikke må udsættes i naturen uden miljø- og fødeva-

reministerens tilladelse.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

4. Rewilding i Danmark

Der er mange projekter i Danmark, der omtales som rewilding, men som ikke nødvendigvis invol-

verer alle aspekter, som rewilding kan indebære. Naturplejeprojekter kan have forskellige grader af

selvforvaltning, det kan fx også være helårsgræsning, hvor husdyr går ude hele året og er med til at

forme landskabet. I Danmark ligger de fleste projekter, der omtales som rewilding, mellem en form

for helårsgræsning med dyr, der er vilde eller som ikke længere skal holdes som husdyr, såkaldt

vildgræsning, og rewilding som fx i det tidligere omtalte hollandske projekt.

I Danmark er udsætning af bævere indtil videre det projekt, der kommer tættest på at efterleve

idéerne om rewilding fuldt ud. Bæverne er blevet udsat i nogle områder, fordi man her ønskede

en ændring af naturen, som netop denne dyreart kan fremme. Bæverne fælder træer, bygger små

dæmninger og ændrer vandløb, og de skaber dermed en dynamisk udvikling af naturen, som også

kan tiltrække andre dyrearter. Bestanden af bævere er efterhånden vokset, og da dyrene ikke er

indhegnet, breder de og deres effekt på naturen sig nu også til områder, hvor de ikke er ønskede,

fx landbrugsarealer. Der er derfor overvejelser om, hvorvidt og i så fald hvordan bestanden skal

reguleres.

De øvrige projekter i Danmark involverer dyrearter, der er udsat for deres egenskaber som plante-

ædende dyr af en størrelse, hvor også deres færden og adfærd i sig selv vil påvirke naturen. Der er

udsat hårdføre racer af heste og kvæg, samt elg, bison, krondyr, dådyr og vildsvin. Der er således

både tale om dyr, der i udgangspunktet er domesticerede, og dyr, der allerede er vilde. Fælles for disse

projekter er, at der er en form for hegn omkring dyrene, så de ikke forlader det område, de er tiltænkt

at skulle fungere i.

Hvor bæverne er overladt til at klare sig selv på naturens præmisser, er dyrene i de øvrige og ind-

hegnede projekter i et vist omfang underlagt forvaltning. Som nævnt indledningsvis er der en række

dyrevelfærdsmæssige udfordringer i form af risiko for, at dyr dør af sult og kulde, bliver syge eller

skadede, eller på anden måde ikke kan tilpasse sig det vilde liv under de givne rammer. Der er derfor

en grad af overvågning af dyrene og iværksat tiltag for at reducere risikoen for dyrevelfærdsproble-

mer. Det kan fx være, at de dyr, der ikke kan klare sig, enten bliver aflivet eller bliver omplaceret til

andre steder. Det kan også være, at en del af bestanden på forhånd bortskydes i jagtsæsonen, så

bestandens størrelse passer til arealets fødegrundlag hen over vinteren. Endelig kan der være en

tilførsel af nye dyr for at undgå indavl.

Der er imidlertid også en del overvejelser omkring at udvikle rewildingen i Danmark. Overvejelserne

går bl.a. på at afdække, hvilke områder der vil kunne anvendes til dette, hvordan områderne skal

anvendes, og om og i så fald hvordan de skal afgrænses fra andre aktiviteter, fx landbrug, trafik og

bebyggelse. I den forbindelse bliver der også fremsat forslag om at udvide listen af dyrearter, som

kan udsættes til rewilding. Her bliver der skelet til, hvilke arter, der tidligere har levet i Europa, og

man vil så vælge nulevende arter af samme familie, som vil kunne yde væsentlige bidrag til naturens

selvforvaltning. Blandt de mere eksotiske arter kan nævnes vandbøfler, der kan græsse i vådområ-

der, samt næsehorn og elefanter, der med deres størrelse vil kunne påvirke naturen mere end heste

og kvæg. Også store kattedyr som fx leoparder og løver bliver nævnt. Den risiko, som de store og

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Udsatte bævere skaber dynamik i naturen ved at bygge små dæmninger. I modsætning til andre rewilding-projekter i

Danmark er bæverne ikke indhegnet, så når bestanden vokser, spredes dyrene og deres effekt på naturen, bl.a. ved

Klosterheden.

Foto: Colourbox

potentielt farlige dyr udgør for mennesker, og de dyrevelfærdsmæssige udfordringer der kan være

for nogle af dem ved udsætning i Danmark, gør dem dog til mindre sandsynlige valg.

Denne udvikling vil imidlertid støde på nogle juridiske udfordringer. Som beskrevet i afsnittet om lov-

givning anses de udsatte dyr for dyrehold, og dermed er rewilding-projekterne underlagt regler, som

kan være i direkte modstrid med ideerne omkring rewilding i forhold til fx fodring, adgang til vand,

mærkning af dyr, og selve idéen om at acceptere at nogle dyr i perioder ikke er ved godt huld, eller

dør af sult og kulde som led i den selvforvaltende proces. Hvis rewilding skal have mulighed for at

udvikles, kan det derfor være nødvendigt, at der gives muligheder for dette rent juridisk. Dette kan

ske nationalt eller – hvor rammerne er fastsat på EU-niveau – ved ændring af de relevante EU-regler.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

5. Det Dyreetiske Råds overvejelser og anbefalinger

Det Dyreetiske Råd har i sine drøftelser af emnet rewilding ikke kun forholdt sig til, hvordan rewil-

ding-lignende projekter i dag fungerer i Danmark, men også hvordan sådanne projekter vil kunne

udvikle sig set i lyset af den stigende interesse, der er, for at fremme mere vild og selvforvaltende

natur i Danmark bl.a. med udsætning af dyr. Projekterne spænder som nævnt vidt fra udsætning af

vilde dyr, der skal fungere som vildtlevende, til udsætning af husdyr, der til en vis grad lever som

holdte dyr, og Rådets medlemmer er i visse tilfælde bekymrede for udviklingen i relation til dyrenes

velfærd. Rådet har i sine drøftelser fokuseret på tre hovedemner: dyrevelfærd, forpligtelser over for

de udsatte dyr, og konkrete tiltag vedrørende dyr i rewilding-projekter.

5.1 Dyrevelfærd

Det Dyreetiske Råd har drøftet dyrevelfærden for de udsatte dyr ved rewilding. Der er både forde-

le og ulemper. Det er åbenlyst, at naturen giver dyrene muligheder for at udfolde normal adfærd,

både som individ og som del af en større flok. Dyrene har i et vist omfang også muligheder for at

reagere på omgivelser i forandring, fx ved flytte sig til et andet sted for at finde mere attraktiv føde

eller et mere bekvemt opholdssted. Dyrevelfærden er på den måde mindre udfordret end i almin-

deligt dyrehold. Til gengæld er der risiko for, at dyrene oplever perioder med sult, tørst og kulde,

der kan være manglende eller utilstrækkeligt læ og tørre steder, de kan ligge, og hvis de bliver syge

eller kommer til skade, kan der gå noget tid, inden det bliver opdaget, og der bliver taget hånd om

det, og i værste fald kan dyrene dø efter langvarig lidelse. Som nævnt er netop disse udfordringer i

princippet en integreret del af rewildingens koncept, og jo bedre dyrene beskyttes mod disse udfor-

dringer, jo mere fjerner projektet sig fra rewildingens målsætning om en selvforvaltende natur, hvor

netop de udfordringer er med til at sikre en genetisk sund bestand og til at motivere dyrene til at

indtage forskellige slags føde. Det at områderne, som dyrene udsættes i, er afgrænset af hegn, kan

også have betydning for dyrenes velfærd. Hegn kan ganske vist beskytte dyrene mod trafik, men

samtidig begrænser hegn også dyrenes mulighed for at vandre videre og fx søge føde, hvis området

er ved at være nedbidt, eller opsøge steder med mere tørt underlag og læ. Hegnet kan også være

begrænsende for genetisk udveksling, så der er risiko for indavl. Jo større det indhegnede areal er i

forhold til den aktuelle dyrebestand, jo færre begrænsninger vil det dog give for dyrene.

Det Dyreetiske Råd har drøftet dilemmaet mellem på den ene side at lade dyrene leve som vildt-

levende for at opnå nogle naturplejemæssige gevinster og på den anden side at skulle varetage

hensyn til deres velfærd. Det står i den forbindelse allerede fra starten klart, at det naturlige liv efter

Rådets opfattelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med optimal dyrevelfærd. Rådets medlemmer

kan godt acceptere, at dyrene i perioder oplever en vis grad af sult, tørst og kulde. Men det er af-

gørende, at de udsatte dyr er hårdføre nok til, at det kan forventes, at de kan klare sig i det valgte

område, uanset om der er tale om udsatte vilde eller domesticerede dyr. Dyrenes grad af domesti-

cering kan dog godt have betydning for deres robusthed som vildtlevende dyr.

Rådet har videre drøftet betydningen af, at området, som dyrene er i, er indhegnet. Medlemmerne

finder det problematisk, hvis dyrene på grund af den situation, de er blevet bragt i, overlades til

lidelse, evt. med dødelig udgang. Hegnet er efter Rådets opfattelse i den sammenhæng ikke væ-

sentligt i sig selv, men størrelsen og kvaliteten af arealet er. Hvis arealet har en størrelse og kvalitet,

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

så dyrene har en reel mulighed for at vandre efter føde og for at søge til områder, der giver bedre

beskyttelse mod vind og vejr, er det nemmere at acceptere, at der vil være enkelte individer, der

alligevel har vanskeligt ved at klare forholdene. Rådet anerkender dog, at det i praksis kan være

vanskeligt at afgøre, hvor stor betydning arealets størrelse og beskaffenhed og dermed indhegning

af området har for evt. forekomst af dyrevelfærdsmæssige problemer.

5.2 Forpligtelser over for de udsatte dyr

Som det fremgår af lovgivningsafsnittet tager regler vedrørende dyr for det meste udgangspunkt i,

at dyrene enten holdes som husdyr eller er vildtlevende. Dyrene, der udsættes i rewilding-projekter,

havner imidlertid i en gråzone, hvor planen er, at deres status ændres fra at have været holdt af

mennesker til at være delvist vildtlevende, til – hvis de ultimative principper i rewildingen realiseres

– at være helt vildtlevende uden menneskers indblanding. Der er derfor risiko for konflikt mellem

forskellige normer vedrørende ansvar for dyr, og desuden med dyreværnslovens og tilknyttede reg-

lers bestemmelser. Skal dyrene betragtes som husdyr, med de begrænsninger dette giver juridisk

for at realisere rewilding, eller skal de betragtes som vilde dyr med de dertilhørende manglende

krav om at sikre foder, vand og lign.? Eller er der behov for at udvikle særlig lovgivning og normer

vedrørende dyr, der kommer til at befinde sig i gråzonen derimellem, hvis rewilding skal udvikles i

Danmark? Med andre ord – i hvilket omfang bør mennesker have ansvar for de dyr, der er sat ud –

juridisk såvel som moralsk – når det gælder fx overvågning og indgriben, hvis dyrene har svært ved

at klare sig, eller forebyggende tiltag som fodring eller aflivning?

Det Dyreetiske Råd mener som udgangspunkt, at når der udsættes dyr i et område, der er omgivet af

hegn, så følger der også et ansvar med for dyrene. Rådet anerkender, at der, uanset om der er hegn

eller ej, også vil være andre begrænsninger for dyrenes færden, fx veje, byer, opdyrkede arealer osv.,

ligesom det kan gælde for nogle af de vildtlevende dyr, der allerede er i området. Men Rådet finder, at

Det Dyreetiske Råd mener, at der med udsætning af dyr i indhegnede områder må følge en vis grad af overvågning

og indgriben i perioder, der kan være vanskelige, fx under en hård vinter for galloway-kvæget i Molslaboratoriet.

Foto: Molslaboratoriet

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

det, at der aktivt er sat en fysisk barriere for at fastholde nogle dyr på et bestemt areal, også medfø-

rer forpligtelser. En undtagelse kan dog være, hvis arealet er så stort, at dyrene ikke møder hegnet og

kan finde både føde og læ. Rådets medlemmer finder det således problematisk, hvis dyrene på grund

af menneskers aktiviteter påføres problemer og begrænsninger, der gør det svært for dem at klare

sig. Rammerne og de udsatte dyr skal altså være egnede, og rewilding kan medføre forpligtelser over

for dyrene, men spørgsmålet udestår stadig om, i hvor høj grad mennesker skal styre udviklingen.

Rådet mener, at uanset hvordan dyrene i rewilding-projekter er og fremover vil være beskyttet

juridisk, er der under alle omstændigheder en moralsk forpligtelse til så vidt muligt at beskytte de

udsatte dyr mod unødig lidelse, hvis deres færden er begrænset af hegn. Unødig lidelse skal i denne

sammenhæng forstås som lidelse, der kan forhindres ved en rimelig grad af overvågning og indgri-

ben, fx ved at aflive dyr som vurderes ikke at overleve en nær fremtid. Som det fremgår herunder

i afsnittet om de konkrete anbefalinger, peger Rådet på en række tiltag, som Rådet anser for nød-

vendige i forhold til forvaltningen, og Rådet lader det være op til rette instanser at vurdere juraen i

disse. Rådets overordnede indstilling er, at når der udsættes dyr til rewilding, skal det både sikres, at

området er passende for en population af dyr, der skønnes egnede til at leve det pågældende sted,

og der skal gøres noget for at minimere risikoen for individuelle dyrs alvorlige lidelse. Rådet mener

ikke, at der skal være tale om en tilsynspligt og omsorg for dyr svarende til almindeligt husdyrhold,

men at der med udsætningen må følge en vis grad af overvågning og indgriben i perioder, der kan

være vanskelige for dyrene. Rådet ser dette ansvar på linje med den pligtfølelse mange allerede har

til at skride ind, hvis de får kendskab til lidelse hos vilde dyr, hvor fx ræve med skab eller tilskade-

komne rådyr aflives.

Mere specifikt har Rådet drøftet forpligtelser i relation til sult og regulering af dyr i indhegnede om-

råder. Rådet anerkender, at sult bidrager væsentligt til at få dyrene til at vandre over hele arealet,

og på længere sigt bidrager dette også til en naturlig selektion i bestanden. Rådet accepterer en vis

grad af sult og mener ikke, at der som udgangspunkt bør være pligt til at fodre dyrene. Rådet finder

det dog afgørende at undgå unødig lidelse, og Rådet mener derfor, at aflivning kan komme på tale.

Som led i at sikre at fødegrundlaget i området er tilstrækkeligt i forhold til bestandens størrelse og

generelt at skabe gode betingelser for bestanden, mener Rådet også, at der er behov for at regulere

og forvalte bestanden. Dette gælder både i forhold til aflivning af svage individer, til tilførsel af nye

dyr for at undgå indavl, og til sammensætning af bestanden, fx i tilfælde af for mange hanner, der

normalt ville søge til nye områder og etablere egen flok, men som er forhindret pga. hegnet.

Der er blandt Det Dyreetiske Råds medlemmer forskellige vurderinger af, hvornår der er behov for,

at mennesker griber ind, sådan som det også ses generelt i debatten om rewilding. Det kan fx gælde

ved overvejelser om betydning af, at dyrene er i et indhegnet område, om graden af sult og afmag-

ring, om behovet for supplerende fodring, om behovet for hjælp hvis dyrene kommer til skade, og

om omfanget af tilsyn. Rådets medlemmer er dog enige om anbefalingen af de konkrete tiltag, der

skitseres herunder.

5.3 Konkrete tiltag

Det Dyreetiske Råd anser det for afgørende, at der også er fokus på dyrevelfærd i rewilding-pro-

jekterne og ikke bare på hensyn til ønsker om naturforvaltning. Nogle af Rådets medlemmer er

stærkt bekymrede for udviklingen af disse projekter, og alle medlemmer er enige om, at hensyn til

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

dyrevelfærd skal inddrages allerede ved planlægning af udsætning af dyrene. Der skal således tages

stilling til, om arealernes størrelse og beskaffenhed kan understøtte en god trivsel for de dyrearter

og bestandsstørrelser, som tænkes udsat. I den forbindelse er det væsentligt, at de valgte arter og

racer kan trives under danske forhold. Hvis der er tale om domesticerede dyr, skal der tages stilling

til, om de i en overgangsperiode og om nødvendigt på permanent basis har brug for særlige tiltag

for at sikre, at de kan klare sig. Der skal endvidere tages stilling til, hvor stor en bestand området

kan bære, såfremt dyrene yngler.

Herunder skitserer Rådet med inspiration fra anbefalinger for det omtalte hollandske projekt en ræk-

ke konkrete tiltag, som medlemmerne skønner, vil bidrage til at sikre dyrenes velfærd. Rådet vur-

derer, at der på nuværende tidspunkt primært er behov for at udvikle planer for forvaltningen. Som

det fremgår af lovgivningsafsnittet, er reguleringen af området kompleks, og i takt med at rewilding i

Danmark måske udvikler sig i retning af stadigt mere selvforvaltende natur, kan det blive nødvendigt

at evaluere lovgivningen. Det Dyreetiske Råd forholder sig i denne udtalelse dog kun til, hvordan

forvaltningen efter Rådets opfattelse bør være for at sikre dyrene den nødvendige beskyttelse. Rådet

henviser dermed til andre instanser for en vurdering af, om de foreslåede tiltag indebærer, at der er

behov for tilpasning af lovgivningen og i så fald hvordan. Rådet anbefaler på den baggrund følgende:

•

Det skal sikres, at der er tilstrækkelige forhold i området til, at dyrene kan udfolde deres natur-

lige adfærd og få dækket deres adfærdsmæssige behov. Forholdene skal desuden som udgangs-

punkt give dyrene det nødvendige fødegrundlag samt yde dem tilstrækkelig beskyttelse mod

vind og nedbør.

Det skal sikres, at de dyrearter og racer, der udsættes, er velegnede til at klare sig i det pågæl-

dende område. Rådet minder her om § 3 i dyreværnsloven samt udtalelsen fra Det Veterinære

Sundhedsråd og Dyreværnsrådet, som omtalt i afsnittet om lovgivning, hvor det bl.a. påpeges,

at dyrene skal være tilvænnet til at gå ude. Det Dyreetiske Råd finder, at der i en periode efter

udsætningen bør være opsyn med bestanden, så det sikres, at den viser tegn på at kunne trives

under de givne forhold, at der om nødvendigt tildeles supplerende foder i overgangsperioden, og

at evt. svage dyr fjernes.

Der skal udvikles en plan for overvågning af bestanden i perioder, hvor det må forventes, at

dyrene vil have særlig vanskeligt ved at klare sig, fx hvis der er mangel på føde efter en ”dårlig”

sommer, hvis der er en særlig hård vinter, eller hvis der udbryder sygdom. Hvis der observeres

dyr, der har svært ved at klare sig, skal der skrides ind for at hindre unødig lidelse. Når der træf-

fes beslutning om aflivning eller omplacering med henblik på at undgå unødig lidelse, bør der

tages højde for de konkrete forhold vedr. de enkelte dyr, populationen, området, fødegrundlaget

og vejret. Der bør formuleres konkrete kriterier for, hvornår dyr bør aflives, fx ift. huld, adfærd,

bestandens tæthed set i relation til arealets størrelse, tilgængelig føde og muligheder for læ,

samt vejrforhold.

Der skal udvikles en handlingsplan for, hvornår og under hvilke betingelser man bør foretage en

evt. reduktion af bestanden, fx i jagtsæsonen, hvis den ovennævnte reaktive aflivning forventes

ikke at være tilstrækkelig. I den forbindelse bør der tages højde for sammensætningen af bestan-

den, fx antallet af hanner i forhold til hunner. Hvis der juridisk set i dag ikke er mulighed for dette,

•

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

fx pga. begrænsninger i forhold til tidspunkt på året eller dyrearter, bør dette ændres for at sikre

forebyggelse af dyrevelfærdsproblemer.

•

Der skal løbende indsamles dokumentation for projektet. I den forbindelse bør det noteres, hvor-

dan bestanden udvikler sig, og hvordan udfordringer i relation til dyrevelfærd håndteres. Det bør

også noteres, hvordan området generelt udvikler sig både ift. dyr og planter, så udviklingen og

effekten af rewilding kan evalueres med henblik på en fremadrettet vurdering af det pågældende

og tilsvarende områders egnethed i forhold til at understøtte en vildtlevende dyrebestand af de

valgte arter og de tilsigtede effekter af rewilding.

Endelig skal der sikres en god kommunikation til besøgende og beboere i området om formål

med projektet og om håndteringen af dyreværnsproblemer, herunder hvornår man bør rette

henvendelse til de ansvarlige for projektet om bekymrende observationer samt relevant kon-

taktinformation.

•

Rådet har desuden drøftet andre tiltag som tilførsel af nye dyr for at undgå indavl og tilskudsfod-

ring for at sikre fødegrundlaget. Rådet vurderer, at tilførsel af nye dyr for at undgå indavl kan være

nødvendig, men at tilskudsfodring vil være imod tankegangen i rewilding og i mindre grad vil være

nødvendigt, såfremt bestanden forvaltes som foreslået herover.

Endelig peger Rådet på, at der kan være behov for at iværksætte handlingsplaner for håndtering af

afledte konsekvenser, som rewilding måtte medføre. Det kan fx være bedre eller værre vilkår for an-

dre vildtlevende dyr, spredning af sygdomme, mulighed for at mennesker kan opleve dyrene uden at

disse generes, samt mulige gener for mennesker, som de udsatte dyr kan forvolde.

Det Dyreetiske Råd anbefaler, at der indsamles den nødvendige dokumentation om dyrene, så rewilding-projekterne

også kan evalueres i forhold til dyrevelfærd, fx ved udsætningen af bison på Bornholm.

Foto: Colourbox

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

6. Konklusion

Det Dyreetiske Råd har ikke blot drøftet emnet rewilding ud fra, hvordan situationen er i Danmark i

dag, men også ud fra hvordan rewilding-projekter vil kunne udvikle sig. Rådet har fokuseret på tre

hovedemner: dyrevelfærd, forpligtelser over for de udsatte dyr, og konkrete tiltag vedrørende dyr i

rewilding-projekter. Rådet har fremsat følgende overvejelser og anbefalinger.

Dyrevelfærd

Det Dyreetiske Råd har drøftet dilemmaet mellem at lade dyrene leve som vildtlevende for at frem-

me en bestemt natur og at skulle varetage hensyn til dyrevelfærd, idet Rådet ikke mener, at det

naturlige liv nødvendigvis er ensbetydende med optimal dyrevelfærd. Rådets medlemmer finder det

afgørende, at de udsatte dyr er hårdføre nok til at kunne klare sig i det valgte område, og medlem-

merne finder det problematisk, hvis dyrene, på grund af den situation de er blevet bragt i, overlades

til lidelse, evt. med dødelig udgang.

Forpligtelser over for de udsatte dyr

Det Dyreetiske Råd mener, at uanset hvordan dyrene i rewilding-projekter er beskyttet juridisk, er

der en moralsk forpligtelse til så vidt muligt at beskytte de udsatte dyr mod unødig lidelse, hvis der

aktivt er sat en fysisk barriere for at fastholde dyrene på et bestemt areal. Rådets overordnede ind-

stilling er, at det skal sikres, at området er passende for en population af egnede dyr, og Rådet finder

det afgørende, at unødig lidelse undgås. Rådet mener derfor, at der er behov for at regulere og for-

valte bestanden. Der er forskellige vurderinger blandt Rådets medlemmer af, hvornår der er behov

for, at mennesker griber ind. Medlemmerne er dog enige om anbefalingen af de konkrete tiltag.

Konkrete tiltag

Det Dyreetiske Råd anser det for afgørende, at der også er fokus på dyrevelfærd i rewilding-projek-

terne, og ikke bare på naturforvaltning. Nogle af Rådets medlemmer er stærkt bekymrede for udvik-

lingen af disse projekter, og alle medlemmer er enige om, at hensyn til dyrevelfærd skal inddrages

allerede ved planlægning af udsætning af dyrene. Rådet peger på en række konkrete tiltag, bl.a. i

forhold til valg af områder og udsatte dyr, til planer for overvågning og forvaltning, til indsamling af

dokumentation, og til kommunikation om projektet. Rådet peger også på behovet for håndtering af

afledte konsekvenser, som rewilding måtte medføre.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Bilag 1. Det Dyreetiske Råds udarbejdelse af denne

udtalelse

Ved udarbejdelse af udtalelsen bestod Det Dyreetiske Råd af følgende medlemmer:

• Bengt Holst (formand)

• Jes Aagaard

• Paolo Drostby

• Pernille Fraas Johnsen

• Sebastian Klein

• Yke W. Kloppenburg-Oosterwoud

• Peter Mollerup

• Lene Munksgaard

• Michael Nielsen

• Thomas Søbirk Petersen

• Dorte Rebbe Schou

• Anne Sørensen

Rådet har behandlet emnet i perioden d. 2. november 2016 – d. 22. juni 2018.

Det Dyreetiske Råd vil gerne rette en tak til Jens-Christian Svenning, Aarhus Universitet og Stef-

fen R. Bengtsson, Faunaforst, for at have bistået Rådet med afdækning af emnet. Jens-Christian

Svenning og Steffen R. Bengtsson har i den forbindelse bl.a. deltaget i et møde med Rådet og har

kommenteret et tidligere udkast til de faktuelle dele af udtalelsen.

Medlemmer af Det Dyreetiske Råd samt Rådets sekretariat har under udarbejdelsen af udtalelsen

desuden deltaget i div. arrangementer med fokus på rewilding:

• Biodiversitetssymposium på Københavns Universitet, d. 1.-2. februar 2017.

• Borgermøde på Naturcenter Amager, d. 27. februar 2017.

• Naturmødet i Hirtshals, d. 18.-20. maj 2017. Det Dyreetiske Råd inviterede her til debat om

rewilding som et led i Rådets arbejde med emnet. Debatpanelet bestod af Rådets formand,

Bengt Holst, Jens-Christian Svenning, Aarhus Universitet, Claus Lind, Danmarks Jægerforbund

og Inger Lund Overgaard, Dyrenes Beskyttelse.

•

Møde om rewilding med oplæg af Rune Engelbreth Larsen i Københavns Zoo, d. 23. august 2017.

Det Dyreetiske Råd vil gerne sige tak for lån af foto til Molslaboratoriet. Øvrige fotos er fra Colourbox.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning

Bilag 2. Litteratur

Det Dyreetiske Råd har ved udarbejdelsen af udtalelsen konsulteret en række relevante rapporter,

videnskabelige artikler og andet materiale. Den for Rådet væsentligste del af litteraturen er anført

herunder. For yderligere information om naturpleje i Danmark samt konkrete projekter, både med

rewilding og anden naturforvaltning, henviser Rådet til Miljøstyrelsen:

http://mst.dk/natur-vand/

natur/national-naturbeskyttelse/naturpleje/naturplejeportalen/

og til Naturstyrelsen:

http://natur-

styrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/.

Aarhus Universitet, DCA – Nationalt Center for Jordbrug og Fødevarer (2017): Dimensioner og de-

sign af læskure til udegående kvæg i vinterperioden, 24. april.

Aarhus Universitet, DCA – Nationalt Center for Jordbrug og Fødevarer (2017): Udegående dyrs be-

hov for skygge i sommerperioden, 28. februar.

Aarhus Universitet, DCA – Nationalt Center for Jordbrug og Fødevarer (2016): Vidensyntese om

udegående heste, 11. august.

Externe begeleidingscommissie beheer Oostvaardersplassen (2018): Advies Beheer Oostvaarders-

plassen. Kaders voor provinciaal beleid provincie Flevoland, april.

Fløjgaard, C., Bladt, J. & Ejrnæs, R. (2017): Naturpleje og arealstørrelser med særligt fokus på Na-

tura 2000 områderne. Videnskabelig rapport fra Aarhus Universitet DCE - Nationalt Center for Miljø

og Energi, nr. 228.

Gamborg, C., Gremmen, B., Christiansen, S.B. & Sandøe, P. (2010): De-Domestication: Ethics at

the Intersection of Landscape Restoration and Animal Welfare. Environmental Values, vol. 19, nr. 1,

s. 57-78.

ICMO2 (Report of the second International Commission on Management of the Oostvaardersplassen)

(2010): Natural processes, animal welfare, moral aspects and management of the Oostvaarder-

splassen, november.

Svenning, J.C., Fløjgaard, C., Ejrnæs, R. & Pedersen, P.B.M. (2014): Rewilding. Natur og Museum,

53. årg. nr. 4.

Svenning, J.C., Pedersen, P.B.M., Donlan, C.J., Ejrnæs, R., Faurby, S., Galetti, M., Hansen, D.M.,

Sandel, B., Sandom, C.J., Terborgh, J.W. & Vera, F.W.M. (2016): Science for a wilder Anthropocene:

Synthesis and future directions for trophic rewilding research. Proceedings of the National Academy

of Sciences USA, 113, s. 898-906.