Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2224259_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. juli 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 1032 (MOF alm. del)
stillet den 10. juni 2020 af Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1032
”Vil ministeren kommentere følgende oplysninger, som oplyst fra fjerkræproduktionsejendom, og
herunder vurdere, om ministeren mener, det forekommer rimeligt?
Oplysninger fra fjerkræproduktionsejendom om den årlige salmonella/sokkeudtagning til
salmonella: I øjeblikket foretages i fjerkræproduktionen i Danmark den årlige
sokkeprøveudtagning til salmonella. Fødevarestyrelsen kontrollerer den enkelte landmand for,
om vedkommende udtager salmonellaprøverne korrekt. Helt konkret går landmanden rundt i
stalden med 2 x 5 sokker, og medarbejderen fra Fødevarestyrelsen observerer gennem et vindue,
om landmanden kommer rundt i hele stalden. Det vil umiddelbart tage maksimalt 10-15 minutter
for landmanden af tage disse prøver. Der bliver kun taget prøver fra en stald, uanset om
landmanden har flere kyllingestalde. Ved årsskiftet steg denne udgift med 12 pct. Udtagningen
koster i dag 910 kr. pr. kvarter, altså 3.640 kr. pr. time, og dertil kommer et grundgebyr på 648
kr.”
Svar
Fødevarestyrelsen har oplyst mig om, at de nævnte gebyrer, der opkræves vedrørende
sokkeudtagning i forhold til salmonella, er fastsat i henhold til budgetvejledningens regler om
fuld omkostningsdækning, dog med indregning af den generelle afløftning i gebyrerne, jf. svaret
på spørgsmål 1021. Jeg finder på den baggrund, at betalingen er rimelig.
Herudover har Fødevarestyrelsen oplyst følgende:
”Det nævnte eksempel fra en virksomhed svarer godt til,
hvordan et kontrolbesøg foregår.
I forhold til den anførte takst pr. kvarter på 910 kr., er takseringsmetoden for
salmonella/sokkeudtagning i virksomheden således, at virksomhederne faktureres ud fra den
anvendte tid (tilstedetid), som kontrolpersonalet er fysisk til stede i virksomheden. Grundgebyret
og taksten pr. påbegyndt kvarters tilstedetid skal samlet dække de fulde omkostninger ved
kontrollen, som blandt andet indeholder forberedelse af kontrollen, tilstedetid i virksomheden,
efterbehandling af kontrollen, overhead og transportomkostninger. Størrelsen af taksten pr.
kvarters tilstedetid udgør ud over tilstedetiden andre omkostninger, og det er forklaringen på
størrelsen af taksten pr. kvarters tilstedetid.”
Mogens Jensen
/
Hanne Larsen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk