Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2212299_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 18. juni 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 1014 (MOF alm. del) stillet
9. juni efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1014
"Hvad kan ministeren oplyse om crispr-teknologien og den fremtidsmuligheder, og hvad er
ministerens holdning til anvendelsen af teknologien i Danmark"?
Svar
Med de nye mutagenese-teknikker kan man frembringe målrettede genetiske ændringer (mutationer) i
organismer, f.eks. landbrugsafgrøder uden indsættelse af fremmed DNA. Ændringerne kunne også
være opstået naturligt eller med brug af traditionelle forædlingsteknikker. Den mest omtalte af de nye
teknikker er ”gensaksen” CRISPR/Cas.
Efter min opfattelse er CRISPR/Cas en interessant teknologi, som, hvis den benyttes målrettet til
planteforædling, kan bidrage til at løse nogle af de udfordringer, vi står overfor både i forhold til
fødevareforsyning til en stigende befolkning og i forhold til klima og miljø. Jeg finder samtidig, at det
er en teknologi, som vi skal have diskuteret ordentligt og taget stilling til på et oplyst grundlag. For at
understøtte processen har Miljø- og Fødevareministeriet tidligere oplyst udvalget om, at der vil blive
gennemført en offentlig høring med deltagelse af forskere og interessenter på området med henblik på
efterfølgende politisk drøftelse. Høringen er blevet udsat som følge af Covid-19, men jeg forventer, at
den kan gennemføres i efteråret.
Herudover kan jeg oplyse, at regeringen støttede, at EU-Kommissionen igangsatte en undersøgelse,
der skal afklare forholdene omkring GMO-reguleringen i EU. Det arbejde følger vi tæt. Forventningen
er, at Kommissionens undersøgelse er klar i april 2021.
Mit håb er selvfølgelig, at vi inden længe sammen med Folketingets øvrige partier kan udforme en
dansk forhandlingsposition om reguleringen af de nye mutagenese-teknikker til brug til
planteforædling.
Mogens Jensen
/
Anders Christiansen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk