Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
20. juli 2020
Folketingets Kulturudvalg har den 22. juni, efter ønske fra (MFU) Astrid Carøe (SF),
stillet mig følgende spørgsmål, nr. 353 (Alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Hvordan vil ministeren sikre, at de nye ændringer, herunder rektors
ansættelsesperiode og beføjelser f.eks. at overtrumfe kollegiale organer, når det
skønnes, at sagen ikke tåler udsættelse, som det fremgår af udkast til
bekendtgørelser for de videregående kunstneriske uddannelser, ikke mindsker de
studerendes medindflydelse og dermed svækker den demokratiske proces på de
kunstneriske uddannelser?
Svar:
I forbindelse med høringen af de nye bekendtgørelser om de kunstneriske uddannelser
er Kulturministeriet af Danske Studerendes Fællesråd (DSF) blevet gjort opmærksom
på, at den formulering vedr. de kollegiale organers rolle, der er gengivet i spørgsmålet,
kan tolkes som en begrænsning af studenterdemokratiet.
Da det som nævnt i min besvarelse af spm. 352 ikke har været hensigten med de nye
bekendtgørelser at begrænse studenterdemokratiet, er jeg indstillet på i forbindelse
med Kulturministeriets behandling af høringen i august at tydeliggøre dette i de
endelige bekendtgørelser.
Kulturministeriet vil i slutningen af august lægge sit kommenterede høringsnotat til
bekendtgørelserne på høringsportalen, og det vil samtidig blive sendt til Folketingets
Kulturudvalg.
Joy Mogensen