Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
18. maj 2020
Folketingets Kulturudvalg har den 5. maj 2020, efter ønske fra Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 265 (Alm. del), som jeg hermed
besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren kommentere på artiklen "Coronakrise truer landets forsamlingshuse” fra
JydskeVestkysten fra 4. maj 2020 samt redegøre for, hvordan ministeren vil afhjælpe de
små forsamlingshuses udfordringer, idet de mindste ikke kan få andel i
hjælpepakkerne, hvormed en vigtig livsnerve i landdistrikterne risikerer at dø?
Svar:
I artiklen i Jydske Vestkysten nævnes minimumsgrænsen på 25.000, som man skal
have i faste udgifter for at få kompensation fra hjælpeordningen, som et problem for
forsamlingshusene.
Derfor er jeg glad for at kunne oplyse om, at denne minimumsgrænse er blevet nedsat.
Regeringen fik med opbakning fra Folketingets partier d. 24. april 2020 tilslutning til at
nedsætte grænsen, således at institutioner mv. som minimum skal have faste
omkostninger svarende til 12.500 kr. for en tremåneders periode for at kunne få
kompensation for faste udgifter. Jeg håber, at nedsættelsen vil kunne give
forsamlingshusene mulighed for at søge puljen og afhjælpe deres situation.
Vi ser nu også ind i en periode, hvor mere og mere af samfundet bliver genåbnet,
hvilket vil være til gavn for virksomhederne. Den netop indgåede aftale mellem
regeringen og Folketingets partier vil kunne give en klarhed for, hvornår de forskellige
sektorer af samfundet kan genåbne under forudsætning af, at
smittespredningsscenarierne holder.
Joy Mogensen
Dok. nr. 20/01935-2