Kulturudvalget 2019-20
KUU Alm.del
Offentligt
2158594_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
E-mail : [email protected]
Web
: www.kum.dk
5. marts 2020
Folketingets Kulturudvalg har den 7. februar 2020, efter ønske fra Birgitte Bergman
(KF), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 133 (Alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Mener ministeren, at TV 2 befinder sig i en økonomisk og finansiel krise, der
nødvendiggør, at stationen fortsat øger prisen på hovedkanalen, og hvordan vil
ministeren sikre sig, at TV 2 ikke uden en solid økonomisk begrundelse fortsætter
med at hæve prisen på sin hovedkanal?
Svar:
Det er ikke min opfattelse, at TV 2/DANMARK A/S (TV 2) aktuelt er i krise. Selskabet
havde i 2018 et resultat før finansielle poster og skat på 301 mio.kr., svarende til en
overskudsgrad (resultat før finansielle poster og skat set i forhold til samlet omsætning)
på 10,5 pct. Resultatet indfrir det fastlagte mål for overskudsgrad, blev af selskabets
ledelse betegnet som tilfredsstillende. For 2019 forventer TV 2 ifølge selskabets
kvartalsrapport for 3. kvartal 2019 et resultat på 265-285 mio.kr., hvilket er lidt lavere
end i 2018, men dog bedre end tidligere forventet.
TV 2 er som mange andre tv-foretagender udfordret af det markante skift, der aktuelt
sker med danskernes medie- og tv-vaner, herunder det forhold, at stadig flere fravælger
en tv-pakke.
TV 2 har oplyst, at man i de senere år har mistet omkring 100.000 abonnerende
husstande årligt som følge af de strukturelle ændringer og den stadig mere
intensiverede konkurrence fra et stigende antal globale streamingtjenester. TV 2
estimerer, at effekterne af den faldende penetration og tiltagende konkurrence fra
globale aktører isoleret set indebærer et omsætningstab (fra både abonnement og
Dok. nr. 20/00553-3
KUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 133: Spm. om TV 2 befinder sig i en økonomisk og finansiel krise, der nødvendiggør, at stationen fortsat øger prisen på hovedkanalen, til kulturministeren
reklamer) på omkring 100 mio.kr. årligt, TV 2 forventer, at de markante ændringer i
forbrugeradfærden vil fortsætte og i stigende grad påvirke TV 2 økonomisk i de
kommende år.
Dertil kommer, at reklameomsætningen i stigende grad tilgår de store internationale
aktører, og at TV 2 som langt de fleste andre medieselskaber er nødt til både at lave
broadcast-tv til distributørerne og streaming-tv direkte til seerne.
TV 2 er derfor nødt til løbende at overveje nødvendige tiltag, der inden for rammerne af
den udstedte public service-tilladelse kan sikre selskabet en tilstrækkelig og
forretningsmæssigt tilfredsstillende økonomi.
Jeg har tillid til, at TV 2 i forbindelse med den kommende forhandling med
distributørerne af prisen for hovedkanalen i 2021-2023 vil søge at balancere de
forskellige hensyn, der gælder for TV 2 som statslig publicistisk medievirksomhed, der
som udgangspunkt fungerer på markedsvilkår.
Jeg skal for en ordens skyld bemærke, at den pris, som distributørerne opkræver fra
seerne for bl.a. TV 2-hovedkanalen er en anden
og påvirket af andre faktorer
end
den pris, som TV 2 opkræver fra distributørerne. Jeg skal desuden tilføje, at
prisudviklingen for TV 2-hovedkanalen ifølge TV 2 de senere år ikke adskiller sig meget
fra den generelle prisudvikling på tv-markedet, og at prisen for TV 2-hovedkanalen
fortsat ligger væsentligt under konkurrerende tv-stationers hovedkanaler, der modsat
TV 2-hovedkanalen ikke er pålagt public service-forpligtelser.
Jeg skal i øvrig henvise til mit svar af d.d. på Kulturudvalgets spørgsmål 132 (Alm. del).
Joy Mogensen
Side 2