KIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 45: Spm. om at få oversendt de fortolkningsbidrag, der ligger til grund for ministeriets forståelse af grundlovens § 4 og 67, til kirkeministeren

Kirkeudvalget 2019-20
KIU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Kirkeudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

28. august 2020

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Trine Hvidtfeldt

2020-0032/11-0008

1573995

Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 45 (Alm. del), som Fol-

ketingets Kirkeudvalg har stillet til justitsministeren den 26. juni 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

Nick Hækkerup

Henrik Skovgaard-Petersen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

KIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 45: Spm. om at få oversendt de fortolkningsbidrag, der ligger til grund for ministeriets forståelse af grundlovens § 4 og 67, til kirkeministeren

Spørgsmål nr. 45 (Alm. del) fra Folketingets Kirkeudvalg:

”Vil ministeren oversende de fortolkningsbidrag, der ligger til

grund for ministeriets forståelse af grundlovens § 4 og 67?”

Svar:

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der ønskes en redegø-

relse for Justitsministeriets fortolkning af bestemmelserne i grundlovens §§

4 og 67. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er tale om en udtøm-

mende gennemgang af de mulige fortolkningsspørgsmål, bestemmelserne

eventuelt vil kunne give anledning til, men at besvarelsen tager udgangs-

punkt i en række af ministeriets tidligere tilkendegivelser om fortolkningen

af bestemmelserne.

1. Grundlovens § 4

1.1.

Det følger af grundlovens § 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den

danske folkekirke og som sådan understøttes af staten.

Bestemmelsen i grundlovens § 4 er en uændret videreførelse af § 3 i grund-

loven af 1849.

Med betegnelsen ”den danske folkekirke” forudsætter grundlovens § 4, at

den overvejende del af befolkningen tilslutter sig den evangelisk-lutherske

kirke. Michael Hansen Jensen anfører i den forbindelse følgende i Jens Peter

Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer (2015), side 97:

”I udkastet til bestemmelsen i 1849-grundlovens § 3 (grundlovs-

udkastets § 2) hed det, at ”Den evangelisk-lutherske Kirke er,

som

den, hvori den overvejende Deel af Folket befinder sig, at ansee

som

den danske Folkekirke, og nyder som Saadan, Understøttelse

fra Staten”. I Grundlovskomitéens betænkning udgik de her kur-

siverede ord med den motivering, at det hverken var naturligt eller

nødvendigt, at påbuddet om understøttelse blev begrundet i selve

bestemmelsen, jf. Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen

1848-49 sp. 2507. Forlader den overvejende del af befolkningen

den evangelisk-lutherske kirke, er det nærliggende at antage, at

der ikke længere eksisterer en folkekirke i grundlovens forstand,

hvorved § 4 vil blive genstandsløs og den evangelisk-lutherske

kirke vil miste sin grundlovssikrede særstilling, jf. Ross s. 762 f.,

Gammeltoft-Hansen 1999 s. 457 og Zahle 2003 s. 164, men mod-

sat H.J.H. Glædemark 1948 s. 270 og Berlin 1939 s. 364.”

Grundlovens § 4 etablerer en særstilling for den evangelisk-lutherske kirke,

idet den (og kun den) har en grundlovssikret ret til som folkekirke at mod-

tage støtte fra staten. Understøttelsen er af såvel økonomisk som anden art,

og det nærmere omfang af den økonomiske støtte er overladt til lovgivnings-

magtens nærmere bestemmelse, jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side

98.

For så vidt angår indholdet af understøttelsespligten i grundlovens § 4 anta-

ges det, at også værdien af det offentlige bidrag til beregning og opkrævning

af de kirkelige skatter og afgifter kan indgå heri, jf. Henrik Zahle, Dansk

Forfatningsret 2 (1989), side 216 f. Se hertil endvidere Preben Espersen,

Kirkeret, Almindelig del, 2. udgave (1999), side 24.

1.2.

Spørgsmålet om forholdet mellem understøttelsen af folkekirken efter

grundlovens § 4 og af andre trossamfund blev i et vist omfang berørt i for-

bindelse med 1849-grundlovens tilblivelse. Et udvalg nedsat af den grund-

lovgivende rigsforsamling anførte i sin betænkning bl.a. følgende om ind-

holdet af understøttelsespligten (Beretning om Forhandlingerne paa Rigsda-

gen, spalte 1481):

”… Udvalget tilføier den Bemærkning, at Paragraphen ved at be-

fale Folkekirkens Understøttelse af Staten, - Bestemmelsen af

Understøttelsens Art og Omfang overlades Fremtidens Lovgiv-

ning, - naturligviis ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte

Religionssamfund ligeledes understøttes af Staten, forsaavidt

Saadant maatte findes rigtigt.”

Spørgsmålet er endvidere behandlet i den statsretlige litteratur. Hans Gam-

meltoft-Hansen anfører således i Danmarks Riges Grundlov med kommen-

tarer (redigeret af Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 137, at pligten til at

understøtte folkekirken ikke afskærer staten fra at yde støtte til andre tros-

samfund f.eks. ved at stille bygninger eller grunde vederlagsfrit til rådighed

eller yde tilskud til undervisningsvirksomhed.

I samme retning anfører Alf Ross i Dansk Statsforfatningsret II, 3. udgave

ved Ole Espersen (1980), s. 762, bl.a. følgende:

”Dersom man […] mener, at statsmagten efter grundloven er for-

pligtet til at støtte een og een bestemt trosbekendelse (kirke), er

denne opfattelse ikke rigtig. Det blev af grundlovskomiteen ud-

trykkeligt fremhævet at reglen om understøttelse til folkekirken

”naturligvis ikke forbyder, at andre af staten anerkendte religions-

samfund ligeledes understøttes af staten”.”

Det må således på baggrund af såvel forarbejderne til grundlovens § 4 som

den statsretlige litteratur antages, at bestemmelsen i grundlovens § 4 ikke er

til hinder for, at staten direkte eller indirekte yder tilskud til trossamfund

uden for folkekirken.

1.3.

Folkekirken er en del af den offentlige forvaltning, som hører under

Kirkeministeriets ressort og er reguleret ved en række forskellige love og

administrative bestemmelser. En udskillelse af folkekirken fra de statslige

myndigheder, der indebærer en begrænsning af lovgivningsmagtens kom-

petence kan alene gennemføres ved en grundlovsændring, jf. Poul Ander-

sen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 631.

2. Grundlovens § 67

2.1.

Religionsfriheden er beskyttet i grundlovens § 67, der har følgende ord-

lyd:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på

den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læ-

res eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den of-

fentlige orden.”

Beskyttelsen af religionsfriheden blev indført i Danmark med § 81 i grund-

loven af 1849, som er uændret videreført i den nugældende grundlov.

Den beskyttede personkreds efter § 67 (”borgerne”) omfatter alle, der op-

holder sig i landet.

Anvendelsesområdet for § 67 er ”gudsdyrkelsen”. Bestemmelsen omfatter

først og fremmest de egentlige rituelle og kultiske handlinger, såsom for-

kyndelse, bøn, gudstjeneste, dåb mv., jf. bl.a. Alf Ross, Dansk Statsforfat-

ningsret II, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 754, og Hans Gammelt-

oft-Hansen i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (redigeret af

Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 415.

Det har i den statsretlige litteratur været diskuteret, om også handlinger, der

ikke vedrører selve gudsdyrkelsen, men som har et vist religiøst præg, er

omfattet af bestemmelsen i grundlovens § 67. Poul Andersen antager, at en

virksomhed kan være omfattet, hvis den er nært knyttet til gudsdyrkelsen,

jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 633. Som eksem-

pel herpå nævnes opførelse af kirker, ansættelse af præster og oprettelse af

præsteskoler. Alf Ross antager derimod, at foreninger til opførelse af kirker

samt uddannelse af præster og missionærer falder uden for beskyttelsen efter

grundlovens § 67, fordi disse foreningers øjemed ikke er gudsdyrkelse, jf.

Alf Ross, a.st., side 754. Michael Hansen Jensen antager dog ligesom Poul

Andersen, at andre aktiviteter end selve gudsdyrkelsen kan have en så nær

sammenhæng med den egentlige gudsdyrkelse, at de omfattes af grund-

lovens § 67, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer

(2015), side 407.

Det antages i den statsretlige litteratur, at grundlovens § 67 beskytter den

individuelle adgang til gudsdyrkelse, selvom bestemmelsen efter sin ordlyd

alene omfatter foreninger, jf. Poul Andersen, a.st., side 632, Henrik Zahle,

Menneskerettigheder, Dansk Forfatningsret 3, 3. udgave (2003), side 156

og Michael Hansen Jensen i Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side 408.

2.2.

Bestemmelsen sikrer borgerne en materiel religiøs

forenings-, forsam-

lings- og ytringsfrihed.

Lovgivningsmagten er således afskåret fra at be-

grænse eller forbyde gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, så

længe der ikke foretages handlinger eller læres noget, der strider mod sæde-

ligheden eller den offentlige orden.

Religionsfriheden efter § 67 er ikke ubegrænset, idet lovgivningsmagten er

indrømmet en adgang til at fastsætte de rammer for religionsfriheden, som

hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden tilsiger.

Alf Ross bl.a. anfører følgende om handlinger, der strider mod sædelighe-

den eller den offentlige orden (Alf Ross, a.st., side 755f):

”Herunder må først og fremmest falde alle de krav der følger af

retsordenen for så vidt denne ikke specielt vedrører religiøse eller

kirkelige forhold. Det er således klart at et religiøst samfund ikke

kan tolereres hvis det forkynder eller praktiserer den lære at det

er gudvelbehageligt at stjæle, begå blodskam, eller bigami. Det

drejer sig her om handlinger der er strafbare efter den borgerlige

straffelov, og med al respekt for andres religiøse opfattelse kan

det naturligvis ikke tolereres at man i religionens navn skulle

kunne sætte sig ud over landets love. Det er ikke troen, men dens

praktiske konsekvenser, der fordømmes.

[…]

Men sædelighedens og den offentlige ordens krav rækker videre

end retsordenens krav. Dette forbehold må omfatte også handlin-

ger, der uden at være strafbare, dog støder så afgjort an mod al-

mindeligt herskende moralprincipper, at deres foretagelse, især

som led i gudsdyrkelsen, ville vække almindelig forargelse. Såle-

des ville en sekt ikke kunne gøre krav på beskyttelse efter grdl. §

67 dersom seksuel promiscuitet og bakkantiske orgier indgik som

led i dens gudsdyrkelses ritus.”

Hans Gammeltoft-Hansen anfører, at Ross’ forståelse af § 67 i relation til

moralprincipper utvivlsomt er rigtig, men at det næppe har nogen særlig

praktisk betydning i dag. I det omfang moralprincipperne ikke har fundet

udtryk i retsforskrifter, vil der således næppe være grundlag for at gribe ind,

bl.a. fordi det her ofte vil være vanskeligt med fornøden sikkerhed at kon-

statere en fælles og vidt udbredt moralopfattelse. Gammeltoft-Hansen anfø-

rer endvidere, at hvis f.eks. ”seksuel promiskuitet og bakkantiske orgier”

indgik i en ritus, men uden at der var tale om overtrædelse af bestemmel-

serne om blufærdighedskrænkelse og offentlig forargelse, kan man vanske-

ligt forestille sig, at forbeholdet i § 67 ville blive aktiveret, jf. Hans Gam-

meltoft-Hansen, a.st., side 416 f. Se tilsvarende Michael Hansen Jensen i

Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side 409.

Grundlovens § 67 sætter samlet set den grænse for statsmagten, at den er

afskåret fra at gribe ind over for borgernes gudsdyrkelse i tilslutning til re-

ligiøse samfund, hvis denne indgriben – alene – er begrundet i en afstandta-

gen fra den pågældende trosretning som sådan. Lovgivningsmagten er der-

imod ikke afskåret fra at gennemføre lovgivning, der

berører

gudsdyrkelse,

når lovgivningen ikke har til hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse,

men er begrundet i varetagelsen af andre hensyn (til beskyttelse af sædelig-

heden eller den offentlige orden). Lovgivningsmagten må i den forbindelse

antages at være overladt et vidt skøn, jf. Michael Hansen Jensen i Jens Peter

Christensen m.fl., a.st., side 408 f., og Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2.

udgave ved Peter Germer (1973), s. 374.