Kirkeudvalget 2019-20
KIU Alm.del
Offentligt
2162162_0001.png
Folketinget
Kirkeudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
12. marts 2020
Stats- og Menneskerets-
kontoret
Freja Thorup Aahauge
2020-0032/11-0007
1395214
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 25 (Alm. del), som Folketingets
Kirkeudvalg har stillet til justitsministeren den 12. februar 2020. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).
Nick Hækkerup
/
Anna-Sophie Saugmann-Jensen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 KIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om grundlovens §68 og dennes praksis, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 25 (Alm. del) fra Folketingets Kirkeudvalg:
”Vil ministeren redegøre for grundlovens §68 og dennes prak-
sis, idet der især ønskes en redegørelse for, hvad der forstås med
begrebet ”personligt bidrag” i relation til religiøse samfund, der
ikke har privilegeret status efter grundlovens § 4? Især tænkes
der på religiøse bidrag i tilknytning til produkter, der omsættes
som halal-certificerede, i hvilken forbindelse der mindes om re-
ligionsfriheden, herunder også retten til at være i fred for andres
religion. Kan §68 fortolkes derhen, at religiøse sammenslutnin-
ger, der uden at oplyse herom, halal-certificerer brede varesor-
timenter, kan have en sådan karakter, at det må ligestilles med
et ”personligt bidrag” i §68s forstand? I samme forbindelse be-
des det oplyst, om der ved den europæiske menneskerettigheds-
domstol findes afgørelser om retten til at være i fred for religion
og/eller religiøse sammenslutninger i almindelighed, og halal-
certificering i særdeleshed?”
Svar:
1.
Jeg forstår den første del af spørgsmålet vedrørende grundlovens § 68
sådan, at der ønskes en redegørelse for, hvad der forstås ved bestemmelsens
forbud mod pålæg af personlige bidrag til en anden gudsdyrkelse end ens
egen, og at det herunder særligt ønskes oplyst, om grundlovens § 68 er til
hinder for, at halalcertificerede varer markedsføres uden særlig mærkning.
Jeg kan i den forbindelse generelt oplyse, at det fremgår af grundlovens §
68, at ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse
end den, som er hans egen.
Som det fremgår af bl.a. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kom-
mentarer, 1. udgave (2015), side 411-412, vedrører grundlovens § 68 alene
pligtmæssige personlige bidrag som f.eks. en kirkeskat.
Bestemmelsen vedrører derimod ikke f.eks. private virksomheders betaling
for en frivillig certificeringsordning eller forbrugeres køb af produkter fra
virksomheder, der måtte være tilsluttet en frivillig certificeringsordning.
Private virksomheders salg af halalcertificerede varer uden særlig mærkning
rejser derfor ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 68.
Spørgsmålet om, hvorvidt køb af halalcertificerede varer kan anses for ”per-
sonlige bidrag” i relation til grundlovens § 68, er i øvrigt også behandlet i
besvarelsen af 15. maj 2017 af spørgsmål nr. 510 (Alm. del) til Folketingets
2
 KIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om grundlovens §68 og dennes praksis, til justitsministeren
Miljø- og Fødevareudvalg samt besvarelsen af 29. august 2018 af spørgsmål
nr. 797 (Alm. del) til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvortil der
henvises.
2.
Jeg forstår den anden del af spørgsmålet vedrørende beskyttelsen af reli-
gionsfriheden i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK)
artikel 9 sådan, at det ønskes oplyst, om der findes afgørelser fra Den Euro-
pæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), der vedrører en ret til ikke at
bidrage økonomisk til en religion eller en religiøs sammenslutning, som
man ikke tilhører, herunder en ret til ikke at bidrage til halalcertificering.
Jeg kan i den forbindelse generelt oplyse, at EMD har forholdt sig til en
række spørgsmål vedrørende det negative aspekt af religionsfriheden, her-
under spørgsmål om retten til ikke at praktisere en religion og retten til ikke
at yde økonomiske bidrag til en religion, som man ikke selv tilhører.
Der kan i den forbindelse f.eks. henvises til EMD’s afgørelse af 20. septem-
ber 2007 i sagen
Dautaj mod Schweiz,
hvor EMD afviste en klage fra en
person, der fik frataget sin arbejdsløshedsunderstøttelse i en periode som
følge af, at han havde afvist et job som receptionist i et konference- og se-
minarcenter, der tilhørte den lokale protestantiske kirke. Der kan endvidere
henvises til EMD’s dom af 6. april 2017 i sagen
Klein m.fl. mod Tyskland,
hvor EMD forholdt sig til en ordning, hvorefter en kirkes krav på kirkeafgift
fra en person, der var medlem af kirken, blev modregnet i den pågældende
ægtefælles krav på tilbagebetaling af skat, selvom ægtefællen ikke var med-
lem af kirken, fordi parret havde valgt en fælles skatteopgørelse. EMD
fandt, at artikel 9 ikke var krænket. Der kan yderligere henvises til EMD’s
afgørelser af 28. august 2001 i sagerne
Bruno mod Sverige
og
Lundberg mod
Sverige,
hvor EMD afviste to klager vedrørende personer, der ikke var med-
lem af den svenske kirke og derfor var berettigede til en reduktion af kirke-
skatten, men stadig var forpligtede til at betale en vis andel af den almindlige
kirkeskat til finansiering af ikke-religiøst arbejde varetaget af kirken.
Der ses ikke umiddelbart at foreligge domme fra EMD om en positiv for-
pligtelse for medlemsstaterne efter EMRK artikel 9 til at stille krav om
mærkning af halalcertificerede varer.
Det er vurderingen, at det ikke rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel
9 om religionsfrihed, at der i Danmark ikke stilles krav om, at fabrikanter af
religiøst slagtet kød mærker kødet med den religiøse slagtemetode.
3