Finansudvalget 2019-20
FIU Alm.del
Offentligt
2255245_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
2. oktober 2020
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 355 (Alm. del) af 8.
september 2020 stillet efter ønske fra Sophie Løhde (V)
Spørgsmål
Vil ministeren opgøre de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser og læring-
stab som følge af lukningen af skoler og dagtilbud i foråret 2020, jf. den økonomi-
ske ekspertgruppes rapport fra 6. maj 2020?
Svar
Lukning af dagtilbud og fjernundervisning har samfundsøkonomisk betydning,
fordi forældre har dårligere mulighed for at passe deres arbejde, og fordi lukkede
dagtilbud og fjernundervisning kan indebære et læringstab. Særligt udsatte børn og
unge kan have svært ved at få det optimale ud af hjemmeundervisning, mens an-
dre børn og unge kan trives med muligheden for større fordybelse og mere vok-
senkontakt fra forældre.
Der foreligger ikke sikker viden om langsigtseffekterne af lukning af dagtilbud og
fjernundervisning i grundskolen, som kan anvendes til en opgørelser af de sam-
fundsøkonomiske konsekvenser af forårets nedlukning, jf. rapporten fra den øko-
nomiske ekspertgruppe, hvor det fremgår, at ”… der er meget svage holdepunkter
for at skønne over blandt andet en marginal reduktion i den fysiske undervisning
og mulighederne for indhentning af læringstab”.
Regeringens økonomiske ekspertgruppe bragte i deres rapport af 6. maj 2020 et
regneeksempel på læringstabet. Eksperternes regneeksempel er baseret på en
række antagelser, men anskueliggør, at tabet potentielt kan være stort (i regneek-
semplet således 250 mio. kr. om dagen inkl. ungdomsuddannelser). Regneeksem-
plet kan dog ikke anvendes direkte til en vurdering af læringstabet ved forårets
nedlukning af skoler og dagtilbud. Det skyldes blandt andet, at metoden ikke tager
højde for muligheden for, at dele af læringstabet kan indhentes senere.
Finansministeriet har tidligere skønnet, at produktionstabet udgjorde ca. 4 pct. af
den samlede produktion, som følge af opfordringen til, at privatansatte arbejder
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
FIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 355: Spm. om ministeren vil opgøre de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser og læringstab som følge af lukningen af skoler og dagtilbud i foråret 2020, til finansministeren
Side 2 af 2
hjemme og lukning af dagtilbud og skoler, jf. rapporten fra den økonomiske ek-
spertgruppe. Produktionstabet ved de to tiltag er vurderet samlet, da det er van-
skeligt at adskille effekterne.
Endelig skal det bemærkes, at de samfundsøkonomiske konsekvenser af nedluknin-
gen af dagtilbud og skoler ikke kan ses uafhængigt af formålet med den midlertidige
nedlukning, nemlig at bidrage til at få smittespredningen i Danmark under kontrol.
Samlet set er resultatet af indsatserne for at håndtere smittespredningen samt aktiv
og massiv økonomisk krisehåndtering, at Danmark er et af de OECD-lande, som
ifølge OECD ser ud til at blive økonomisk mindre hårdt ramt af pandemien.
Børne- og Undervisningsministeriet har igangsat vidensopsamlinger, der skal ind-
samle og evaluere erfaringerne fra sektoren under nedlukningen af dagtilbud, skoler,
ungdoms- og voksenuddannelserne som følge af situationen med covid-19 i foråret
2020. Vidensopsamlingerne forventes at foreligge i starten af 2021, og de vil kunne
bidrage til at belyse konsekvenser ved nedlukningen i bredere forstand.
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister