FIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 144: Spm. om ministeren vil oversende talepapir fra åbent samråd den 27. februar 2020 om betydningen af en reduktion af drivhusgasser i 2030, til klima-, energi- og forsyningsministeren

Finansudvalget 2019-20
FIU Alm.del
Offentligt

Samrådstale til åbent samråd i

Finansudvalget d. 27. februar 2020

Center

Center for Klimaneutralt

Danmark

Team

Tværgående klimapolitik og

klimalov

Dato

28. februar 2020

J nr.

2020-380

Samrådsspørgsmål L

Folketingets Finansudvalg har stillet ministeren følgende

samrådsspørgsmål L:

Vil ministeren redegøre for den samfundsmæssige

betydning ved at nå 70 pct. reduktion af drivhusgasser i

2030 sammenlignet med 1990, herunder hvad

omkostningerne for både virksomheder, borgere og staten

vil være for at nå 70 pct. målet?

/ KRLIC

Side 1/9

FIU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 144: Spm. om ministeren vil oversende talepapir fra åbent samråd den 27. februar 2020 om betydningen af en reduktion af drivhusgasser i 2030, til klima-, energi- og forsyningsministeren

Vi har i aftale om klimalov i fællesskab sat et mål om at

reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 procent

i 2030 sammenlignet med 1990.

Det er en enorm opgave, vi har stillet os selv. På bare 10 år

skal vi reducere den samme mængde drivhusgasser, som

vi har gjort over de forgange 30 år. Det kræver selvsagt en

gennemgribende omstilling af det danske samfund.

Så vi har travlt. Men der er intet alternativ. De sidste fire år

har været de varmeste i historien. Og her i Danmark har vi

netop oplevet den varmeste januar og vådeste februar

nogensinde målt.

Det er bekymrende for Danmark og det er bekymrende for

vores klode.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke sår tvivl om målet og vores

villighed til at finde løsningerne.

Vi løser kun opgaven i fællesskab. Med indsatser fra alle

dele af samfundet. Og det kræver en klar politisk

prioritering af indsatsen

–

også når det kommer til at finde

pengene.

Befolkningen har givet os et tydeligt mandat. De 8 største

partier i Folketinget har tilsluttet sig klimaloven.

Og regeringen har i sin korte levetid taget yderligere

konkrete skridt i den rigtige retning. Et par få eksempler:

1 mia. kr. ekstra til grøn forskning og udvikling.

Klimapartnerskaber med erhvervslivet. Et borgerting på

klimaområdet.

En historisk grøn finanslov. Den medførte bl.a. oprettelsen

af Danmarks grønne fremtidsfond og 2 mia. kr. udtagning

af klimaskadelige lavbundsjorde.

Side 2/9

Og i dag er vi så gået i gang med at forhandle om den

grønne transportpulje.

Vi har altså allerede taget de første meget vigtige skridt

mod målet. Men vi har lang vej endnu.

En særlig udfordring er bl.a. dét, jeg er kaldt i samråd om i

dag

–

nemlig omkostningerne. For naturligvis er

omkostninger og finansiering af den grønne omstilling

vigtige spørgsmål.

Derfor er jeg også fortrøstningsfuld ved, at et bredt flertal i

Folketinget står bag målene i klimaloven. Det opfatter jeg

som et klart ja fra alle aftalepartier til også at foretage de

svære politiske valg, der skal føre til reelle reduktioner.

Det er nu, vi skal investere i den grønne omstilling, så det

senere kommer vores børn og børnebørn til gode.

Derfor skal vi sikre, at vi får mest CO

-reduktion for

pengene.

Jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve tre centrale

udfordringer, som vi står over for:

For det første: vi skal sikre midler til selve omstillingen. Med

klimahandlingsplanerne står vi foran søsætte en række

initiativer. Mange af dem vil formentlig give anledning til

udgifter her og nu.

Det kunne fx være at sikre midler til de mange

ladestandere, som skal forsyne fremtidens danske biler

med grøn strøm. Eller til opkøb af klimaskadelige

lavbundsjorde.

Samtidig er mange af klimaløsningerne lige nu og her

dyrere end de formodentlig vil være i fremtiden. Fx er

bæredygtig biogas dyrere end naturgas fra Nordsøen.

Sådan bliver det forhåbentlig ikke ved med at være. Elbiler

Side 3/9

er lige nu dyrere end benzin- og dieselbiler. Sådan bliver

det forhåbentlig heller ikke ved med at være.

Og fortsætter teknologi- og prisudviklingen for batterier, kan

også eldrevne lastbiler blive konkurrencedygtige på

længere sigt.

Derfor kan regningen se større ud i dag, end den faktisk

ender med at blive. For teknologien udvikler sig hastigt i

disse år.

For det andet: finansieringen af velfærdssamfundet skal

fremtidssikres. Det skal ske i takt med at den grønne

omstilling gennemføres, fordi, i takt med den gennemføres,

forsvinder en række indtægter fra fossile afgifter.

Alene de bilrelaterede skatter og afgifter giver ca. 50 mia.

kr. om året til statskassen. Til sammenligning udgør det

mere end halvdelen af udgifterne til sygehusvæsnet.

Lige nu ryger der altså en masse penge i fælleskassen, når

der bruges fossile brændstoffer. På et tidspunkt vil de

penge ikke være der længere. Hvad gør vi så? Det er en

udfordring, der rækker langt ud over én regeringsperiode.

For det tredje skal regningen fordeles retfærdigt.

Næsten uanset hvilke håndtag, vi vælger at benytte os af,

vil det ramme nogle borgere og virksomheder hårdere end

andre.

I klimaloven er vi bl.a. blevet enige om, at omstillingen skal

tage hensyn til beskæftigelsen, konkurrenceevnen og den

sociale balance. Disse hensyn er afgørende for, at vi i

Danmark kan være et foregangsland for grøn omstilling.

Side 4/9

Ingen af os ønsker gule veste i Danmark. Og vi ønsker

bestemt heller ikke, at gode danske jobs flytter til udlandet.

Tværtimod skal vi indrette en indsats, hvor en uretfærdig

stor del af regningen ikke ender hos oliefyrsejeren i Maribo,

og hvor cementfabrikken Aalborg Portland ikke tvinges ud

af Danmark.

Vi står altså med en dobbelt-omstillingsopgave: at finde

midlerne til den grønne omstilling af samfundet og

omstillingen af finansieringen af velfærdssamfundet. Og

samtidig skal omstillingen være fair for os alle.

Det er den fælles udfordring, vi med klimalov har skrevet

under på, at vi skal løse. Det ansvar har vi altså i

fællesskab taget på os.

Det er ikke gjort med et snuptag, eller med et enkelt udspil.

Det bliver et langt, sejt træk og en konstant omstilling af det

danske samfund.

Hvis nogen begynder at få kolde fødder, må jeg minde om

alternativet.

Foruden flere oversvømmelser, flere tørkeperioder og mere

ekstremt vejr følger massive økonomiske omkostninger,

lavere vækst og dårligere eksportmuligheder.

OECD har i 2015 skønnet, at omkostningerne ved ikke at

gøre noget ved klimaforandringerne, kan blive helt op til 10

procent af det globale BNP i år 2100.

At investere i klimaet er derfor den eneste farbare vej,

uanset hvilken bundlinje man kigger på.

Danmark har tidligere vist, at grøn omstilling er foreneligt

med vækst og velfærd.

Side 5/9

Siden 1990 er Danmarks økonomi vokset med 55 pct.,

mens vores drivhusgasudledninger er faldet med 29 pct.

Vi vendte oliekrisen i 70’erne til noget positivt. Den fik os til

at gå foran på bl.a. vindenergi. I dag har Danmark en

ledende vindindustri, der beskæftiger mere end 33.000

personer over hele landet og eksporterer for 54 mia. kr. om

året - samtidig med at den hjælper os og resten af verden

med at bekæmpe klimakrisen.

Netop sådan et entreprenørskab gør, at vi i dag er

fantastisk godt positioneret til få andel i den massive

grønne vækst, der vil præge verdensøkonomien de næste

mange årtier. Ikke bare inden for vindenergi, men i en

række brancher.

Som verdensførende på grønne løsninger, er danske

virksomheder klar til at tage en stor bid af den voksende

kage.

Dansk erhvervslivs grønne førerposition bliver kun

forstærket af, at regeringen har sat høje ambitioner og har

en klar retning.

Diskussionen af, hvad klimaindsatsen vil koste for

virksomheder, borgere og staten, er altså kompleks.

Dansk Industri har lavet en klimaplan, der viser vejen til

mindst 55 pct. reduktion. Den koster i alt, anslår de, 90

milliarder kr. over de næste ti år. CEPOS siger, at det kan

komme til at koste 26 mia. alene i år 2030 at nå 70 pct.

målet.

Man kunne også anvende prisen på et ton CO2 i EU’s

kvotehandelssystem og på den baggrund beregne, hvor

meget 70 pct. reduktion koster i alle sektorer. Det vil også

give et billede. Men måske heller ikke være særligt

sigende.

Side 6/9

For uanset hvordan vi vender og drejer det, vil

omkostningerne - og fordelingen af omkostningerne - ved

at realisere 70 pct.-målsætningen uomtvisteligt afhænge af,

hvilke virkemidler vi vælger at tage i brug.

Det er værd at huske på, at der er mange former for

omkostninger i spil her. Der er både statskassens

omkostninger, borgernes omkostninger og erhvervslivets

omkostninger.

Disse følges ikke nødvendigvis ad.

Hvis vi øger afgifterne på fossile brændsler, rammer vi

virksomheder og borgere, men staten får indtægter. Sådan

nogle afgifter kan desuden skubbe til den sociale balance

og konkurrenceevnen, som vi har lovet hinanden med

klimaloven at tage hensyn til.

Hvis vi giver tilskud eller afgiftslempelser til vedvarende

energi, holder vi hånden under virksomhedernes

konkurrenceevne. Omvendt er det en udgift for staten, som

skal finansieres. Så mangler der penge fra fælleskassen til

andre klimaløsninger eller til velfærd.

Ud over disse grundlæggende politiske spørgsmål kender

vi endnu ikke alle de tiltag, der bedst kan bringe os hele

vejen til 70-procentmålet.

Det afhænger af teknologiudviklingen. Af den politiske vilje.

Af den globale efterspørgsel efter grønne løsninger.

Ingen ved præcist, hvornår batterier til tung transport fx

bliver gode nok, eller hvor billigt vi kan gøre optag og

lagring af CO2 i fremtiden.

Side 7/9

Derfor er det selvfølgelig heller ikke muligt at sætte et

endeligt prisskilt på målsætningen eller på fordelingen af

omkostningerne i samfundet.

Vi kunne godt sidde her og drøfte omkostninger ved den

grønne omstilling uden overhovedet at vide, hvad vi

baserede de beregninger på. Men jeg synes, at der er langt

mere nyttigt at fokusere på løsningerne først.

Det er i hvert fald sådan, at der er nok at tage fat på. Vi var

ikke i nærheden af at være på rette vej, da vi overtog roret i

juni sidste år.

Denne her regering har modet til at varsle store

forandringer. Og store forandringer kræver omtanke.

Regeringen er i fuld gang med det grundige forarbejde. I

øjeblikket arbejder vi på højtryk med at analysere

virkemidler og reduktionstiltag.

Venstre og Konservative gik med i klimaloven, og det er jeg

rigtig glad for. Det varsler et opgør med den tidligere

regerings fodslæbende klimapolitik.

Men opgøret kommer ikke af, at man står på sidelinjen og

råber efter halvfærdige beregninger. Det handler om at

pege på løsninger, vi kan regne med, og som kan levere

konkrete reduktioner.

Når regeringens udspil til klimahandlingsplaner begynder at

komme, stoler jeg på, at vi kan finde et lige så bredt fælles

fodfæste, som da det handlede om at sætte målene.

Her ser jeg meget frem til at diskutere både løsninger og

finansiering med alle.

Side 8/9

For en vellykket klimaindsats kræver alle mand på dæk.

Jeg forventer ikke nogen søndagssejlads i solskin og med

blikstille vand. Det bliver nærmere en rusketur, hvor vi hele

tiden skal justere kursen og tage stilling til, hvordan vi bedst

kommer igennem stormen.

Lykkes vi ikke med det, kommer vi for alvor ud i uvejr.

Men lykkes vi

–

og det skal vi

–

bliver vi et lysende

eksempel på, hvordan grøn omstilling og et rigt og stærkt

samfund kan gå hånd i hånd.

Tak for ordet.

Side 9/9