BUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 349: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om tvangsfordeling af børn i vuggestuer, børnehaver og elever i folkeskolen, til børne- og undervisningsministeren

Børne- og Undervisningsudvalget 2019-20
BUU Alm.del
Offentligt

TALEPAPIR

–

DET TALTE ORD GÆLDER

Anledning

Titel

Målgruppe

Arrangør

Taletid

Tid og sted

Åbent samråd

–

BUU alm. del

–

samrådsspørgsmål U

Elevfordeling

Børne- og Undervisningsudvalget

Ca. 5 minutter

Den 4. juni 2020 kl. 11.15-12.15 i FT

BUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 349: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om tvangsfordeling af børn i vuggestuer, børnehaver og elever i folkeskolen, til børne- og undervisningsministeren

Disposition

1. Indledning

2. Redegørelse for kommende initiativer

3. Udfordringer og mulige negative konsekvenser

1. Indledning



Tak for at indkalde til dette samråd om børne- og elevfordeling, fordi det her er

efter min mening et af de vigtigste spørgsmål, vi står over for som samfund.



Og jeg har egentlig bare lyst til at sige helt indledningsvist, at det der med, at

der er nogen der får nogle negative konsekvenser af, at vi fordeler, at der bliver

jeg bare nødt til at sige, at der er børn i dag, der har utrolig negative konse-

kvenser hver eneste dag, fordi vi ikke fordeler.



Altså vi skal bare huske på, at det bedste vores velfærdssamfund har at tilbyde,

hvis man er vokset op i et udsat boligområde, det er nogle boliger, som middel-

klassen for længst har vendt ryggen til, områder hvor middelklassen ikke

kunne finde på at flytte ind. Det er skoler, hvor middelklassen har flyttet deres

børn for længst, fordi de ikke opfatter de skoler som gode nok.



Så bare for at sige: der er i den grad negative konsekvenser af, at vi ikke har ta-

get den her problemstilling lige så alvorligt som samfund, som jeg mener, at vi

skal. Og derfor har det været enormt glædeligt for mig, vil jeg gerne sige, hvis

man gerne må rose den tidligere regering, det tror jeg ikke, at der kommer til at

være højlydte protester imod, så det gør jeg. Jeg har været enormt glad for den

parallelsamfundsaftale, der blev landet under den tidligere regering. Og jeg

mener i den grad, at vi skal tage handsken op i forhold til at komme videre med

det samme, altså i forhold til de andre områder.



Så det der med at sige, at det ene system er fuldstændig frit for negative konse-

kvenser, hvis bare vi giver fuldstændig frihed, så er der ikke nogen negative

konsekvenser, hvor hvis vi begynder at fordele, så er der negative konsekven-

ser, den køber jeg simpelthen ikke. Altså, der er ikke et system som er perfekt,

og det vil sige, at der er positive og negative ting ved det ene og det andet, og

der skal vi jo finde en balance i mellem på den ene side et hensyn til et fælles-

skab, man skal lære at kende, fordi man skal være samfundsborger og det er en

del af den dannelse der foregår i vores daginstitutioner og skoler, og så på den

anden side en frihed for individet. Og de to ting der, i min bedste overbevis-

ning, der skal man passe rigtig meget på med enten at lade det ene være for do-

minerende eller lade det andet være for dominerende. Der skal vi faktisk helst

finde et sted hen, hvor der kommer til at være en balance mellem de to hensyn.

Den balance mener jeg ikke er til stede, når det er sådan, at vi har boligområder

i Danmark, hvor at middelklassen simpelthen bare vender ryggen til og siger

”not in a million years, om vi vil flytte derhen” og det samme,

at det bedste

skoletilbud vi så kan give, det er noget som ingen andre har lyst til at gå på.

Det duer simpelthen ikke.



Så konsekvenserne af den måde vi har indrettet på nu er benhamrende hårdt for

de børn, der er vokset op, altså i et udsat boligområde, og der er nogen der ind i

mellem ynder at romantisere, hvordan det skulle være i udsatte boligområder.

Altså, nu er jeg vokset op i en del af Danmark, hvor man skulle hilse og sige, at

der er der relativt udsatte boligområder, og jeg har arbejdet i flere år ude i det

udsatte boligområde, faktisk på en grillbar, for at det ikke skal være løgn, og

jeg vil bare sige, at den der romantiske forestilling om, at det skulle være ”ih”

og ”åh”

det ene og det andet, og det er ikke fordi jeg siger, at Nye Borgerlige

har den, men jeg siger bare, at det er der nogen der gør. Der er ikke noget som

helst romantisk over det, det er benhamrende hårdt, det er rigtig hårde liv der

leves, det er en meget lille grad af frihed og vores velfærdssamfund er utrolig

dårlige til at gribe de børn, der er der. Så ja, jeg mener, at vi har nogle negative

konsekvenser, som vi bliver nødt til at gøre noget ved.



Og jeg slår mig så meget på ordet tvangsfordeling, og nu blev jeg overrasket

over en position i det tidligere samråd om, at man gik ind for 100 procents kob-

lingsprocent på fri- og privatskoler. Okay, overraskende nyt, det er fint nok,

men jeg skal lige lære Nye Borgerlige at kende, så vender jeg mig efterhånden

til, hvor positionerne er. Og jeg er faktisk i tvivl om Nye Borgerlige mener, at

det at have skoledistrikter er et udtryk for en tvangsfordeling. Det kan jo godt

være, men det mener jeg ikke. Jeg mener, at skoledistrikter er en utrolig klog

måde at få balanceret forskellige hensyn til frihed på den ene side, og at man

faktisk godt kan vælge at søge hen over et skoledistrikt, men omvendt også at

man har fat på en fordeling. Jeg synes ikke, at man alle steder lykkes lige godt

med det, men jeg synes grundmekanismen egentlig har et meget godt balance-

punkt muligt i sig. Og jeg opfatter det ikke som tvang, og det er klart, at hvis

det Nye Borgerlige har som udgangspunkt er, at den type af mekanismer er

tvang, fordi alt hvad der ikke er 100 procent personlig frihed, det er tvang, så

står vi meget forskellige steder.

2. Redegørelse for kommende initiativer



Så vil jeg sige i forhold til initiativerne, hvor jeg bliver spurgt, om jeg vil rede-

gøre for præcist, hvad vi kommer med: nej. Altså for hvis jeg kunne det, så

ville det sådan set være blevet præsenteret i offentligheden og ikke på et sam-

råd, og det vil sige, at vi sidder og er i gang med at arbejde på det. Jeg har et

ønske om, at så bredt et flertal i Folketinget, som vi overhovedet kan slippe af-

sted med, skal være med til de planer, der er på det område.



Og det vil sige, at på tværs af alle de forskellige sektorer der er, der håber jeg,

at vi i meget høj grad kan finde hinanden på tværs af Folketingets partier i

nogle løsninger, fordi jeg håber på, at de kan være bæredygtige hen over

mange årtier, ligesom at skoledistrikterne som system har været det. Altså har

været noget, der har kunnet bære igennem og være en metode, man har brugt

med de frihedsgrader, der ligger i, hvordan man gør det, men omvendt også

med sådan en klar retningsanvisning i forhold til noget andet, og det der så er

udfordringen ved skoledistrikterne, det er, at man ikke på ryggen af skoledi-

strikterne, eller ikke har brugt skoledistrikterne til at bringe procentandelene

langt nok ned, efter min mening, i forhold til hvor store andele af udsatte børn,

der gerne må være samlet på et sted, altså jeg mener sådan set, at det er en fuld-

stændig urimelig start på tilværelsen, hvis det er sådan at størstedelen af de

børn man går enten i institution, skole, gymnasium eller erhvervsskole sammen

med, at der tager vi så dem der er allermest udsat, har allerstørst sprogproble-

mer, har allerstørste faglige problemer, og så propper vi dem bare ét sted hen,

og så tror vi selv på, at det kan lykkes, altså it’s never gonna happen.



Derfor, efter min mening, hvis vi skal give børn og unge den bedste start på til-

værelsen, så skal vi to ting med vores uddannelsessystem og daginstitutioner i

øvrigt, og det er at præparere børn og unge til at være en del af det fællesskab,

de kommer til at indgå i resten af deres liv, og der mener jeg, at vi som sam-

fund har en forpligtelse til at stille dannelse til rådighed på en måde, hvor man

både får en faglig dannelse, altså en faglig fundering i dansk, matematik, fysik

og derudaf, på den ene side, men at vi på den anden side også danner børn og

unge til at være hele samfundsborgere. Så vil jeg sige, at vi har set eksempler,

og derfor også bare, at det er fuldstændig åbenlyst, hvad udfordringerne er.

3. Udfordringer og mulige negative konsekvenser



Vi har set eksempler på daginstitutioner, hvor over 80 pct. af de indskrevne

børn har bopæl i et udsat boligområde. Og det vil sige, at sandsynligheden for,

at der enten er tale om børn med anden etnisk baggrund end dansk, og derfor at

der tales begrænset dansk i hjemmet, og man har meget lidt fornemmelse af

den danske kultur og derfor har svært ved at give ens barn det, der skal til for at

kunne klare sig i samfundet, simpelthen fordi man ikke kender det så godt,

fordi man er kommet hertil inden for en overskuelig fortid. Det er den ene del,

og den anden del er, at dem der ikke har indvandrerbaggrund, jamen der vil der

så med meget stor sandsynlighed være tale om børn, der kommer fra relativt

bumlede hjemvilkår, og det mener jeg simpelthen er en opgave, vi skal løse i

fællesskab med hinanden.



I løbet af ganske få år har der så i øvrigt været en kraftig vækst i elever til pri-

vat- og friskoler. Det inkluderer også det, der bliver kaldt de muslimske frisko-

ler, hvor elevantallet er steget fra 3.600 til 5.000 på under et årti. Og hvis man,

som jeg har, har et ønske om, at vi som samfundsborgere faktisk kender hinan-

den på kryds og tværs, så er det jo en virkelig dårlig idé, at vi har én skoletype

for Tjalfe og Anne-Lone, og så har vi en anden for Brian og Peter, og så har vi

en tredje for Ahmed og Muhammed. Altså den slags skolesystem mener jeg

simpelthen ikke er den rigtige måde at danne et fællesskab på som samfund.

Og betyder det så, at fællesskabet skal stå over alt? Nej, det betyder, at vi skal

finde nogle balancer og efter min bedste overbevisning, så er de balancer røget.

Og en af grundene til, at jeg er meget glad ved, at den tidligere regering tog de

initiativer på parallelsamfundsdelen, som de gjorde, det er jo fordi, at det giver

mig optimisme i forhold til, at vi faktisk kan få landet nogle ting bredt. Altså,

at vi får fundet de balancer mellem de forskellige hensyn, og fordi vi har for-

skellige grundudgangspunkter som partier, så tror jeg, at jo flere partier der er

med inde omkring det bord, jo bedre får vi fundet balancerne mellem hensynet

til for eksempel fællesskab på den ene side og individuel frihed på den anden

side.



På bare ti år er andelen af skoler med blandet forældreindkomst faldet markant.

I 2007 var ca. to ud af fem skoler blandede, når det kom til forældrenes ind-

komst. Her var der ca. lige mange elever fra alle indkomstgrupper fra top til

bund. I dag gælder det kun hver fjerde skole. Og det vil sige, at i forhold til at

skabe et solidt, stærkt fundament under vores fællesskab og samfund og skabe

en sammenhængskraft, der mener jeg, at tingene går den forkerte vej, og jeg

mener, at det er dybt problematisk, at vi ikke er bedre til at give en god ramme

omkring, at børnene skal blive til hele samfundsborgere, hvor vi kender hinan-

den på kryds og tværs. Det betyder, at rigtig mange børn i deres hverdag i for

høj grad kun møder børn, der ligner dem selv. Det svækker den tillid, vi har til

hinanden, og som jeg mener er et grundfundament for noget helt essentielt

dansk.



I dag er det så i højere grad sådan, at akademikerbørn går i skole med akademi-

kerbørn, muslimske børn går i skole med muslimske børn, og bankdirektørens

datter går meget sjældnere i skole med rengøringsassistentens søn end tidligere.

Det mener jeg simpelthen ikke er godt for vores samfund, og det skal vi gøre

noget ved. Og det vil sige, at det handler for mig overhovedet ikke om en prin-

cipiel, og sådan bliver det indimellem oversat i offentligheden, så derfor siger

jeg det bare ved hver eneste lejlighed jeg kan komme til: for mig er det ikke en

principiel modstand mod, at der findes alternativer til den store forkromede

kommunale løsning Jeg elsker alle de sprækker vores samfund har. Jeg har selv

arbejdet på en højskole. Jeg har arbejdet på et privatgymnasium. Jeg har intet

problem med de sprækker og revner, fordi jeg tror også det er der livet det le-

ves, og samfundet bliver skabt. For mig handler det simpelthen om, at vi skal

lære hinanden at kende på tværs og den balance, den er røget. Så for mig er det

ikke et princip om privat eller offentligt regi. For mig er det et princip om, hvor

mange går der, som ligner én selv, og hvordan kan vi gøre det bedre, end vi gør

i dag.



De store negative konsekvenser de kommer, hvis vi

ingeting

gør. De er alle-

rede på vej, der er kommet alt for mange friskoler, hvor man kun ligner sig selv

og hinanden. Det mener jeg ikke duer, og jeg mener i øvrigt også, at det heller

ikke var det der var idéen med hele friskoletanken. Så jeg mener, at det er en

kæmpe undladelsessynd, og det har negative konsekvenser for børn og unge, at

vi ender med at have den opdeling, vi har i dag. Det bliver vi nødt til at gøre

noget ved.



Tak for ordet.