BOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 192: MFU spm. om ministeren vil kommentere på artiklen Ulykke: Altan med fem unge styrtet ned i Kolding bragt den 25. juli i JydskeVestkysten, og redegøre for, om ulykken giver anledning til at indføre tilsyn med – som minimum

Boligudvalget 2019-20
BOU Alm.del
Offentligt

2017

VEJLEDNING

VEJLEDNING OM EFTERSYN

AF ÆLDRE BETONALTANER

Vejledning i identifikation, vedligehold og reparation

BOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 192: MFU spm. om ministeren vil kommentere på artiklen Ulykke: Altan med fem unge styrtet ned i Kolding bragt den 25. juli i JydskeVestkysten, og redegøre for, om ulykken giver anledning til at indføre tilsyn med – som minimum – ældre altaner, til boligministeren

Pjecen er udarbejdet af

Teknologisk Institut for Trafik-,

Bygge- og Boligstyrelsen.

Udgiver

Trafik-, Bygge- og

Boligstyrelsen

Design

Teknologisk Institut

Fotos

Teknologisk Institut

INDHOLD

Indledning og baggrund

Overordnede altantyper

Hvad skal du se efter?

Hvad kan der gøres for at forebygge nedbrydning?

Hvis du skal have hjælp

INDLEDNING OG BAGGRUND

Levetiden for altaner udført i beton kan variere kraftigt og vil afhænge af dels

altanens miljømæssige eksponering (højde over terræn, orientering, saltning, vind

og vejr), og dels den kvalitet, som altanen er opført i (afhænger både af materiale

og udførelse).

Sammen med ovenstående vil omfanget og kvaliteten af de

vedligeholdelsesforanstaltninger, der løbende udføres på altanen, være de

parametre, der afgør altanens levetid.

Betonskader kan være dyre at udbedre, og der kan derfor være mange penge

at spare ved at investere i forebyggende foranstaltninger fremfor at vente til

skaderne opstår.

Når en skadet betonaltans restlevetid skal vurderes, vil en fagperson både vurdere

hvorvidt altanen er kollapstruet og hvorvidt en reparation er rentabel i forhold til en

udskiftning af altanen. Såfremt omkostningerne til udbedring af skader overstiger

omkostningerne for en udskiftning af altanen inden for få år efter undersøgelsen,

vil altanens levetid typisk vurderes at være opbrugt.

Hvor meget vedligeholdelsesarbejde, der skal til, og hvilken type af

vedligeholdelses-foranstaltninger, der vil gavne mest, vil variere afhængig af,

hvilken altantype der er tale om, men også afhængig af altanernes aktuelle

tilstand og skadesbillede.

Nærværende vejlednings målgruppe er altanejere, som ikke nødvendigvis besidder

teknisk og/eller betonfaglig viden.

Formålet med vejledningen er dels at belyse de muligheder, du som ejer af en

betonaltan har, for at vedligeholde din altan og forebygge betonskader og dels

at identificere eventuelle nedbrydningskendetegn med henblik på at få iværksat

udbedrende foranstaltninger i tide.

Vejledningen giver både en overordnet gennemgang af typiske

vedligeholdelsesforanstaltninger og opstiller eksempler på de betonskader, som

bl.a. kan opstå, hvis vedligehold forsømmes.

Yderligere opstilles eksempler på de metoder og undersøgelsesmuligheder en

fagperson har, når denne skal udføre en tilstandsvurdering af din betonaltan. Dette

med henblik på at klæde dig som altanejer bedre på, i forhold til den proces der er

forbundet med at hyre en fagperson til at udføre en tilstandsvurdering af din altan.

Hensigten med vejledningen er ikke, at bygningsejere selv skal kunne udføre en

vurdering af deres altans tilstand, da denne vurdering altid bør foretages af fagfolk.

Vejledningen kan bruges til at give bygningsejere en første indikation af, om deres

altaner bør undersøges nærmere.

OVERORDNEDE ALTANTYPER

Når en betonaltans tilstand skal vurderes, og eventuelle skaders betydning for

konstruktionen skal bestemmes, vil en fagperson vurdere de enkelte skadestyper

i tilknytning til altanens statiske virkemåde. Hvorvidt eksempelvis en revne har

kritisk betydning for en altans holdbarhed og/eller bæreevne vil altid skulle ses i

relation til altanens konstruktive udformning og statiske virkemåde.

I følgende afsnit oplistes eksempler på de mest almindelige betonaltantyper, med

henblik på at du som altanejer kan identificere netop din altantype. I afsnittet

”Hvad skal du se efter” i nærværende vejledning er der efterfølgende opstillet en

række nedbrydningskendetegn, som er særligt vigtige at holde øje med for hver

altantype.

Størstedelen af de ældre betonaltaner i den danske bygningsmasse er udført som:

Understøttede altaner, hvor altanpladen understøttes af vægge, bjælker

eller konsoller ved altanpladens ender.

Udkragede altaner, hvor altanpladen ”hænger” ud fra facaden uden

understøtninger.

Derudover findes en lang række øvrige altantyper, som er varianter eller

kombinationer af ovenstående. I det følgende foretages en nærmere gennemgang

af de mest typiske altantyper.

Understøttede altaner

En understøttet altan vil typisk være understøttet ved altanpladens ender af enten

vægge, bjælker eller konsoller som vist på Figur 1.

Da betonen i sig selv ikke har den fornødne styrke til at optage de trækkræfter,

der opstår i konstruktionen, er der indstøbt stålarmering i betonen til at optage

trækkræfterne.

Den bærende armerings placering og orientering i en betonaltan vil afhænge af

altanens konstruktive udformning og understøtningsforhold, idet dette vil være

afgørende for, i hvilket område af betonen der er behov for at forstærke med

stålarmering.

Den bærende hovedarmering i simpelt understøttede altaner vil typisk være

placeret i altanpladens underside og er normalt orienteret parallelt med facaden.

Ved tilstandsundersøgelser af understøttede altaner kan det være lige så vigtigt

at kigge på tilstanden af den underliggende konstruktion (eksempelvis konsoller/

bjælker som vist på Figur 1) som selve altanpladen.

Den fagperson, som foretager tilstandsvurderingen af altanen, vil typisk også

være i stand til at undersøge supplerende bygningsdele og bør i forbindelse med

undersøgelsen af selve altanen også vurdere, hvorvidt der er behov for at udføre

yderligere undersøgelser på eventuelle supplerende bygningsdele.

Figur 1: Eksempel på altan der er understøttet i altanens ender. I dette

tilfælde er altanen understøttet af betonkonsoller, som bærer den

overliggende altanplade. Den bærende armering ligger her i undersiden af

altanpladen og er orienteret parallelt med facaden.

Udkragede altaner

Udkragede betonaltaner anvendes som en fælles betegnelse for altaner, som

synes at ”hænge” på facaden jf. Figur 2.

Udkragede altaner fremstår umiddelbart ens, men kan have vidt forskellige

konstruktive udformninger. På ældre byggerier ses typisk to forskellige

udformninger af den udkragede betonaltan:

Altaner med udliggerjern

Altaner hvor etageadskillelsen lokalt er ført ud gennem facaden

På altaner med udliggerjern udgøres den bærende funktion af stålbjælker

(udliggerjern), som er fastgjort til bjælkelaget inde i bygningen, og ført ud gennem

facaden hvor de er omstøbt med beton, jf. Figur 3 Tv.

Figur 2: Eksempel på altaner der er udkragede. Det kan umiddelbart

være svært at se forskel på udkragede altaner med udliggerjern og

udkragede altaner, hvor den bærende funktion består af indstøbt

armering (jf. Figur 3).

Altaner med udliggerjern optræder typisk på byggerier fra perioden 1900-1960.

Hvis altanpladen er udkraget, udført i beton og etageadskillelsen ellers er udført

med træbjælkelag, er der stor sandsynlighed for, at altanen er konstrueret med

udliggerjern.

På ejendomme, hvor etageadskillelsen er udført i beton, ser man ofte altaner, som

udgøres af en lokal udkragning af etagedækket, som vist på Figur 3 Th.

Den primære bærende funktion i denne altantype vil udgøres af den indstøbte

armering som er ført med ud i altanen fra etageadskillelsen. Den bærende

hovedarmering vil altså for denne altantype have en placering, som er orienteret

vinkelret på facaden som angivet på Figur 3 Th.

Figur 3: Venstre: Eksempel på udkraget altan med udliggerjern. Udliggerjernene

er fastgjort til bjælkelaget inde i bygningen og er ført ud gennem facaden

hvor de er omstøbt med beton. Der ses ofte fordelingsarmering i betonen

mellem udliggerjernene, men den bærende funktion udgøres primært af

udliggerjernene. Højre: Eksempel på udkraget altan med indstøbt armering.

Etageadskillelsen er her udført i beton og er lokalt ført ud gennem facaden.

Den bærende armering bør ligge i oversiden af altanpladen og er orienteret

vinkelret på facaden.

Øvrige altantyper

De to overordnede altantyper nævnt er de to mest almindelige betonaltantyper på

danske ejendomme, men der findes en række øvrige altantyper, som enten er en

variant eller kombination af den udkragede eller understøttede altan (Figur 4).

Overordnet set er det de samme skadesmekanismer og visuelle

nedbrydningskendetegn der er gældende for alle betonaltaner, men skadernes

betydning for altanernes holdbarhed og bæreevne skal altid vurderes i relation til

altanernes konstruktive udformning, hvorfor tilstandsvurderingen bør udføres af en

person med den rette faglige og tekniske viden.

Figur 4: Eksempel på alternativ altanudformning som er delvist

understøttet og delvist udkraget. I dette tilfælde ligger der en ”skjult”

bjælke i pladen, så den indeliggende del er understøttet og den yderste

del er udkraget.

HVAD SKAL DU SE EFTER?

Det er en kompleks opgave at vurdere synlige skaders betydning for en altans

holdbarhed og evt. bæreevne, og den bør derfor udføres af en fagperson med

viden om tilstandsvurderinger af altaner.

I følgende afsnit gennemgås en række af de tegn på nedbrydning, du

som altanejer kan være med til at holde øje med. Hvis du kan identificere

nedbrydningskendetegnene i tide, kan du samlet set opnå væsentlige besparelser

ved at få gennemført udbedrende og forebyggende foranstaltninger i rette tid, før

mere omfattende nedbrydning af din altan indtræffer.

Udover generelle nedbrydningskendetegn, som kan opstå for alle altantyper,

findes der også skadestyper, som man skal være særligt opmærksom på for

specifikke altantyper. I det følgende gennemgås dels en række overordnede

nedbrydningskendetegn og dels specifikke skadestyper som kan være særligt

kritiske for hhv. udkragede altaner og understøttede altaner.

Generelle nedbrydningskendetegn

De væsentligste nedbrydningsmekanismer i beton kræver alle, at flere

parametre er opfyldt på samme tid, for at nedbrydningen kan forløbe. Det

gælder både for nedbrydning der er relateret til frost/tø, alkali-kisel-reaktioner og

armeringskorrosion.

Et af disse parametre, som er gennemgående for alle ovennævnte

nedbrydningsmekanismer i beton, er fugt. Derfor ser man også sjældent

nedbrydning af betonkonstruktioner som står i indendørs miljø. Langt størstedelen

af danske betonaltaner er dog direkte eksponeret for vand/fugt, og er derfor også

potentielt i risiko for, at ovennævnte nedbrydningsmekanismer kan forløbe.

Såfremt nedbrydning af armerede betonkonstruktioner foregår, vil det ofte,

dog ikke altid, vise sig i form af synlige tegn på betonoverfladen. I det følgende

gennemgås nogle af de typiske nedbrydningskendetegn, som kan være

væsentlige at holde øje med.

Når jern ruster udvikles korrosionsprodukter fra jernet, som kan fylde op til 10 gange

mere end jernets oprindelige størrelse. Når jern, der er indstøbt i beton ruster, vil det

pga. udvidelsen fra korrosionsprodukterne ofte medføre revner og/eller afskalninger

af betonen over armeringen. På Figur 5 fremgår skader, som begge er opstået

som følge af armeringskorrosion. Armering i sund/ny beton er som udgangspunkt

beskyttet mod korrosion på grund af betonens høje PH-værdi på ca. 14. Dette

basiske miljø medfører, at stålets overflade bliver passiveret, hvorved almindelig

korrosion umuliggøres.

Denne passiverende film/overflade kan dog neutraliseres, dels ved indtrængning

af chlorider eller ved, at betonens calciumhydroxid reagerer med luftens CO

(karbonatisering), hvorved betonens høje PH-værdi reduceres til omkring 7.

Herefter er stålet ikke længere passiveret, og der er åbnet mulighed for korrosion af

armeringen, såfremt der er vand og ilt til stede.

Årsagen til forekomsten af chlorider i beton kan dels være, at konstruktionen

har været udsat for tøsaltning og dels, at betonen er født med et højt indhold af

chlorider. Armerede betonkonstruktioner bør derfor ikke tøsaltes, da dette kan være

medvirkende til at initiere armeringskorrosion og reducere betonens levetid.

Karbonatisering af beton er en kemisk proces, der foregår gradvist fra betonens

frie overflader og indefter. Hastigheden af denne karbonatiseringsproces afhænger

af flere forskellige parametre, heriblandt betonens tæthed og den miljømæssige

eksponering. Karbonatiseringshastigheden af beton vil derfor være forskellig fra

konstruktion til konstruktion. Hastigheden kan dog generelt reduceres, ved at påføre

betonens overflader en tæt belægning, hvilket dermed vil være medvirkende til at

forlænge betonens levetid.

Armeringsafskalninger langs forkanter af en altanplade (som vist på Figur 5), vil ofte

ikke være kritiske i forhold til altanens bæreevne, men hvis ikke reparationer udføres

i tide, kan denne type skader medføre, at betonstykker over armeringen springer af,

hvilket potentielt kan være til fare for personer, som opholder sig i området under

altanerne. Derfor anbefales det, at sådanne skader håndteres i tide, selvom de ikke

nødvendigvis har indflydelse på altanens bæreevne.

Rødbrune udfældninger i forbindelse med revner i betonen vil være en yderligere

indikation på, at armeringen ruster, jf. Figur 6.

Figur 5: Venstre: Underside af altan med revne/begyndende afskalning parallelt

med den langsgående armering i forkant. Revnen er her opstået pga. korrosion

på det langsgående armeringsjern i forkanten. Bemærk at der ikke observeres

rustfarvede udfældninger i forbindelse med revnen. Højre: Underside af altan

med afskalninger over tværgående armering ved forkant. Disse afskalninger er

startet som revner og har siden udviklet sig til regulære dæklagsafskalninger.

Figur 6: Revne i underside af altandæk med rødbrune udfældninger, hvilket

giver en klar indikation på, at armeringskorrosion foregår.

Nedbrydning/korrosion af armeringen kan have betydning for altanens bæreevne,

og det vil derfor være vigtigt at få din altan undersøgt af en fagperson, såfremt du

observerer synlige tegn på, at armeringen i din altan ruster.

Revner i beton kan dog have mange andre årsager og behøver ikke nødvendigvis

at være relateret til korrosion af den indstøbte armering. Et eksempel på andre

typer af revner kan være svindrevner (Figur 7) eller temperaturbetingede

bevægelsesrevner, som dog også kan give anledning til armeringskorrosion og/

eller generel betonnedbrydning, hvis ikke de håndteres.

Interne revner i betonen, som er orienteret planparallelt med altanens

over- og underside (delamineringer) kan blandt andet opstå, fordi betonen

ikke er frostsikker eller fordi den kemiske sammensætning af betonen er

uhensigtsmæssig. I begge tilfælde vil tilgangen af fugt være afgørende for, om

skader vil opstå. Disse overfladeparallelle revner kan i nogle tilfælde observeres

som vandrette revner i altanernes forkanter (Figur 8), men kan også være skjult.

Figur 7: Netrevner i overside af altan. Der er her tale om meget fine

svindrevner, som kun optræder i overfladen og betydningen for

betonens og armeringens holdbarhed er derfor i dette tilfælde minimal.

Statiske revner kan optræde fordi betonen er utilstrækkeligt armeret eller fordi der

er sket en reduktion i altanens bæreevne som følge af nedbrydning af beton og/

eller armering.

Statiske revners orientering og betydning for konstruktionen vil afhænge af

altanens konstruktive udformning og vil blive nærmere beskrevet i de følgende

afsnit: ”Særligt for udkragede altaner” og ”Særligt for understøttede altaner”.

Udover revner og rustudfældninger er det vigtigt at holde øje med,

hvorvidt betonen er udsat for en uhensigtsmæssig fugtpåvirkning. Nyere

betonkonstruktioner udstøbt efter indførelsen af basisbetonbeskrivelsen i 1986

vil typisk være mindre følsomme over for fugtpåvirkning, mens det for ældre

betonkonstruktioner udstøbt før 1986 ofte vil være væsentligt at yde en god

fugtbeskyttelse af betonen, for at undgå nedbrydning af betonen.

Figur 8: Vandrette revner i forkant, som indikerer, at betonen er delamineret.

Der ses desuden hvide og brunlige udfældninger fra revnerne, som indikerer,

at der foregår en fugttransport i revnerne. Delamineringer kan dog også

optræde uden det giver sig udtryk i form af revner i forkanten. Derudover er

mange altaner udført med rækværk eller brystninger, der skjuler altanernes

forkanter, hvormed eventuel revnedannelse i forkanten vil være skjult.

Før indførelsen af basisbetonbeskrivelsen i 1986 var fokus på betonkonstruktioners

holdbarhed generelt lav, og det er derfor ofte tilfældigt, hvorvidt betonen i

konstruktioner opført før denne periode egner sig til at blive eksponeret for fugt

eller ej.

Hvide udfældninger og/eller afskallende maling på undersiden af en altan

vil indikere, at der foregår en fugtgennemsivning i betonen, som kan være

medvirkende til at initiere nedbrydning af både beton og armering.

En nærmere beskrivelse af hvad du som altanejer kan gøre for at forhindre

fugtgennemsivning i betonen fremgår af afsnittet ”Hvad kan der gøres for at

forebygge nedbrydning af min betonaltan” i nærværende vejledning.

Figur 9: Venstre: Altan med kraftige hvide udfældninger på undersiden.

Højre: Altan med kraftige malingsafskalninger på undersiden.

Begge tilfælde giver en klar antydning om, at betonen er udsat for

fugtpåvirkning og gennemsivning af vand.

Foruden tilstanden af altanpladen vil det altid være relevant også at kigge på

tilstanden af altanens rækværk. En altans rækværk kan både være udført i stål

eller som betonbrystning.

I betonbrystninger er det i princippet de samme nedbrydningsmekanismer

der er gældende som i altanpladen og det vil derfor være de samme visuelle

nedbrydningskendetegn der er væsentlige at holde øje med.

Derudover er det væsentligt at holde øje med området omkring fastgørelsen af

rækværket i altanplade og facade. Revner og rustfarvede udfældninger omkring

rækværkets fastgørelse i beton og murværk kan indikere, at der foregår korrosion

af de indstøbte fastgørelser (Figur 10).

Figur 10: Revner og rødbrune udfældninger omkring scepterfæste til rækværk

indikerer, at der foregår korrosion på rækværkets fastgørelse i betonen.

Rækværkets bæreevne kan være reduceret som følge heraf.

Særligt for udkragede altaner

Den primære bærende del i udkragede altaner vil enten bestå af indstøbte

udliggerjern eller indstøbt armering, som er orienteret vinkelret på facaden (jf.

Figur 3 og Figur 4). Revner som er orienteret parallelt med facaden og dermed

vinkelret på den bærende armering, kan som tommelfingerregel betegnes som

værende potentielt kritiske for konstruktionen.

For udkragede altaner er revner orienteret parallelt med facaden i altanens

overside derfor særligt vigtige at holde øje med, da sådanne revner kan medføre

alvorlig korrosion på de bærende armeringsjern, hvis revnerne har en dybde der

gør, at de når ned til armeringen.

Figur 11: Revne i overside af altan orienteret parallelt med

facade/forkant. Her er revnen orienteret nær forkanten, hvorfor

revnens betydning er mindre kritisk for altanens bæreevne. Som

tommelfingerregel kan anvendes, at jo tættere en sådan revne er på

facaden, jo mere kritisk vil den potentielt være for altanens bæreevne.

Ovenstående type revner kan, foruden risikoen for nedbrydning af den bærende

armering, indikere, at der er aktuelle problemer med altanens bæreevne.

Observerer du som altanejer derfor sådanne revner på din udkragede altan, er

det en god ide at kontakte en fagperson med speciale i tilstandsvurderinger af

betonaltaner (eksempelvis en rådgiver), som kan vurdere revnernes betydning for

konstruktionen nærmere.

Revner i hulkehl, murværk og fuger, hvor altanpladen møder facaden, er ligeledes

væsentlige at holde øje med, da revner i dette område kan give øget adgang for

fugt i et kritisk område, hvilket kan være medvirkende til at starte korrosion af

udliggerjern eller armering.

Figur 12: Venstre: Revne i hulkehl under terrassedør. Hulkehlen har normalt

til formål at lede vand væk fra samlingen mod facaden, men hulkehlens

funktion vil her lokalt være forringet. Højre: Revner i mørtelfuger i område,

hvor altanplade møder facade, giver øget adgang for fugt til udliggerjern,

hvilket kan være medvirkende til at initiere korrosion på jernene.

For altaner med udliggerjern gælder desuden, at revner som er orienteret

netop over udliggerjernene, parallelt med disse, kan indikere, at der foregår

aktiv korrosion af udliggerjernene. Sådanne revner kan dog også være opstået i

forbindelse med udstøbningen af betonen. En yderligere indikation på, at korrosion

foregår vil være, hvis der i forbindelse med revnerne observeres en udbuling af

betonen over udliggerjernene (Figur 13).

Figur 13: Altan med udliggerjern, hvor der ses revner og opbuling i

undersiden, som er orienteret vinkelret på facaden. I dette tilfælde er

revnen opstået som følge af korrosion på et overliggende udliggerjern.

Denne type revner og udbulinger kan både optræde i altanens over- og

underside afhængigt af, hvor på udliggerjernet korrosionen foregår.

Bemærk at der ikke ses rødbrune udfældninger i forbindelse med revnen,

selvom der foregår korrosion, fordi der ikke er en fugtgennemsivning i

altanpladen, der fører rustudfældninger med til undersiden.

Særligt for understøttede altaner

I understøttede altaner er den bærende hovedarmering placeret i undersiden

af altandækket og vil almindeligvis være orienteret parallelt med bygningens

facade.

Synlige revner som har en orientering der er vinkelret på facaden vil være særligt

vigtige at holde øje med for denne altantype, da sådanne revner, afhængig

af deres størrelse og forløb, vil kunne medføre korrosion af den bærende

hovedarmering, hvilket kan føre til en reduceret bæreevne af altanen.

Figur 14: Altan med tværgående revne med hvide udfældninger. De hvide

udfældninger i revnen indikerer, at der foregår en gennemsivning af vand, men

det er uvist, hvorvidt korrosion af den indstøbte armering foregår. Revnen kan

være særligt kritisk for simpelt understøttede altaner, fordi hovedparten af de

bærende armeringsjern risikerer at stå i kontakt med revnen.

Rødbrune udfældninger i forbindelse med revnen vil desuden være en yderligere

indikation på, at korrosion foregår på den indstøbte armering.

Revner som kun er synlige på undersiden af altandækket og som er orienteret

vinkelret på facaden omkring altanens centerlinie kan antyde, at der er

problemer med altanens bæreevne. Ligeledes kan (stor) nedbøjning af pladen

indikere bæreevneproblemer.

Har du en understøttet altan og observerer du tværgående revner som beskrevet

ovenfor eller stor nedbøjning, bør du som altanejer kontakte en fagperson, som

kan undersøge din altans tilstand nærmere.

Figur 15: Altan med tværgående revner i undersiden. Hvis revnerne kun

er synlige på undersiden og hvis revnevidden bliver mindre opefter (kan

eventuelt ses på altanens forkant), kan det være en indikation på, at der

er aktuelle problemer med altanens bæreevne.

Nedbrydning uden synlige tegn

Som beskrevet i nærværende vejledning er der en række synlige tegn på

nedbrydning du som altanejer kan være med til at identificere med henblik på at

udbedre og forebygge nedbrydning af din altan.

Nedbrydning i beton kan dog også foregå uden det nødvendigvis viser sig i form

af synlige skader eller tegn på nedbrydning på betonens overflade.

Eksempelvis kan betonen være delamineret, hvilket betyder, at betonen

ikke længere er sammenhængende i hele betonens tværsnit (Figur 16) og

delaminering omkring armeringsjern kan betyde at disses forankring er reduceret

(reduceret bæreevne).

Figur 16: Borekerne udtaget i altanplade med delamineret beton.

Venstre: Borekerne som den ser ud netop efter udboring i altanplade.

Højre: Samme borekerne vakuumimprægneret med fluorescerende epoxy og

gennemskåret på langs. I UV-lys ses delamineringerne meget tydeligt.

Delamineret beton skyldes typisk frostskader eller alkali-kisel-reaktioner, som

begge er nedbrydningsmekanismer der kræver, at betonen tilføres fugt, for at

de kan forløbe. En god fugtbeskyttelse af betonen kan derfor være med til at

begrænse eller helt undgå den type skader.

Disse skader initieres oftest fra oversiden og “arbejder” sig ned mod undersiden

med tiden. Da oversiden af selve betonen typisk er afsluttet med et pudslag,

ses skaderne oftest først, når problemet er omfangsrigt. Dette er især kritisk for

udkragede altaner med armering i oversiden, da denne kan miste sin forankring i

den delaminerede beton, og pladen dermed potentielt kan “glide ud”.

For udkragede altaner med udliggerjern kan der foregå korrosion på stålprofilerne

i området under facademuren, hvilket ikke nødvendigvis vil medføre visuelle

indikationer på hverken betonoverfladen eller i murværket.

Du kan læse mere om problematikken omkring netop denne altantype i Trafik-,

Bygge- og Boligstyrelsens folder ”Udkragede altaner med udliggerjern – har du

en?”.

Figur 17: Eksemplificeret tværsnit af altan med udliggerjern. Område

under og bag facademur kan være kritisk i forhold til korrosion på

stålprofilerne, fordi omstøbningen af jernene i dette område ofte er dårlig

og fordi der ofte er fugtigt i dette område.

HVAD SKAL DER GØRES FOR AT

FOREBYGGE NEDBRYDNING?

Når kritiske skader opstår på altaner, hænger det ofte sammen med manglende

vedligehold af altanerne. Omvendt er et godt vedligeholdelsesprogram ikke

nødvendigvis en garanti for, at nedbrydning kan undgås fuldstændigt. Meget

ofte vil man dog kunne reducere risikoen for betonskader samt forlænge

levetiden af sin altan betydeligt, ved at have et tilstrækkeligt fokus på

vedligeholdelsesforanstaltninger.

I følgende afsnit gennemgås en række af de mest almindelige

vedligeholdelsesforanstaltninger som kan være relevante for dig som altanejer.

Da betonskader kan være dyre at udbedre, vil der ofte kunne være penge at spare,

ved at investere i forebyggende foranstaltninger frem for at vente til skaderne

opstår.

Den væsentligste årsag til nedbrydning af betonkonstruktioner er fugtindtrængning

i betonen. Udendørs betonkonstruktioner udført efter midten af 1980’erne

vil typisk være designet således, at betonen kan modstå den miljømæssige

eksponering den udsættes for i udendørs miljø.

Før denne periode var der dog ikke samme fokus på betoners holdbarhed, som

der er i dag, og betonkonstruktioner udført før denne periode, er derfor ikke

nødvendigvis designet til at kunne modstå den fugtbelastning der påføres i

udendørs miljø.

Løbende vedligehold af belægninger, membraner, fuger og afvandingssystemer,

som har til formål at holde betonen tør, er derfor essentielt i forhold til at

forebygge og undgå betonskader på din altan.

Som ejer af en betonaltan kan du holde øje med om afvandingen på din altan

foregår hensigtsmæssigt eller ej. Hvis der ved regnskyl opstår vandpytter på

din altan, er det fordi afvandingen ikke foregår korrekt, hvilket typisk vil skyldes

blokerede afløb eller at faldet mod afløbet er udført forkert (Figur 18).

Afvanding kan også foregå mod altanens forkant. For denne type af altaner vil

det være særligt vigtigt, at der på altanens underside nær forkanten, er udført en

drypkant/næse til afledning af det vand der ledes bort fra altanens overside (Figur

19 øverst).

I tillæg til ovenstående anbefales det, at altanens overside holdes fri for

gulvtæpper etc. som kan være med til at holde på fugten og vanskeliggøre

afvandingen af altanpladen.

Ud over at sikre, at vandet løber af altanen, som det skal, kan du beskytte din altan

mod fugtindtrængning ved at sikre, at membraner og belægninger på din altans

overflader er i intakt stand.

Belægninger på en altans overflader kan udover at forhindre fugtindtrængning

også have den funktion, at de begrænser betonens reaktion med luftens CO

(karbonatisering), hvilket i sidste ende kan være medvirkende til at forlænge

betonens levetid. En tæt membran vil derfor overordnet set være medvirkende til

at forlænge betonens levetid.

Figur 18: Altan hvor afvanding ikke foregår korrekt. I dette tilfælde opstår

der vandpytter mod brystningen ved altanens forkant.

Figur 19: Øverst: Drypnæse (markeret på foto) ved forkant som i dette tilfælde

er ”indstøbt” i betonen. Drypnæsen sørger for at overfladevand drypper af ved

altanens forkant og reducerer opfugtningen af altanens underside.

Nederst: Udslidt/defekt belægning på overside af altan medfører øget

opfugtning af betonen.

HVIS DU SKAL HAVE HJÆLP?

Hvis du observerer nogle af de i vejledningen nævnte nedbrydningskendetegn

og er i tvivl om tilstanden af din altan, er det en god ide at få en fagperson til at

udføre en tilstandsvurdering af altanen.

I følgende afsnit gennemgås en række af de forskellige undersøgelsesmetoder,

som en fagperson kan anvende i forbindelse med tilstandsvurderinger af altaner.

Første led i tilstandsvurderingen vil typisk bestå af en visuel besigtigelse, hvor der

dannes et overblik over altanens type samt det visuelle skadesbillede.

På baggrund af den visuelle besigtigelse vil det videre undersøgelsesomfang

blive fastlagt. I få tilfælde kan den visuelle besigtigelse stå alene, men oftest vil

det kræve, at der udtages prøver af betonen til nærmere analyse, for at kunne

udføre en fyldestgørende tilstandsvurdering. Hvorvidt dette er tilfældet kan både

afhænge af hvilken altantype der er tale om, samt hvilket visuelt skadesbillede der

observeres.

Kender man ikke årsagen til skadernes opståen, risikerer man, at de

udbedrende foranstaltninger ingen effekt har og at nye skader opstår kort efter

reparationsarbejdet er udført.

For at bestemme den nøjagtige karakter af en betonskade samt årsagen

til betonskadens opståen, kræves det, at der udtages prøver fra betonen til

analyse i et laboratorium. Destruktive indgreb (Eksempelvis ophugninger til

armering eller udtagning af borekerner) vil derfor ofte være en væsentlig del af

tilstandsundersøgelsen af din altan.

Desuden vil et destruktivt indgreb, modsat den visuelle besigtigelse, kunne afsløre

eventuel nedbrydning, som ikke er synlig på overfladen af betonen.

Som supplement til destruktive undersøgelser kan der anvendes forskellige former

for ikke-destruktivt måleudstyr (NDT-udstyr).

Undersøgelser med ikke-destruktivt måleudstyr vil typisk medvirke, at omfanget

af destruktive prøver kan begrænses, men en NDT-undersøgelse vil næsten

altid skulle suppleres af destruktive indgreb. Eksempler på ikke-destruktive

undersøgelsesmetoder, som kan være relevante at udføre i forbindelse med

altanundersøgelser er følgende:

Korrosionsmålinger. Armeringens korrosionsaktivitet kan fastlægges i

ønskede områder på konstruktionen (typisk hele altanpladen).

Undersøgelsen vil give et overblik over områder med risiko for aktiv

armeringskorrosion, men vil ikke give et overblik over den aktuelle tilstand

af armeringen, hvilket vil kræve ophugninger til armeringen. Metoden

kræver at der i forbindelse med målingerne etableres kontakt med

armeringen, hvorfor enkelte destruktive indgreb kan være nødvendige

for at gennemføre målingerne (ophugning til armering vil altid være

nødvendigt, hvis ikke der i forvejen er blotlagt armering på konstruktionen).

Måling af indstøbt armerings dæklag og placering. Armeringens dæklag og

placering kan bestemmes ved hjælp af målinger med covermeter eller

georadar, men armeringens type, dimension og tilstand kan kun

bestemmes vha. destruktive undersøgelser (kerneudboring eller

ophugning).

Måling af betonens integritet. Det er muligt at måle, hvorvidt betonen

er sammenhængende eller om der forekommer større luftindeslutninger,

overfladeparallelle revner (delamineringer) eller stenreder med forskellige

former for ikke-destruktivt måleudstyr, f.eks. ultralydsmåling. Eventuelle

defekters eksakte karakter og dermed betydning for konstruktionen skal

dog altid verificeres ved hjælp af destruktive indgreb. Ved renovering af

f.eks. frost- eller alkali-kiselskadet beton, kan disse metoder ligeledes

bruges til at afgrænse, hvilke områder der er skadede og hvilke der er

intakte.

En oversigt over hvordan en typisk tilstandsundersøgelse af betonaltaner foregår

fra start til slut fremgår af flowdiagram på næste side (figur 20).

1. Indledende besigtigelse,

herunder identifikation af

altantype og eventuelle skaders beskaffenhed.

2. Planlægning af undersøgelse,

herunder udvælgelse

af altaner for nærmere undersøgelse.

3. Feltundersøgelse,

Udtagning af boreprøver,

ophugninger og evt. ”ikke destruktive” undersøgelser.

4. Laboratorieundersøgelser

på prøver udtaget ved

feltundersøgelsen.

5. Analyse

af resultaterne fra felt- og

laboratorieundersøgelserne.

6. Rapport

med vurdering af altanernes tilstand og

skønnede restlevetid. Evt. udarbejdelse af reparationsforslag.

7. Evt. supplerende undersøgelser

på yderligere

altaner på baggrund af konklusionerne i rapporten.

Figur 20: Flowdiagram som viser, hvordan en typisk

altanundersøgelse vil se ud fra start til slut.