BEU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 34: MFU spm., om ministeren vil oversende de forskningsmæssige resultater, der ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering dokumenterer, at visitering med input fra profilering har signifikante positive beskæftigelseseffekter m.v., til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2019-20
BEU Alm.del
Offentligt

Sagsbehandlerrelaterede forhold

som påvirker lediges jobchancer

Litteraturgennemgang

Anna Amilon og Henrik Lindegaard Andersen

BEU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 34: MFU spm., om ministeren vil oversende de forskningsmæssige resultater, der ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering dokumenterer, at visitering med input fra profilering har signifikante positive beskæftigelseseffekter m.v., til beskæftigelsesministeren

Sagsbehandlerrelaterede forhold som påvirker lediges jobchancer –

Litteraturgennemgang

e-ISBN: 978-87-7119-677-1

Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE

Projekt: 301382

VIVE – Viden til Velfærd

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K

www.vive.dk

VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

Forord

Baggrunden for denne litteraturgennemgang er

Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats,

som

blev indgået i august 2018 mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Kon-

servative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk

Folkeparti. Aftalen har til formål at skabe større fleksibilitet og frihed i beskæftigelsesindsatsen. Som

en del af aftalen blev indført, at a-kasser kan deltage i fællessamtaler i jobcenteret ved brug af video.

Det blev samtidig besluttet i aftalen, at effekten af personligt fremmøde kontra videomøder ved sam-

taler skal belyses gennem en litteraturgennemgang. VIVE har derfor undersøgt litteraturen om even-

tuelle effekter ved brug af video eller andre typer af beskæftigelsesrelaterede distancemøder – kon-

tra personligt fremmøde – på lediges overgang til beskæftigelse eller uddannelse.

Derudover undersøger denne litteraturgennemgang sagsbehandlernes rolle i beskæftigelsesindsat-

sen. Vi inddrager forskningslitteratur udgivet i perioden 2000-2019 og har fokus på kvantitative stu-

dier med et kausalt forskningsdesign (dvs. hvor studiet undersøger årsagssammenhængen mellem

det undersøgte forhold og borgerens beskæftigelse eller uddannelse).

Rapporten er udarbejdet af forsker Henrik Lindegaard Andersen og seniorforsker og projektleder

Anna Amilon. Bibliotekar Kirsten Birkefors har bistået med hjælp til litteratursøgningerne. Forsk-

ningsleder ved Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt har foretaget en fagfællebedømmelse på

rapporten og takkes for en grundig og kvalificeret kritik. Rapporten er iværksat på foranledning af

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som også har finansieret undersøgelsen.

Lisbeth Pedersen

Forsknings- og analysechef for VIVE Arbejde og Ældre

2019

Indhold

Sammenfatning ................................................................................................................5

Emneområde 1 – Møder på distance ...................................................................................... 5

Emneområde 2 – Sagsbehandlerrelaterede forhold ............................................................... 6

Perspektivering........................................................................................................................ 8

Introduktion............................................................................................................ 10

Emneområde 1: Viden om effekten af møder på distance på borgerens

overgang fra ledighed til uddannelse eller beskæftigelse ....................................... 12

2.1

Det identificerede studie – Møder på distance ........................................................... 13

Emneområde 2: Viden om effekten af sagsbehandlerrelaterede forhold på

lediges overgang til uddannelse eller beskæftigelse .............................................. 15

3.1

3.2

3.3

3.4

Sagsbehandlerens relative effektivitet ........................................................................ 15

Mekanisme til visitering af det rette tilbud til borgeren ................................................ 18

Effekten af en reduceret sagsstamme ........................................................................ 24

Øvrige studier .............................................................................................................. 29

Vurdering af studiernes kvalitet.............................................................................. 34

Metode – Emneområde 1 ...................................................................................... 37

5.1

5.2

5.3

Afgrænsninger ............................................................................................................ 37

Litteratursøgning ......................................................................................................... 37

Udvælgelse af relevante studier ................................................................................. 38

Metode – Emneområde 2 ...................................................................................... 40

6.1

6.2

6.3

Afgrænsninger ............................................................................................................ 40

Litteratursøgning ......................................................................................................... 40

Udvælgelse af relevante studier ................................................................................. 41

Litteratur ......................................................................................................................... 42

Sammenfatning

Beskæftigelsesindsatsen i Danmark skal understøtte, at virksomhederne kan finde den arbejdskraft,

de har brug for, samtidig med at ledige borgere så hurtigt som muligt finder et job, som matcher

deres kompetencer og evner. Jobcentrene varetager kontakten mellem virksomheder og borgere

og spiller dermed en nøglerolle i at sikre en smidig og velfungerende beskæftigelsesindsats, som

tilgodeser begge parters behov.

I praksis står sagsbehandlerne i jobcentrene for de primære opgaver i forhold til at sikre en vel-

fungerende beskæftigelsesindsats. Sagsbehandlerne har imidlertid flere, delvis modstridende roller:

de skal fx både hjælpe og støtte borgerne i at finde relevante jobs at søge, og samtidig kontrollere,

at borgerne lever op til kravene i lovgivningen, og de skal udstede sanktioner over for borgere, der

ikke lever op til kravene. Det er derfor relevant at undersøge, hvordan forskellige sagsbehandler-

relaterede forhold, herunder sagsbehandlernes adfærd, men også rammerne for den indsats, som

de leverer, påvirker borgernes overgang til uddannelse og/eller beskæftigelse.

Denne litteraturgennemgang har fokus på sagsbehandlerrelaterede forhold i beskæftigelsesindsat-

sen i bred forstand. Vi har gennemført to selvstændige, men relaterede søgninger. Den første søg-

ning afdækker litteraturen vedrørende effekten af personligt fremmøde i forhold til videomøder, eller

andre typer af distancemøder, på lediges beskæftigelses- og uddannelseschancer. Baggrunden for

denne søgning er

Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats,

som har til formål at skabe større

fleksibilitet og frihed i beskæftigelsesindsatsen. Som en del af aftalen har man indført, at a-kasser

kan deltage i fællessamtaler ved brug af video. Det er i aftalen samtidig besluttet, at effekten af

personligt fremmøde ved samtaler skal belyses gennem en litteraturgennemgang. Vi har derfor un-

dersøgt litteraturen om eventuelle effekter af brug af video, eller andre typer af beskæftigelsesrela-

terede distancemøder, kontra personligt fremmøde, på lediges overgang til beskæftigelse eller ud-

dannelse.

Det var forventet, at der ikke ville være mange studier om dette præcise område, primært fordi

forholdsvis få lande opererer med videomøder, eller andre typer af distancemøder, i beskæftigel-

sesindsatsen. Litteraturgennemgangen blev derfor udvidet til at omfatte sagsbehandlerrelaterede

forhold og disses betydning for lediges chancer for beskæftigelse, herunder sagsbehandlerens ef-

fektivitet, dennes visitering af indsats til borgeren og effekten af reduceret sagsstamme.

Resultaterne af de to søgninger og konklusionerne fra de identificerede studier sammenfattes ne-

denfor.

Emneområde 1 – Møder på distance

Som forventet forelå der ikke megen viden om effekten på ledige borgeres uddannelse eller beskæf-

tigelse af møder på distance. På baggrund af en omfattende litteratursøgning identificerede vi et

enkelt studie inden for emneområdet (Cheung et al., 2017). Studiet undersøger, hvorvidt beskæfti-

gelsesrettede møder mellem ledige og sagsbehandlere via internet eller telefon har betydning for

den lediges overgang til beskæftigelse sammenholdt med, om møderne finder sted ansigt til ansigt,

i en svensk kontekst. Da konteksten er anderledes end den er skitseret i

Aftale om en forenklet

beskæftigelsesindsats

(hvor det er tale om, at a-kasser deltager i fællessamtaler via video), er det

uklart, hvorvidt resultaterne kan overføres til den danske kontekst.

Aftalen blev indgået i august 2018 mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti)

og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Cheung et al. (2017) undersøger overordnet, hvorvidt øget mødefrekvens har betydning for over-

gangen til beskæftigelse. Den sædvanlige indsats består af to-tre møder mellem sagsbehandler og

borger i løbet af de første tre måneder efter indskrivning ved et jobcenter. Indsatsen består i yderli-

gere tre individuelle møder (mellem borger og sagsbehandler) i løbet af perioden, alternativt fem

ekstra gruppemøder. De individuelle møder kunne ske enten personlig eller på distance (via internet

eller telefon). En tredjedel af borgerne deltog i hver af de tre indsatstyper (henholdsvis hyppigere

møder ved personligt fremmøde, på distance eller ekstra gruppemøder).

Hovedformålet med undersøgelsen var imidlertid ikke at undersøge forskellige typer af møder, men

at undersøge såkaldte ”displacement” – eller forskydningseffekter. En forskydningseffekt sker, når

en indsats’ positive effekter resulterer i reduceret sandsynlighed for at finde et job blandt de borgere,

som ikke er en del af indsatsen.

Resultater – Møder på distance

Cheung et al. (2017) viser, at indsatsen resulterer i en ca. 2-4 procentpoint lavere arbejdsløshed og

en 5,9 dage kortere arbejdsløshedsperiode i indsatsgruppen (der deltog i flere møder med sagsbe-

handleren, uanset type) sammenholdt med kontrolgruppen. Ekstra gruppemøder har ingen positiv

effekt. Studiet undersøger ikke forskellen mellem personlige møder og distancemøder i en regres-

sionsmodel, men en grafisk fremstilling indikerer, at der ikke er signifikante forskelle mellem de to

mødetyper (personlige møder og distancemøder) i forhold til effekten på andelen arbejdsløse. De

positive effekter af øget mødehyppighed skyldes primært, at de ledige, der deltager i flere individu-

elle møder (enten personlige eller på distance), søger flere jobs, som sagsbehandlerne har frem-

søgt.

Studiet finder imidlertid også, at ledighedsperioden for borgere, der

ikke

deltager i indsatsen, bliver

et par dage længere i gennemsnit, således at de tidligere identificerede positive effekter på arbejds-

løshedsperioden samlet set bliver nul på tværs af deltagende og ikke-deltagende borgere. Med an-

dre ord er forskydningseffekten af indsatsen 100 %. Studiet finder imidlertid også, at de positive

effekter af indsatsen er størst for svage ledige (fx indvandrere), mens forskydningseffekterne er

jævnt fordelt over forskellige grupper af ledige. Forfatternes policy-konklusion er derfor, at mere

frekvente møder bør målrettes svage ledige, samt at det ikke har betydning, hvorvidt disse møder

sker ansigt-til-ansigt eller på distance (via internet eller telefon).

Emneområde 2 – Sagsbehandlerrelaterede forhold

Den anden søgning resulterede i sammenlagt 19 studier, som undersøger henholdsvis sagsbehand-

lernes relative effektivitet (tre studier), sagsbehandlerens visitering af indsats til borgeren (fem stu-

dier), effekten af lavere sagsstamme (fem studier) samt øvrige sagsbehandlerrelaterede forhold (syv

studier).

Tabel 1 kategoriserer resultaterne efter evidens (jf. Beskæftigelsesministeriets videnshierarki be-

skrevet i tabellen).

Tabel 1

Kategorisering af litteratur om sagsbehandlerrelaterede forhold

Resultater

Borgere, der bliver allokeret til en rela-

tivt set effektiv sagsbehandler, kommer

hurtigere i beskæftigelse

Den mekanisme, man benytter for at

visitere borgeren til en bestemt tilbud

har en betydning

Reduceret sagsstamme har positiv be-

tydning for borgernes overgang til be-

skæftigelse

Evidens

Indikation

Type af indsats

Sagsbehandlerens relative effektivitet

Mekanisme til visitering af tilbud

Indikation

Samt indikation af, at et profilerings-

værktøj er det mest effektive redskab

Moderat evidens

Reduceret sagsstamme

Kilde: VIVE.

Sagsbehandlernes relative effektivitet

Tre studier (Rosholm et al., 2018; Bech, 2015; Lagerström, 2011) undersøger sagsbehandlerens

relative effektivitet (dvs. set i relation til øvrige sagsbehandlere), og hvorvidt denne har betydning

for borgerens overgang til beskæftigelse. Studierne er ikke publiceret i videnskabelige tidsskrifter,

men to af dem er udgivet i anerkendte rapportserier, og et er en del af en ph.d.-afhandling. Studierne

er gennemført i en skandinavisk kontekst og baserer sig på en antagelse om, at det er tilfældigt,

hvilken sagsbehandler en borger tilknyttes for at identificere effekten af sagsbehandlerens relative

effektivitet på borgerens beskæftigelse. Samtlige tre studier konkluderer, at borgeren hurtigere kom-

mer i job, hvis vedkommende er tilkoblet en mere effektiv sagsbehandler. Policy-implikationen af

resultatet er dog uklar, idet den undersøgte indsats er sagsbehandlerens

relative

effektivitet. Det er

derfor uklart, hvorvidt fx et videreuddannelsesforløb blandt de mindst effektive sagsbehandlere ville

have positiv betydning for beskæftigelsen samlet set.

Mekanisme til visitering af tilbud

En sagsbehandler, der har personligt kendskab til den ledige borger og viden om det lokale arbejds-

marked og det lokale tilbud af aktiveringsindsatser, har potentielt mulighed for at visitere borgeren

til den for vedkommende mest effektive indsats. Vi har identificeret fire studier, der undersøger, hvor

effektiv sagsbehandlerens visitering af borgeren til en aktiveringsindsats er, sammenholdt med for-

skellige andre typer af visiteringsprocedurer samt et studie, der undersøger årsagerne til, at en spe-

ciel visitering er mere effektiv.

Resultaterne peger i forskellige retninger, hvilket gør det vanskeligt at drage en overordnet konklu-

sion om evidensen. Lechner & Smith (2007) og Staghøj, Svarer & Rosholm (2010) viser, at et pro-

fileringsværktøj, hvor et tilbud vælges på baggrund af observerbare borgerkarakteristika og en sta-

tistisk model, fungerer bedre end sagsbehandlervisitering. Derfor konkluderer VIVE, at der findes

en indikation af, at et profileringsværktøj et er godt redskab at bringe i anvendelse, når ledige bor-

gere skal visiteres til et effektivt tilbud.

Bolhaar, Ketel & van der Klaauw (2018) finder positive effekter af sagsbehandlervisitering set i for-

hold til, hvis borgeren slet intet tilbud får, mens Rinne, Uhlendorff & Zhao (2012) finder en lille, men

positiv effekt af at overdrage mere beslutningskompetence til borgeren set i forhold til, hvis sagsbe-

handleren kun lægger sin egen vurdering til grund for visiteringen. Dette resultat tilføjer således den

viden, at det kan være fordelagtigt at inddrage borgeren i visiteringsbeslutning – måske i kraft af en

større motivation hos borgeren som følge af den større egenindflydelse. På samme vis finder Huber,

Lechner & Mellace (2017), at ikke-samarbejdsorienterede sagsbehandlere, der tilsyneladende er

mere effektive, ikke opnår deres højere effektivitet ved at visitere borgerne til mere effektive tilbud,

men at effekten sandsynligvis opstår, fordi de i højere grad formår at motivere deres klienter.

Med udgangspunkt i den blandede evidens, kan VIVE ikke på et evidensmæssigt sikkert grundlag

konkludere, om sagsbehandlervisitering (med en vis grad af borgerinddragelse) er den bedste me-

tode at visitere borgere til de mest effektive tilbud, men vi kan konkludere, at der findes en indikation

af, at visiteringsmekanismen spiller er signifikant rolle for borgerens senere overgang til beskæfti-

gelse.

Effekten af en reduceret sagsstamme

En sagsbehandler, der får reduceret sin mængde af sager, kan potentielt give den enkelte borger

en bedre og mere intensiv vejledning, hvilket kan forbedre borgerens beskæftigelseschancer. VIVEs

litteratursøgning har identificeret i alt fem studier, der undersøger effekten af reduceret sagsstamme.

Både målgruppe og metode varierer på tværs af studierne, men overordnet set er fire ud af fem

studier publiceret i internationale fagfællevurderede tidsskrifter, hvilket tæller positivt i en kvalitets-

vurdering. Samtlige studier finder signifikante positive effekter på borgerens afgang fra ledighed til

beskæftigelse. Vi konkluderer, at der eksisterer moderat evidens for, at en reduceret sagsstamme

er forbundet med positive effekter på afgangen fra ledighed.

For at en lavere sagsmængde pr. sagsbehandler skal give samfundsøkonomisk mening, er det vig-

tigt, at de omkostninger, der er forbundet med fx at ansætte flere sagsbehandlere, også afspejles i

økonomiske gevinster, fx i form af en hurtigere overgang fra dagpenge eller kontanthjælp til ordinær

beskæftigelse blandt de ledige. Resultaterne tyder på, at en reduceret sagsstamme er en omkost-

ningseffektiv indsats.

Øvrige studier

I alt syv studier undersøger øvrige sagsbehandlerrelaterede forhold. Resultaterne viser, at forholds-

vis enkle og billige indsatser, som at hjælpe sagsbehandlerne at organisere deres tid og foretage

prioriteringer (Ferracci & Martin, 2015), at udbetale en bonus til sagsbehandleren, når borgeren

kommer i beskæftigelse (Johansen, Holm & Rosdahl, 2009), at undgå sagsbehandlerskift (Rosholm,

Sørensen & Skipper, 2017) samt at undgå at aflyse planlagte møder (Schiprowski, 2017), har posi-

tive effekter på borgernes beskæftigelse.

Derudover viser studierne, at lighed mellem borger og sagsbehandler i forhold til køn, alder, uddan-

nelsesniveau, tidligere erfaring med ledighed og især nationalitet har positiv effekt på sandsynlighe-

den for beskæftigelse (Behncke, Frölich & Lechner, 2010a), samt at en positiv indstilling fra sags-

behandlerens side til borgerens jobchancer har positiv betydning for vedkommendes beskæftigelse

(Rosholm, Sørensen & Skipper, 2017).

Perspektivering

Samlet set viser resultaterne, at sagsbehandlerrelaterede forhold har betydning for borgerens over-

gang til beskæftigelse. Især finder vi moderat evidens for, at reduceret sagsstamme har positive

effekter. Det er dog værd at bemærke, at kun et enkelt studie Cheung et al. (2017) undersøger

forskydningseffekter. Dette studier finder, at forskydningseffekten af hyppigere møder mellem bor-

ger og sagsbehandler er 100 %. Det vil sige, at en mere effektiv beskæftigelsesindsats over for

nogle borgere resulterer i en tilsvarende negativ effekt på øvrige borgeres (der ikke modtager ind-

satsen) jobmuligheder. Forskydningseffekten er egentlig ikke overraskende set i lyset af, at sags-

behandleren ikke kan påvirke antallet af ledige stillinger på det lokale arbejdsmarked. Det indebæ-

rer, at sagsbehandleren kan bidrage til et hurtigt og effektivt match af borgere til ledige stillinger og

potentielt bidrage til at sikre, at borgeren har de fornødne kompetencer, ved at visitere dem til en

effektiv aktiveringsindsats (selvom Lechner & Smith (2007) og Staghøj, Svarer & Rosholm (2010)

finder det modsatte), men på den lange bane kan de ikke påvirke antallet af stillinger at henvise

borgerne til. Selvom vi finder moderat evidens for, at lavere sagsstamme har positiv effekt for over-

gangen til beskæftigelse, skal resultatet fortolkes med forsigtighed, idet der endnu ikke eksisterer

studier, der har undersøgt eventuelle forskydningseffekter af denne type indsats.

Introduktion

Beskæftigelsesindsatsen i Danmark skal understøtte, at virksomhederne kan finde den arbejdskraft,

de har brug for, samtidig med at ledige borgere så hurtigt som muligt finder et job, som matcher

deres kompetencer og evner. Jobcentrene spiller dermed en nøglerolle i at sikre en smidig og vel-

fungerende beskæftigelsesindsats, som både tilgodeser virksomhedernes og borgernes behov.

Af-

tale om en forenklet beskæftigelsesindsats

har til formål at skabe større fleksibilitet og frihed i be-

skæftigelsesindsatsen, samtidig med at fokusset på resultater styrkes. Som en del af aftalen har

man reduceret antallet af proceskrav til samtaleforløbet mellem jobcenter, a-kasse og borger. Her-

under har man indført, at a-kasser kan deltage i fællessamtaler ved brug af video. Der mangler dog

viden om eventuelle effekter af brug af video ved fællessamtaler på lediges overgang til beskæfti-

gelse eller uddannelse. Som en del af aftalen blev det derfor besluttet, at effekten af personligt

fremmøde kontra møder på distance skal belyses ved en litteraturgennemgang. Denne litteratur-

gennemgang undersøger derfor effekten af personligt fremmøde i forhold til videomøder på lediges

beskæftigelses- og uddannelseschancer.

Tidligere forskning peger på, at sagsbehandlerrelaterede forhold kan have betydning for lediges

chancer for beskæftigelse. Det kan fx være forhold, som knytter sig direkte til sagsbehandlerens

personlighed eller effektivitet, til matchet mellem borger og sagsbehandler og til mere administrative

og ressourcemæssige forhold, som fx antallet af sager.

Denne litteraturgennemgang består derfor af to relaterede emneområder:

Kortlægning af litteraturen, der har fokus på effekten af beskæftigelsesrettede møder mellem ledige

og sagsbehandlere, hvor en part, alternativt en tredjepart (fx en repræsentant for a-kassen), deltager

uden personligt fremmøde (”møder på distance”), på den lediges overgang til beskæftigelse eller

uddannelse.

Kortlægning af litteraturen, der har fokus på effekten af sagsbehandlerrelaterede forhold på den

lediges overgang til beskæftigelse eller uddannelse.

For at identificere den relevante litteratur inden for de to emneområder har vi foretaget to systema-

tiske og dokumenterede søgninger. Vi har grupperet litteraturen, der har fokus på effekten af sags-

behandlerrelaterede forhold, i fire overordnede indsatstyper:

1. Studier, der undersøger sagsbehandlerens effektivitet

2. Sagsbehandlerens visitering af indsats til borgeren

3. Effekten af reduceret sagsstamme

4. Øvrige studier.

Denne rapport afrapporterer og syntetiserer den fundne viden og beskriver kort metode og design

for de to litteratursøgninger. Vi sammenfatter også de identificerede studier enkeltvis.

Litteraturen kategoriseres ud fra, hvilken indsats der er tale om, og VIVE sammenfatter vidensni-

veauet for hver type af indsats, som er med i Beskæftigelsesministeriets videnshierarki, der fremgår

af Tabel 1.1.

Tabel 1.1

Overordnet

vidensniveau

Evidens

Beskæftigelsesministeriets videnshierarki

Detaljeret

vidensniveau

Stærk evidens

Moderat evidens

Kriterier

En overvægt på tre eller flere studier med høj kvalitet og/eller et

forskningsbaseret review viser resultater, der går i samme retning

En overvægt på to studier af høj kvalitet viser resultater, der går i

samme retning

En overvægt på et studie af høj kvalitet eller flere studier med be-

grænset kvalitet viser resultater, der går i samme retning

Studier viser resultater, der går i forskellig retning; ingen overvægt

Ingen eller få studier med begrænset kvalitet viser resultater; ingen

overvægt

Indikation

Ingen viden/effekt

Indikation

Modstridende viden

Ingen viden

Kilde:

Beskæftigelsesministeriet.

Emneområde 1: Viden om effekten af møder på

distance på borgerens overgang fra ledighed til

uddannelse eller beskæftigelse

På baggrund af en omfattende litteratursøgning (se kapitel 5) har vi identificeret et studie inden for

emneområde 1 Cheung et al. (2017). Studiet undersøger, hvorvidt beskæftigelsesrettede møder

mellem ledige og sagsbehandlere via internet eller telefon har betydning for den lediges overgang

til beskæftigelse sammenholdt med, om møderne finder sted ansigt til ansigt og finder, at der ikke

er forskelle mellem de to mødetyper. Studiet er gennemført i Sverige, og den overordnede kontekst

kan derfor forventes at ligne den danske. Konteksten for selve distancemødet er dog anderledes

end den stipuleret i

Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats.

For eksempel omhandler Cheung

et al. (2017) som nævnt møder mellem den ledige og sagsbehandleren uden deltagelse af tredje-

part, og selve møderne foregår via internet eller telefon. I

Aftale om en forenklet beskæftigelsesind-

sats

er konteksten, at en repræsentant for a-kassen kan deltage i samtaler mellem borger og sags-

behandler via video. Disse kontekstuelle forskelle i forhold til rammerne for selve distancemødet

begrænser overførbarheden til den danske kontekst.

Selv om Cheung et al. (2017) undersøger effekten af distancemøder, er studiets primære fokus at

undersøge såkaldte ”displacement” eller forskydningseffekter.

Selvom studiets overordnede kvali-

tet er høj, er den delanalyse, der undersøger forskellen mellem personlige møder og distancemøder,

mere overfladisk. For eksempel bruger forfatterne udelukkende en grafisk analyse for at undersøge

forskellene mellem distancemøder og personlige møder.

Da vi kun har identificeret et studie, der omhandler effekten af distancemøder, og som endnu ikke

er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift,

så vurderer vi den samlede risiko for bias at være middel.

Derfor konkluderer VIVE, at der er indikation for, at møder på distance mellem borger og sagsbe-

handler hverken har positive eller negative effekter på borgerens overgang til beskæftigelse sam-

menholdt med personlige møder. Tabel 2.1 giver et oversigt over studiet, og afsnit 2.1 beskriver det

i flere detaljer.

Tabel 2.1

Studie

Cheung et al. (2017).

Job search assistance

and displacement ef-

fects: Evidence from a

randomized experi-

ment.

Studie om møder på distance

Indsats

Øget mødehyppig-

hed (personlige mø-

der vs. distancemø-

der vs. gruppemø-

der), samt forekom-

sten af forskydnings-

effekter (dvs. nega-

tive effekter på be-

skæftigelsen for de

borgere, der ikke var

en del af indsatsen).

Målgruppe

Nye ledige ved 72 ud-

valgte svenske job-

centre. I alt deltog

10.567 borgere i per-

sonlige møder, 8.259 i

distancemøder og

7.712 i gruppemøder.

Effekt

Ca. 2-4 procentpoint

lavere arbejdsløshed i

indsatsgruppen (der

modtog flere møder,

enten personlige eller

på distance) efter 3

måneder.

En tilsvarende negativ

effekt (lavere beskæf-

tigelse) blandt bor-

gere, der ikke modtog

indsatsen (øget mø-

dehyppighed enten

ansigt-til-ansigt eller

pr. distance).

Risiko for bias

Middel risiko for bias.

Middel overførbarhed,

da konteksten for

selve distancemødet

er anderledes end i

Danmark.

Note:

Kilde:

“Risiko for bias” og studiernes generaliserbarhed til danske forhold er baseret på en subjektiv og umiddelbar vurdering af

forfatterne ud fra deres sektor- og metodekendskab samt de konkrete forhold i studiet.

VIVEs læsning af det udvalgte studie.

En forskydningseffekt sker, når en indsats’ positive effekter resulterer i reduceret sandsynlighed for at finde et job blandt de

borgere, der ikke er en del af indsatsen.

Studiet forventes at blive publiceret i løbet af 2019.

2.1

Det identificerede studie – Møder på distance

Cheung et al. (2017)

baserer sig på et randomiseret kontrolleret forsøg gennemført i marts-maj

samt august-november 2015 i Sverige. Studiet undersøger overordnet, hvorvidt øget mødefrekvens

– personlig, på distance eller ekstra gruppemøder – har betydning for overgangen til beskæftigelse

for nye ledige. Den sædvanlige indsats består i to-tre møder mellem sagsbehandler og borger i løbet

af de første tre måneder efter indskrivning ved et jobcenter. Indsatsen består i yderligere tre møder

mellem borger og sagsbehandler (personligt eller på distance) i løbet af de tre måneder, alternativt

fem ekstra gruppemøder. Indholdet i de ekstra tre møder bestemtes af sagsbehandleren på bag-

grund af en vurdering af, hvilke beskæftigelsesrettede aktiviteter borgeren mest havde brug for og

kunne fx omhandle relevante ledige stillinger eller borgerens eventuelle behov for uddannelse eller

træning. Forskellige kompetencer relevante for jobsøgning blev trænet ved gruppemøderne (fx ud-

formning af cv, interviewtræning etc.).

I alt 72 jobcentre deltog i indsatsen, og randomisering foregik på to niveauer. Først blev de delta-

gende jobcentre randomiseret til en af de tre indsatsgrupper eller kontrolgruppen (12 jobcentre blev

randomiseret til hver indsatsgruppe og 36 til kontrolgruppen). For at sikre geografisk spredning samt

balance i forhold til lokale arbejdsmarkedsbetingelser foregik randomiseringen inden for særlige

strata. Derefter blev borgerne i de udvalgte jobcentre randomiseret til indsatsgruppen (50 % af de

nye ledige) eller kontrolgruppen (50 % af de nye ledige). For at undgå eventuel påvirkning af lokale

arbejdsmarkedseffekter på resultaterne, deltog kun jobcentre, der ekspederede et lokalt arbejds-

marked i studiet.

Formålet med randomisering på to niveauer var at muliggøre undersøgelse af forskydningseffekter.

Analysen af effekten af forskellige typer af møder (personlige møder, distancemøder og gruppemø-

der) var et sekundært formål. Vi diskuterer samtlige resultater af studiets (dvs. både i forhold til type

af møde og forskydning), men har fokus på effekten af distancemøder kontra personlige møder og

gruppemøder.

Studiet viser, at indsatsen resulterer i ca. 2-4 procentpoint lavere arbejdsløshed efter tre måneder i

indsatsgruppen (der modtog flere møder, uanset type) sammenholdt med kontrolgruppen. Samlet

set var arbejdsløshedsperioden 5,9 dage kortere i indsatsgruppen. En analyse pr. indsatstype viser,

at de positive effekter er drevet af personlige møder og distancemøder. Det vil sige, at gruppemøder

ikke har signifikant effekt på beskæftigelsen. Rapporten undersøger ikke forskellen mellem person-

lige møder, distancemøder og gruppemøder i en regressionsmodel, men en grafisk fremstilling in-

dikerer, at der ikke er signifikante forskelle mellem personlige møder og distancemøder i forhold til

effekten på andelen af arbejdsløse.

For at undersøge mekanismerne bag effekten af øget mødehyppighed studerer forfatterne de så-

kaldte ”aktivitetsrapporter”, som den ledige afgiver til jobcenteret og beskriver al jobsøgningsrelate-

ret aktivitet, som den ledige har foretaget. En analyse af aktivitetsrapporterne indikerer, at de posi-

tive effekter af øget mødehyppighed primært skyldes, at de ledige, der deltager i flere individuelle

møder (enten personlige eller på distance), søger flere jobs, som sagsbehandlerne har fremsøgt.

Studiet finder, at ledighedsperioden for borgere, der

ikke

deltager i indsatsen, bliver et par dage

længere i gennemsnit sammenholdt med kontrolgruppen, således at de tidligere identificerede po-

sitive effekter på arbejdsløshedsperioden samlet set bliver nul på tværs af deltagende og ikke-del-

tagende borgere. Med andre ord er forskydningseffekten af indsatsen 100 %. Studiet finder dog

store forskelle på tværs af forskellige typer af lokale arbejdsmarkeder. Hvis arbejdsløsheden på det

lokale arbejdsmarked er lav, er forskydningseffekterne væsentligt lavere, end hvis arbejdsløsheden

er høj. Derudover finder studiet, at de positive effekter af indsatsen er størst for svage ledige (fx

indvandrere), mens forskydningseffekterne er jævnt fordelt over forskellige grupper af ledige. Studiet

konkluderer derfor, at mere frekvente møder og især hjælp med at fremsøge relevante ledige stillin-

ger bør målrettes svage ledige.

Emneområde 2: Viden om effekten af

sagsbehandlerrelaterede forhold på lediges

overgang til uddannelse eller beskæftigelse

På baggrund af litteratursøgningen under emneområde 2 har vi identificeret i alt 19 artikler, der

undersøger sagsbehandlerrelaterede forhold. Heraf undersøger én artikel to forskellige indsatser og

rapporterer resultaterne af begge. I alt har vi dermed resultater for 20 indsatser. Indsatserne kan

overordnet inddeles i fire kategorier, som undersøger:

5. Sagsbehandlerens relative effektivitet (tre resultater)

6. Mekanismen, der bruges, når en borger skal visiteres til et tilbud (fem resultater)

7. Betydningen af størrelsen af sagsbehandlerens sagsstamme (fem resultater)

8. Øvrige sagsbehandlerrelaterede forhold (syv resultater).

Selvom studierne evaluerer effekten af tilsyneladende enslydende indsatser, kan der alligevel eksi-

stere store forskelle både mellem selve indsatserne og de omstændigheder, hvorunder deres virk-

ning er undersøgt.

I hvert af de følgende fire underafsnit opsummeres den samlede vidensmængde inden for katego-

rien, og vi diskuterer de forskelligheder, der er mellem studierne. Ligeledes præsenteres korte re-

sumeer fra VIVEs læsning af de enkelte artikler.

3.1

Sagsbehandlerens relative effektivitet

Tre studier (Rosholm et al., 2018; Bech, 2015; Lagerström, 2011) undersøger sagsbehandlerens

relative effektivitet set i relation til de øvrige sagsbehandlere i jobcenteret, og hvorvidt denne har

betydning for borgerens overgang til beskæftigelse. Fordelene ved, at borgeren bliver tilknyttet en

relativt mere effektiv sagsbehandler, betyder, at sagsbehandleren er bedre til at få de ledige i ved-

kommendes sagsstamme i arbejde, men de præcise virkemidler, som sagsbehandleren benytter,

er ikke åbenbare. Eksempler på virkemidler kan være en bedre kontakt til virksomheder, en mere

erhvervsorienteret brug af aktiveringstilbud, eller at sagsbehandleren lykkes bedre med at motivere

borgeren. VIVE konkluderer i dette afsnit, at der er en indikation af en årsagssammenhæng mellem

sagsbehandlerens relative effektivitet og borgerens overgang til beskæftigelse eller uddannelse. En

indikation er i denne sammenhæng defineret (jf. Tabel 1.1) ved, at der er en overvægt på ét studie

af høj kvalitet eller flere studier med begrænset kvalitet, som viser resultater, der går i samme ret-

ning.

Studierne er alle gennemført i en skandinavisk kontekst, og alle tre udnytter det faktum, at det tilsy-

neladende er tilfældigt, hvilken sagsbehandler en borger tilknyttes for at identificere effekten af sags-

behandlerens relative effektivitet på borgerens beskæftigelse. Det naturlige eksperiment baseret på

tilfældighed i koblingen mellem borger og sagsbehandler bliver dermed et omdrejningspunkt for

identifikationen af årsagssammenhængen mellem sagsbehandlerens relative effektivitet og den le-

diges overgang til beskæftigelse eller uddannelse. Ulempen ved denne strategi er, at hvis der alli-

gevel eksisterer en eller anden form for uobserveret selektion, hvor en speciel type af borgere oftere

havner hos en specifik sagsbehandler, så vil resultaterne ikke afdække den ønskede årsagssam-

menhæng. I forhold til en observeret selektion på fx alder eller handicap vil undersøgelsen kunne

tage højde for disse forhold, eksempelvis ved at ekskludere de konkrete grupper fra analysen som

fx i Lagerström (2011). På trods af forfatternes anstrengelser og dokumentation vurderer VIVE alli-

gevel, at metoden rummer en ikke ubetydelig risiko for, at den beskrevne selektion af borgere med

specifikke problemer koncentreres hos bestemte sagsbehandlere, som netop har kendskab til bor-

gere med konkrete problemstillinger mv.

Da ingen af studierne er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, og metoderne er ens, så vurderer vi

den samlede risiko for bias at være middel. To af studierne bruger data på landsplan og opnår

dermed en højere grad af ekstern validitet, mens to af studierne er danske og således har en højere

overførbarhed til en dansk kontekst.

Samtlige tre studier konkluderer, at sagsbehandlerens effektivitet har betydning for borgerens over-

gang til beskæftigelse, jf. Tabel 3.1, således at borgere, hvis sagsbehandling varetages af en relativt

mere effektiv sagsbehandler, har højere chance for at overgå fra ledighed til beskæftigelse. Tilsy-

neladende gælder resultatet både for forsikrede og ikke-forsikrede ledige. Rosholm et al. (2018) og

Lagerström (2011) undersøger også, hvorfor nogle sagsbehandlere er mere effektive end andre.

Disse analyser indikerer, at effektive sagsbehandlere har mere fokus på jobrettede indsatser (fx

opkvalificering og direkte støtte i jobsøgningsprocessen) end mindre effektive sagsbehandlere.

I forhold til den samlede evidens på området vurderer VIVE imidlertid som nævnt, at alle tre studier

har kvalitetsbegrænsninger på grund af bl.a. den risiko for bias, der er indlejret i identifikationsstra-

tegien. Derfor konkluderer VIVE, at der er indikation på en årsagssammenhæng mellem sagsbe-

handlerens relative effektivitet og borgerens overgang til beskæftigelse. Policy-implikationen af re-

sultatet er dog uklar, idet den undersøgte indsats er sagsbehandlerens relative effektivitet. Det er

derfor uklart, hvorvidt fx et videreuddannelsesforløb blandt de mindst effektive sagsbehandlere ville

have positiv betydning for beskæftigelsen samlet set.

Tabel 3.1

Studie

Rosholm et al. (2018).

Effektive sagsbehand-

lerstrategier i beskæf-

tigelsesindsatsen.

Studier om sagsbehandlerens relative effektivitet

Indsats

Sagsbehandlerens

relative effektivitet.

De mindst (mest) ef-

fektive hjælper 7 %

(23 %) i job eller ud-

dannelse.

Sagsbehandlerens

relative effektivitet

målt i standardafvi-

gelser fra gennem-

snittet.

Målgruppe

Aktivitetsparate kon-

tanthjælpsmodtagere i

BIP-projektet.

Ca.

3.700 borgere og 115

sagsbehandlere.

Effekt

Øget sandsynlighed

for overgang til (bred)

beskæftigelse og ud-

dannelse.

Kan skyldes mere be-

skæftigelsesrettede

tilbud.

Øget sandsynlighed

for beskæftigelse

samt højere løn. 12-

15 % højere beskæfti-

gelse, når sagsbe-

handleren er én stan-

dard afvigelse bedre.

Øget sandsynlighed

for beskæftigelse

(13 %), hvis sagsbe-

handleren er blandt

den mest effektive

tredjedel.

Ingen effekt på løn.

De mest effektive bru-

ger vejledning snarere

end aktivering.

Risiko for bias

Middel risiko for bias

på grund af metode

og antagelser. Middel

til høj overførbarhed,

da det er en særligt

udvalgt målgruppe og

jobcentre.

Middel risiko for bias

på grund af metode

og antagelser. Høj

overførbarhed, da det

er nationale tal.

Bech (2015).

The Role of Case-

workers in Improving

Labor Market Out-

comes.

Lagerström (2011).

How important are

caseworkers – and

why? New evidence

from Swedish employ-

ment offices.

Både forsikrede og

ikke-forsikrede ledige.

Ca. 71.000 borgere

og 1.000 sagsbe-

handlere (2005-2010).

Sagsbehandlerens

relative effektivitet

inddelt i tredjedele.

Nyledige 25-65-årige i

2002. Knap 12.000

borgere og 69 jobcen-

tre.

Middel risiko for bias

på grund af metode

og antagelser. Middel

til høj overførbarhed,

da det er nationale,

men svenske, tal.

Anm.:

Note:

Kilde:

* Indikerer, at artiklen er publiceret i et fagfællevurderet internationalt tidsskrift.

“Risiko for bias” og studiernes generaliserbarhed til danske forhold er baseret på en subjektiv og umiddelbar vurdering af

forfatterne ud fra deres sektor- og metodekendskab. Se nærmere beskrivelse i kapitel 4.

BIP står for BeskæftigelsesIndikatorProjektet med det formål at skabe ny viden om beskæftigelsesindsatsen for udsatte

ledige i Danmark, se http://vaeksthusets-forskningscenter.dk/projects/beskaeftigelses-indikator-projektet/.

VIVEs læsning af de udvalgte studier.

De identificerede studier – Sagsbehandlerens relative effektivitet

Rosholm et al. (2018)

undersøger effekten af sagsbehandlerens relative effektivitet i Danmark på

aktivitetsparate kontanthjælpsmodtageres overgang til beskæftigelse eller uddannelse i løbet af et

år. Overgang til beskæftigelse defineres, som at borgeren modager e-Indkomst i den relevante må-

ned. Det vil sige, at også fleksjob, løntilskud og nogle få ordinære timer om ugen tæller med i be-

skæftigelsesbegrebet. Påbegyndelse af uddannelse er målt gennem modtagelse af SU. I alt indgår

3.700 borgere og 115 sagsbehandlere i analyserne. Forfatterne rangerer sagsbehandlerne i kvartiler

fra de mest til de mindst effektive på baggrund af fixed-effects regressioner, hvor der kontrolleres

for en lang række af borgerrelaterede karakteristika. Resultaterne viser, at 7 % af borgerne kommer

i job eller uddannelse hos de mindst effektive sagsbehandlere, mens den tilsvarende andel er 23 %

hos de mest effektive. Hvis den gennemsnitlige sagsbehandler (15 % kommer i job eller uddannelse)

var lige så effektiv som de bedste sagsbehandlere (28 % kommer i job eller uddannelse), så ville

beskæftigelsen fordobles for gruppen. Yderligere analyser indikerer, at de mest effektive sagsbe-

handlere i højere grad anvender jobrettede og opkvalificerende indsatser, mens de i mindre grad

anvender sociale og helbredsrettede indsatser end de mindst effektive sagsbehandlere. Dette re-

sultat indikerer, at effektivitetsforskellene i nogen grad kan henføres til de aktive indsatser, som

sagsbehandlerne anvender for borgerne i deres sagsstamme.

Bech (2015)

undersøger, hvor meget mere effektive de bedste sagsbehandlere er til at få de ledige

i arbejde på baggrund af oplysninger om møde mellem sagsbehandlere og henholdsvis kontant-

hjælps- og dagpengemodtagere gennemført mellem september 2005 og marts 2010. Resultatmå-

lene er akkumuleret løn, beskæftigelse og selvforsørgelse efter 6 og 12 måneder. Identifikation sker

via den tilfældighed, der er i forhold til, hvilken sagsbehandler en borger tilknyttes, og der estimeres

sagsbehandler fixed-effects for at måle sagsbehandlernes relative effektivitet. I alt indgår over

71.000 borgere og 1.026 sagsbehandlere i analyserne. Resultaterne viser, at mellem 2 % og 7 % af

variationen i den lediges fremtidige succes på arbejdsmarkedet kan forklares af sagsbehandlerens

effektivitet. Hvis den ledige sagsbehandler ligger én standardafvigelse højere i fordelingen af sags-

behandlernes effektivitet, så forbedrer det beskæftigelsen efter seks måneder med 15 % for kon-

tanthjælpsmodtagere og 12 % for dagpengemodtagere. En beregning viser, at hvis man udskifter

en sagsbehandler i bunden af fordelingen med én i midten, så vil en kontanthjælpsmodtagers akku-

mulerede løn øges med 30 %.

Lagerström (2011)

undersøger også effekten af sagsbehandlerens relative effektivitet og udnytter

ligeledes den tilfældige kobling af ledige til sagsbehandleren som identifikation, men i en svensk

kontekst. Målgruppen for indsatsen er nyledige borgere, der ikke tidligere har været registreret som

ledige, i alderen 25-65 år, der ikke har et handicap og tilmeldte sig et jobcenter (arbetsförmedling) i

løbet af 2002.

I alt indgår 11.836 ledige borgere og 69 jobcentre i analysen. Lagerstrøm undersøger

fire resultatmål: beskæftigelse (målt som ordinær eller støttet beskæftigelse i november 2003), hvor-

vidt borgeren er frameldt jobcenter på grund af overgang til ordinær beskæftigelse før november

2005, arbejdsindkomst (2003) og løn (målt i september 2003). De to sidste resultatmål analyseres

kun for de borgere, der er i beskæftigelse i henholdsvis 2003 og september 2003. Lagerström an-

vender fixed-effects modeller for at estimere sagsbehandlernes relative effektivitet. Resultaterne

viser, at sandsynligheden for at være i beskæftigelse er 13 % højere, hvis sagsbehandleren er blandt

de 30 % mest effektive, sammenholdt med om han eller hun er blandt de 30 % mindst effektive. For

sandsynligheden for at være overgået til ordinær beskæftigelse senest i november 2005 er den

tilsvarende effekt 14 %. Arbejdsindkomsten er ca. 20 % højere (målt i 2003). Sagsbehandlerens

effektivitet har dog ingen effekt på løn (dette resultat indikerer, at sagsbehandleren kun påvirker

De grupper, der bliver ekskluderet (unge under 25 år, ældre over 65 år, borgere med handicap samt borgere, der tidligere har

været registreret ved et jobcenter), får ofte en særskilt udvalgt sagsbehandler. Derfor er identificeringsstrategien ikke dækkende

for disse grupper af borgere.

sandsynligheden for beskæftigelse, men ikke borgerens løn, givet at borgeren er i beskæftigelse).

De bedste sagsbehandlere er kendetegnet ved, at de engagerer sig i jobsøgningen gennem at give

støtte og hjælp i jobsøgningsprocessen, snarere end at de henviser borgeren til aktiveringsprogram-

mer.

3.2

Mekanisme til visitering af det rette tilbud til borgeren

I dette afsnit undersøger vi den litteratur, som handler om den mekanisme, der anvendes til visitering

af det rette tilbud til borgeren. Grundlæggende kan man forestille sig flere måder, hvorpå borgeren

kan visiteres til tilbud, som vil være effektive for vedkommende:

For det

første

kan sagsbehandleren alene have beslutningskompetencen, men vedkommende

kan vælge at lytte til borgerens behov og ønsker i varierende grad.

For det

andet

kan visiteringen ske ved lodtrækning, eller ved at borgeren blot deltager i det

næste ledige tilbud.

Endelig

kan der ligge en statistisk profileringsmodel til grund for visiteringen, som er beregnet

på baggrund af historiske erfaringer. Modellen inddrager relevante oplysninger om borgeren og

foreslår derefter et “optimalt” aktiveringstilbud.

Evidensen i dette afsnit er vanskelig at sammenligne, men VIVE konkluderer, at der er

indikation

for, at visiteringsmekanismen spiller en væsentlig rolle for borgerens senere overgang til beskæfti-

gelse. Endvidere konkluderer VIVE, at der er

indikation

på, at en statistisk profileringsmodel er en

attraktiv metode at anvende, når en borger skal matches med et konkret tilbud. Som tidligere nævnt

er en evidensmæssig indikation defineret ved en overvægt på ét studie af høj kvalitet eller flere

studier med begrænset kvalitet, som viser resultater, der går i samme retning, jf. Tabel 1.1.

Ideen med visitering på baggrund af sagsbehandlerens vurdering er, at sagsbehandleren i kraft af

sin viden om borgeren, det lokale arbejdsmarked og det lokale tilbud af aktiveringsindsatser har

mulighed for at matche borger og tilbud optimalt. Den risiko, man løber, er, at sagsbehandleren har

andre hensyn at tage, som ikke gavner den lediges overgang til beskæftigelse. Det kan fx være i

forhold til at levere et vist antal deltagere til en ekstern kursusleverandør, kapacitetsbegrænsninger,

fastsatte resultatmål om aktiveringsgrader eller borgerens subjektive ønsker, som ikke nødvendigvis

tilgodeser behov på det lokale arbejdsmarked mv.

Som det fremgår af Tabel 3.2, har VIVE inkluderet fem studier i denne kategori fra Holland, Dan-

mark, Schweiz og Tyskland.

Det hollandske studie (Bolhaar, Ketel & van der Klaauw, 2018), som også er det nyeste, undersøger

effekten af et lodtrækningsforsøg, hvor man benyttede forskellige strategier i forhold til, hvordan den

ledige skulle visiteres til aktiveringstilbud. Det være sig enten at være en beslutning på baggrund af

sagsbehandlerens vurdering alene, at sagsbehandleren konsekvent tilbød et specifikt tilbud, eller at

borgeren intet tilbud fik. Fordelen ved studiet er, at det er veludført og baseret på en lodtrækning,

mens ulempen er, at de enkelte visiteringsmekanismer og tilhørende tilbud sammenlignes med, at

borgeren intet tilbud får. Af den grund bliver studiet mindre relevant i denne kontekst, idet vores

fokus er effekten af både den valgte visiteringsmekanisme og tilbuddet i forening. Imidlertid præ-

senterer forfatterne en grafisk fremstilling, hvor alle mekanismerne sammenlignes, hvilket vi lægger

til grund for vores konklusioner.

Vores litteratursøgning har også afdækket to sammenlignelige studier baseret på ikke-eksperimen-

telle data, som undersøger, hvordan forskellige visiteringsmekanismer virker set i forhold til hinan-

den. Mekanismerne er dels tilfældighed, dels en statistisk profileringsmodel og dels en sagsbehand-

lervurdering. Der er tale om et dansk studie af Staghøj, Svarer & Rosholm (2010) og et schweizisk

studie af Lechner & Smith (2007).

Endvidere har vi identificeret et tysk studie af Rinne, Uhlendorff & Zhao (2012), der fokuserer på en

reform, som giver den ledige større frihed til at vælge tilbud og sammenligner en traditionel sagsbe-

handlervurdering.

Endelig undersøger et andet schweiziske studie (Huber, Lechner & Mellace, 2017), om en specielt

effektiv type af sagsbehandlere opnår sin effektivitet i kraft af en bedre visiteringsprocedure, der

sikrer et bedre match mellem den ledige og tilbuddet. Studiet skiller sig ud fra de øvrige, da det ikke

sammenligner flere visiteringsmekanismer, men snarere søger at dekomponere årsagerne til, at en

speciel type sagsbehandler er mere effektiv.

Som det fremgår ovenfor, så er der tale om stor forskellighed mellem studierne, hvorfor vi bør være

forsigtige, når vi drager overordnede evidensmæssige konklusioner. En af forskellighederne er, at

indsatser,

der studeres, i bund og grund er forskellige, selvom de alle falder inden for samme

kategori. Ligeledes er der vigtige kontekstuelle, kontrolgruppe-, metode- og målgruppemæssige for-

skelle, som man bør være særligt opmærksom på.

Når det er sagt, så viser to resultater positive effekter ved en profileringsmodel sammenlignet med

visitering på baggrund af en sagsbehandlervurdering, der til gengæld ikke er signifikant bedre end

en lodtrækning Staghøj, Svarer & Rosholm (2010); Lechner & Smith (2007). Da studierne på mange

måder ligner hinanden, så konkluderer VIVE på den baggrund, at der er

indikation

på, at en profile-

ringsmodel er et særligt godt værktøj at lægge til grund, når borgeren skal visiteres til et tilbud.

Årsagen til, at VIVE kun kan konkludere, at der er en evidensmæssig indikation, er, at begge studier

baserer sig på ikke-eksperimentelle metoder, som hviler på forholdsvis strenge antagelser, og at

der derfor ikke er tale om studier af “høj” kvalitet, jf. Tabel 1.1.

Det hollandske lodtrækningsforsøg (Bolhaar, Ketel & van der Klaauw, 2018) finder positive effekter

af a) visitering til et tilbud på baggrund af en sagsbehandlervurdering alene set i forhold til, hvis

borgeren slet intet tilbud får (Bolhaar, Ketel & van der Klaauw, 2018), mens studiet også finder

positive effekter af b) direkte jobmatchning mellem borger og et konkret job i jobbanken set i forhold

til intet tilbud. Størrelsesordenen af de nævnte effekter er omkring 10 % højere beskæftigelse i til-

budsgrupperne efter 30 til 40 uger, mens effekten i begge tilfælde forsvinder efter ca. 50 uger. Imid-

lertid er “intet tilbud” et anderledes grundlag for sammenligning end de øvrige studier, da den effekt,

som selve tilbuddet måtte have på borgerens overgang til beskæftigelse, således ikke indgår. En

grafisk fremstilling viser dog, at andelen af borgere, der stadig modtager ledighedsydelse, er mindre

blandt de grupper, der har fået tilbud a) og b), mens den er højere blandt de grupper, som har

modtaget tilbud om kursusaktivering i et jobsøgningstilbud eller vejledning af sagsbehandleren uden

tilbud. Fremstillingen viser desværre ikke den statistiske usikkerhed, men VIVE vurderer, at forskel-

len ikke er signifikant. Samlet set bidrager studiet dermed kun med viden om, at nogle visiterings-

mekanismer, som involverer et aktiveringstilbud, er mere effektive i forhold til at få borgeren i be-

skæftigelse end intet tilbud, mens der ikke er tilstrækkelig dokumentation for at konkludere, hvorvidt

der er signifikant forskel mellem de forskellige visiteringsmekanismer, som faktisk omfatter et akti-

veringstilbud.

Det tyske studie af Rinne, Uhlendorff & Zhao (2012) finder en lille positiv effekt af at overdrage mere

beslutningskompetence til borgeren set i forhold til, hvis sagsbehandleren kun lægger sin egen vur-

dering til grund for visiteringen. Den større grad af borgerinddragelse kommer i kraft af en voucher,

som borgeren kan benytte til at vælge et aktiveringstilbud under visse restriktioner med hensyn til

omkostning, varighed og type af aktiveringstilbud. Studiets fund af en lille positiv effekt tilføjes den

viden, at det kan være fordelagtigt at inddrage borgeren i visiteringsbeslutning, fx fordi den større

borgerinddragelse kan virke motiverende på borgeren.

I tilknytning hertil finder det sidste studie af Huber, Lechner & Mellace (2017), at ikke-samarbejds-

orienterede sagsbehandlere sandsynligvis ikke opnår deres højere effektivitet ved at visitere bor-

gerne til mere effektive tilbud, men at effekten snarere opstår, fordi de i højere grad formår at moti-

vere deres klienter. Studiet peget dermed på, at det ikke er selve det match, som visiteringen skaber,

der er afgørende, men om borgeren er motiveret.

Med udgangspunkt i den blandede evidens kan VIVE ikke konkludere, om ren sagsbehandlervisite-

ring, eventuelt med en vis grad af borgerinddragelse, profileringsmodeller eller lodtrækning, er den

bedste metode til at visitere borgere til de mest effektive tilbud, men vi kan konkludere, at der er

indikation

for, at visiteringsmekanismen spiller en væsentlig rolle for borgerens senere overgang til

beskæftigelse. Baggrunden for denne konklusion er i særdeleshed de to studier af Staghøj, Svarer

& Rosholm (2010) samt Lechner & Smith (2007), men også i mindre grad de resultater, som Bolhaar,

Ketel & van der Klaauw (2018) og Rinne, Uhlendorff & Zhao (2012) finder. Endvidere konkluderer

VIVE, at der er

indikation

på, at en statistisk profileringsmodel er en attraktiv metode at anvende,

når en borger skal matches med et konkret tilbud. Denne konklusion hviler udelukkende på resulta-

terne i Staghøj, Svarer & Rosholm (2010) samt Lechner & Smith (2007).

Tabel 3.2

Studie

Bolhaar, Ketel & van

der Klaauw (2018).

Caseworker's discre-

tion and the effective-

ness of welfare-to-

work programs.

Studier, der handler om visiteringsmekanismen

Indsats

Forsøg med tre meka-

nismer for valg af akti-

vitet til den ledige: til-

fældigt valg af tre ty-

per indsatser – direkte

jobmatching, søgekur-

sus og generel vejled-

ning – eller ét af de

tre programmer base-

ret på sagsbehandle-

rens vurdering, eller –

endelig – intet pro-

gramtilbud.

Ikke-eksperimentelt

design med flere regi-

mer for allokering af

ledige til aktiverings-

programmer, bl.a. en

sagsbehandlervurde-

ring, en profilmodel og

en tilfældig tildeling.

Ikke-eksperimentelt

design med tre regi-

mer for allokering af

ledige til programmer:

sagsbehandlerens

vurdering, tilfældighed

og en statistisk profi-

leringsmodel.

Målgruppe

Nye jobparate kon-

tanthjælpsmodtagere i

Amsterdam, 2012-

2013. Ca. 1.600 per-

soner fordelt jævnt

over de fem scena-

rier.

Effekt

Måles i forhold til intet

programtilbud, men

også en grafisk sam-

menligning af de fem

scenarier. Positive og

signifikante effekter af

direkte jobmatchning

og valg på baggrund

af sagsbehandlerens

vurdering i forhold til

intet tilbud.

Risiko for bias

Lav risiko for bias, da

der er tale om et vel-

udført lodtræknings-

studie samt højt vur-

deret overførbarhed til

Danmark.

Staghøj, Svarer &

Rosholm (2010).*

Choosing the Best

Training Programme:

Is there a Case for

Statistical Treatment

Rules?

Lechner & Smith

(2007).*

What is the value

added by casework-

ers?

Godt 29.000 forsik-

rede mænd i alderen

25-55 år med knap

59.000 ledighedsfor-

løb i perioden 1998-

2003.

Finder, at et statistisk

profileringsværktøj

kan reducere varighe-

den med 5-8 uger el-

ler 11-18 %. En sags-

behandlervurdering er

lige så god som lod-

trækning.

Finder positive effek-

ter på beskæftigelsen

ved en profileringsmo-

del, mens der ikke er

signifikant forskel mel-

lem en sagsbehand-

lervurdering og en

lodtrækning.

Middel risiko for bias

på grund af strenge

antagelser, men stu-

diet virker veludført.

Middel til høj generali-

serbarhed, da data er

danske, men af ældre

dato.

Middel risiko for bias,

idet der er tale om

matching, men på et

rigt datasæt. Middel

generaliserbarhed på

grund af alder og sy-

stemforskelle.

Ledige dagpenge-

modtagere primo

1998 med korte ledig-

hedsforløb, 25-55 år;

ca. 19.000 personer.

Studie

Rinne, Uhlendorff &

Zhao (2012).*

Vouchers and case-

workers in training

programs for the un-

employed.

GER

Indsats

Reform, der dels in-

troducerer en voucher

til de ledige (instituti-

onseffekt), så de får

frit valg i forhold til

valg af programudby-

der, mens indholdet

stadigvæk besluttes

af sagsbehandleren,

dels også ændrer

sammensætningen af

de ledige (selektions-

effekt).

Undersøger, om det

forhold, at ikke-sam-

arbejdsorienterede

sagsbehandlere er

mere effektive, skyl-

des a) et bedre match

mellem ledige og akti-

veringstilbud eller b)

øvrige forhold ved

denne type sagsbe-

handler.

Målgruppe

Stikprøven består af

1.300 deltagere i det

nye regime (2003) og

25.000 i det gamle

(2002). I alt 600.000

personer.

Effekt

Lille, men positiv total

effekt af reformen på

beskæftigelsen og

lønnen; lille negativ

selektionseffekt, men

relativt stor instituti-

onseffekt. Effekterne

drives af de faglærte

deltagere.

Risiko for bias

Middel risiko for bias

på grund af matching,

men dog koblet med

reform. Middel gene-

raliserbarhed til Dan-

mark på grund af sy-

stem-ligheder, men

dog reformperiode og

alder.

Huber, Lechner &

Mellace (2017).*

Why Do Tougher

Caseworkers In-

crease Employment?

The Role of Program

Assignment as a

Causal Mechanism.

Borgere, der blev ar-

bejdsløse i 2003.

De ikke-samarbejds-

orienterede sagsbe-

handlere henviser

ikke borgerne til mere

effektive arbejdsmar-

kedsprogrammer.

Middel risiko for bias,

idet der er tale om

matching, men på et

rigt datasæt. Middel

generaliserbarhed på

grund af bl.a. alder og

system.

Anm.:

Note:

Kilde:

* Indikerer, at artiklen er publiceret i et fagfællevurderet internationalt tidsskrift.

“Risiko for bias” og studiernes generaliserbarhed til danske forhold er baseret på en subjektiv og umiddelbar vurdering af

forfatterne ud fra deres sektor- og metodekendskab samt de konkrete forhold i studiet.

VIVEs læsning af de udvalgte studier.

De identificerede studier – Sagsbehandlerens evne til at vælge indsats til

borgeren

Bolhaar, Ketel & van der Klaauw (2018)

undersøger effekten af tre forskellige regimer eller meka-

nismer for koblingen af kontanthjælpsmodtagere til aktiveringsprogrammer i Holland, hvor der træk-

kes lod blandt sagsbehandlerne om, hvem der skal give hvilket tilbud til borgeren, og bl.a. findes

positive effekter af, at sagsbehandleren egenrådigt beslutter, hvad borgeren skal tilbydes. Den

før-

ste

mekanisme opstår som et led i et forsøg, der skaber udefra kommende variation, dvs. tilfældig-

hed i, hvilket program den enkelte ledige tilbydes at deltage i. Der indgår tre typer af aktiviteter i

forsøget: a) direkte matchning af kontanthjælpsmodtagere med et konkret job i jobbanken, som de

kan søge – eventuelt med løntilskud, b) 8 ugers dagligt kursus og vejledning i jobsøgning og c)

generel vejledning af den ledige i forhold til søgning, cv mv. Før eksperimentet havde sagsbehand-

leren fuld beslutningskompetence i forhold til valget af en af disse tre type indsatser til den ledige.

Den

anden

mekanisme i forsøgsperioden er, at sagsbehandlerens vurdering fortsat udgør grundla-

get for beslutningen om, hvilket program borgeren skal tilbydes, hvilket dermed er et ’business-as-

usual’-scenarie. Den

tredje

og sidste mulighed i forsøget er, at borgerne ikke får noget tilbud om

deltagelse i et program, og disse borgere udgør kontrolgruppen i forhold til effekten af de nævnte

programmer. Resultaterne viser overordnet, at der ikke er grundlag for at foretrække en målretning

af aktiveringsprogrammerne som i scenarie a) til c).

Datagrundlaget er registerbaserede oplysninger om indkomst og beskæftigelse frem til 2014. Mål-

gruppen omfatter nye kontanthjælpsmodtagere i Amsterdam over 27 år i perioden april 2012 til marts

2013. Fem jobcentre og i alt 1.679 borgere deltager med 271-394 personer i de fem respektive

regimer. Borgernes karakteristika er godt balancerede over grupperne. I Amsterdam bliver de ledige

kontanthjælpsmodtagere matchet tilfældigt med en ledig sagsbehandler i det lokale jobcenter, og i

udgangspunktet mødes parterne hver fjortende dag, men der er ikke nødvendigvis tale om fysiske

møder. Sagsbehandlerens opgave er at yde støtte i jobsøgningen og tilbyde deltagelse i relevante

programmer samt at monitorere søgeindsatsen og sanktionere personer, der ikke søger aktivt. Ana-

lysen har fokus på de kontanthjælpsmodtagere, der ikke har nogen funktionsmæssige begrænsnin-

ger og vurderes at være umiddelbart jobparate. Målgruppen omfatter omkring 4 ud af 10 kontant-

hjælpsmodtagere i Amsterdam, og sagsbehandlerne er organiseret i teams med fokus på denne

gruppe. Sagsbehandlerne er overvejende kvinder med en mellemlang eller lang videregående ud-

dannelse, og de har omkring 11 års erfaring som sagsbehandlere.

Resultaterne viser, at efter 1 år modtager 40-50 % stadigvæk kontanthjælp afhængig af regime.

Matching med job i jobbank og eventuelt løntilskud a) virker bedst og reducerer andelen på kontant-

hjælp med 10 procentpoint i forhold til kontrolgruppen, der kun får minimal sagsbehandling og intet

tilbud om programdeltagelse. Effekten af, at sagsbehandleren har fuld beslutningskompetence, er i

samme størrelsesorden og også statistisk signifikant. Der er ingen tegn på positive effekter i forhold

til det aktiveringsprogram b) med hjælp til jobsøgning, hvilket kan skyldes fastholdelseseffekter i

forbindelse med det 8 ugers kursus. Det er positive effekter af den generelle vejledning c), men

disse er ikke statistisk signifikante.

Endvidere er der ingen evidens for, at sagsbehandlerne lærer af deres erfaringer. Selv efter at sags-

behandlerne har fået information om, at jobsøgningskurser ikke hjælper deres klienter, så fortsætter

de med at bruge det, hvilket kan være vigtigt i forhold til implementeringen af nye politikker. Et andet

forhold, det er værd at notere, er, at selvom sagsbehandlerne er instrueret i at følge en bestemt

procedure, så kan de alligevel vælge at afvige, mens borgerne ligeledes kan nægte at samarbejde.

Dette er i princippet et vigtigt behold i alle lodtrækningsforsøg, og det vurderes ikke, at dette studie

har særlige problemer i denne henseende.

I en dansk kontekst undersøger

Staghøj, Svarer & Rosholm (2010),

hvordan forskellige visiterings-

mekanismer virker i forhold til afgangen fra ledighedskøen. Overordet finder de, at brugen af et

statistisk profileringsredskab ved visitering af borgeren til et tilbud, sammenliget med en sagsbe-

handlervurdering, kunne reducere varigheden af ledighedsperioden med ca. 5-8 uger, hvilket svarer

til en reduktion på ca. 11-18 %. Som Lechner & Smith (2007) så finder forfatterne her, at en sags-

behandlervurdering, i bedste fald, er lige så god som en lodtrækning. Datagrundlaget for undersø-

gelsen er en 10 % stikprøve af forsikrede mænd i alderen 25-55 år i 1998 til 2003; i alt godt 29.000

personer og knap 59.000 ledighedsforløb. De arbejder med et – i dagens lys – relativt snævert sæt

af socioøkonomiske og demografiske baggrundsoplysninger fra DREAM-forløbsdatabasen og kate-

goriserer aktivering i fire hovedgrupper: privat og offentlig praktik eller løntilskud, uddannelse og

øvrige tilbud, hvoraf uddannelse er den absolut dominerende type aktivering, som godt to tredjedele

bruger, mens ca. hver tiende deltager i hvert af de øvrige tilbud. I alt godt 8.500 deltager i aktive-

ringstilbud, hvilket må anses som en lav andel efter dagens målestok.

Den økonometriske identifikationsstrategi er ’timing-of-events’-metoden, som hviler på arbejdet af

Abbring & van den Berg (2003). Metoden, der tillader identifikation af kausale sammenhænge på

baggrund af ikke-eksperimentelle data, hviler på to antagelser. Forenklet sagt er den første anta-

gelse, der identificerer den såkaldte

uobserverede heterogenitet,

at afgangsraterne fra ledighed,

mellem to tilsyneladende identiske grupper personer, er proportionale. Såfremt data faktisk viser, at

afgangsraterne alligevel ikke er proportionale, så identificerer antagelsen dermed den uobserverede

forskel mellem grupperne. Den anden antagelse, der identificerer årsagssammenhængen mellem

aktivering og afgang fra ledighed, er, at tidspunktet for aktivering ikke kendes på forhånd af den

ledige. Såfremt dette var tilfældet, så ville vedkommende kunne reagere på forhånd, fx ved at søge

jobs mere intensivt i perioden op til aktiveringen og dermed øge sin chance for at finde et arbejde.

En eventuel observeret afgang fra ledighed under eller efter aktiveringen ville dermed ikke nødven-

digvis være en konsekvens af aktiveringen, men kunne være en konsekvens af den højere søge-

intensitet op til aktiveringen. Resultaterne skal dermed tolkes i lyset af at de underliggende antagel-

ser, som må vurderes at være strenge og på niveau med de antagelser, som ligger under de alter-

native metoder, der benyttes til identifikation af årsagssammenhænge på ikke-eksperimentelle data,

herunder fx ’propensity score matching’.

Som nævnt indledningsvis viser resultaterne, at en statistisk profileringsmodel er mest effektive i

forhold til at nedbringe varigheden af ledighedsforløbet, hvilket i nogen grad dels kan tilskrives, at

alle typer aktivering forlænger varigheden af ledighedsforløbet set i forhold til ingen aktivering, dels

at aktivering i det hele taget benyttes. Således noterer forfatterne, at et helt fravær af aktivering er

næsten lige så godt, som hvis alle ledige fik det mest optimale tilbud for dem – under hensyn til, at

der er et begrænset antal pladser i de eksisterende tilbud. Dette skal dog

ikke

forstås som, at syste-

met med aktivering med fordel kunne afskaffes, idet analysen ikke ser på de trussels- eller motiva-

tionseffekter, som eksistensen af et aktiveringstilbud fører med sig.

På schweiziske observationelle data sammenligner

Lechner & Smith (2007)

forskellige mekanis-

mer for koblingen mellem borger og aktiveringsprogrammer; det være sig dels en egenrådig vurde-

ring af sagsbehandleren om, hvilket program borgeren skal tilbydes, dels en statistisk profilerings-

model, der er baseret på observerbare forhold ved borgeren, og dels lodtrækning. Resultaterne

viser, at sagsbehandlerens vurdering giver stort set de samme effekter på beskæftigelsen som en

simpel lodtrækning, mens den statistiske profileringsmodel klarer sig bedre end alternativerne. Iden-

tifikationen af de kausale effekter beror på en dynamisk matchning og antagelsen om, at selektionen

sker på baggrund af observerbare karakteristika. Datagrundlaget er bestanden af alle ledige dag-

pengemodtagere primo 1998 med korte ledighedsforløb, i alderen 25-55 år, uden funktionelle be-

grænsninger; i alt ca. 19.000 personer uden forudgående aktiveringsdeltagelse. Godt 6.900 deltog

ikke i nogen aktivitet, godt 4.600 deltog i enten sprog, it eller grundlæggende kurser, godt 900 deltog

i kortere uddannelser, mens knap 2.500 deltog i offentlige eller private praktikforløb og knap 4.400

deltog i løntilskudsordninger. Kontrolgruppen udvælges via dynamisk ’propensity score matching’

blandt personer uden deltagelse i aktiveringsprogrammer i 1998, og identifikationen sikres via et

meget rigt sæt af observerbare forhold.

Analysen betragter kun deltagelse i første aktiveringsprogram og ignorerer de efterfølgende. Der

følges op på beskæftigelsen efter ét år. De ydre omstændigheder omkring forsøget var en relativ

høj ledighed på godt 5 % og reformer af dagpengesystemet, der på det tidspunkt indebar ret til to

års ledighedsydelse ved deltagelse i aktiveringsprogrammer efter 30 uger. Hver sagsbehandler

havde mellem 75 og 150 ledige i sin sagsstamme og mødtes med borgerne hver måned. Resulta-

terne viser, at sagsbehandleren med sin vurdering i forhold til placering af borgeren opnår samme

resultat som ved en helt tilfældig allokering – omkring 47 % i beskæftigelse efter et år, mens den

statistiske profileringsmodel klarer sig markant bedre med op til 62 % i beskæftigelse.

Rinne, Uhlendorff & Zhao (2012)

analyserer effekten af en tysk reform i 2003, hvor beskæftigel-

sesindsatsen blev ændret, således at det ikke længere alene var sagsbehandleren, der afgjorde,

hvilken programudbyder den ledige skulle kursusaktiveres hos, men i stedet fik borgeren en voucher

til deltagelse i kursusprogrammer efter eget valg under visse begrænsninger med hensyn til varig-

hed, uddannelsesmål, geografisk område og maksimal udgift. Udvælgelsen af de ledige til program-

mer skulle dermed ikke længere afgøres af sagsbehandleren på baggrund af dennes vurdering af,

hvilke ledige der ville have gavn af at deltage i hvilke kurser, men på baggrund af, hvilke ledige der

havde størst sandsynlighed for at komme i beskæftigelse, og programmernes dokumenterede ef-

fektivitet – en såkaldt 70 % regel, hvor den ledige skulle have 70 % chance for beskæftigelse, og

programmet skulle have 70 % succesrate. Reformen indebærer derfor både en ændring i selektio-

nen af ledige til programmerne og en ændring i kraft af indførslen af voucherne. Imidlertid kan ef-

fekten af voucherne ikke estimeres direkte, da man ikke har data for, hvem der har fået dem, men

kun for hvilke borgere, der har indløst en voucher. Det, der estimeres, er derfor nærmere en ’inten-

tion-to-treat’-effekt af det nye regime. Det vil sige, at data kan opdeles i fire grupper, som er voucher-

indløsere og ikke-indløsere i henholdsvis 2002 (før) og i 2003 (efter).

Metodemæssigt hviler resultaterne på en dobbelt matching-procedure og registerdata, hvilket bety-

der, at identifikationen af kausale effekter forudsætter, at datasættet indeholder netop alle de rele-

vante oplysninger om forhold, der samtidigt påvirker på deltagelsen og beskæftigelsesudfaldet. Den

dobbelte matching betyder i praksis blot, at man først bruger ’propensity score matching’ til at ba-

lancere kontrolgruppen og derefter almindelig regression til at udjævne resterende ubalancer. Stik-

prøven består af 1.300 deltagere i det nye regime (2003) og 25.000 i det gamle (2002). Samlet er

der ca. 600.000 personer i kontrolgruppen hvert af de to år. Der følges op i 18 måneder, og ledig-

heden er omkring 10 % af arbejdsstyrken i perioden. Resultaterne viser, at den overordnede effekt

er lille, men positiv, hvilket dels tilskrives en positiv effekt af voucherne, som både øger beskæfti-

gelsen og lønnen, og dels en lille negativ selektionseffekt, hvor udvælgelsen af ledige, der har de

bedste jobchancer, altså reducerer effekten af aktiveringsprogrammerne. Effekten af voucheren,

dvs. den institutionelle del af reformen, er signifikant seks måneder, efter den ledige påbegyndte sit

program, og aftager herefter moderat frem mod slutningen af opfølgningsperioden på halvandet år.

Størrelsesordenen af effekten svinger, men ligger på et niveau omkring 10 procentpoint højere be-

skæftigelse i reformgruppen. Det fremgår, at effekterne drives af de faglærte deltagere, mens der

ikke er nogen effekt for ufaglærte.

Huber, Lechner & Mellace (2017)

bygger videre på Behncke, Frölich & Lechner (2010a) (der finder,

at ikke-samarbejdsorienterede sagsbehandlere er mere effektive, se afsnit 3.4) og bruger de samme

data, men har en længere opfølgningsperiode (frem til udgangen af 2006). De undersøger,

hvordan

de mindre samarbejdsorienterede sagsbehandlere opnår deres højere effektivitet ved at dekompo-

nere effekten i to dele. Effekten kan skyldes, a) at de mindre samarbejdsorienterede sagsbehandlere

i højere grad vælger effektive aktiveringsprogrammer til den ledige, eller b) øvrige forhold. De syv

mulige typer af aktiveringsprogrammer er: kursus i jobsøgning, personlighedstræning, sproguddan-

nelse, computeruddannelse, erhvervspraktik, job med løntilskud eller intet. Resultaterne viser, at

den førstnævnte effekt a) ikke er økonomisk eller statistisk signifikant, og at det i stedet for er effek-

ten af b), de øvrige kendetegn ved sagsbehandlerens vejledning, der driver sammenhængen på

omkring 2 procentpoint øget beskæftigelse. De øvrige forhold kan ikke undersøges i detaljer, men

kan omfatte øget brug af sanktioner eller større krav i forhold til den ledige, fx med hensyn til at gå

til jobinterview.

3.3

Effekten af en reduceret sagsstamme

I dette afsnit præsenteres den viden, som VIVE har afdækket omkring effekten af en reduceret

sagsstamme, hvor hver sagsbehandler får reduceret sin mængde af sager, hvilket kan føre til, at

den enkelte borger bliver tilgodeset med en bedre og mere intensiv vejledning mv. Da samtlige

studier inden for dette område finder signifikant positive effekter på afgangen fra ledighed, og fire af

fem studier er publiceret i internationale fagfællebedømte tidsskrifter, så konkluderer VIVE, at der

eksisterer

moderat evidens

for, at en reduceret sagsstamme er forbundet med positive effekter på

borgerens afgang fra ledighed til beskæftigelse. I forhold til Beskæftigelsesministeriets videnshie-

rarki, som fremgår af Tabel 1.1, karakteriseres vidensniveauet ”moderat evidens” af en overvægt på

to studier af høj kvalitet, der viser resultater, som går i samme retning. Når VIVE på trods af antallet

af studier, der viser samme tendens, ikke vælger at konkludere, at der er stærk evidens, så skyldes

det både studiernes forskellighed i forhold til den evaluerede indsats og det forhold, at de bedste

studier i mindre grad vurderes at være generelt overførbare til danske forhold.

VIVE har inkluderet fem studier, der alle ser på en reduktion af sagsbehandlerens sagsstamme,

men på forskellig måde. Nogle studier analyserer effekter af lodtrækningsforsøg, hvor det er vilkår-

ligt, hvilke jobcentre eller borgere der har gavn af forsøget. Et studie ser på et forsøg, hvor deltagelse

har været frivillig blandt jobcentrene, mens et andet studie udnytter naturlig variation i sagsbehand-

lernes sagsstamme henover året, hvor variationen kan tilskrives sæsonsvingninger i ledigheden.

Målgrupperne for indsatsen varierer også fra langtidsledige kontanthjælpsmodtagere over nyan-

kommne indvandrere til dagpengemodtagere og fyrede medarbejdere. To studier er svenske, hvor

generaliserbarheden i forhold til en dansk kontekst vurderes at være meget høj, men heraf har det

ene studie specifikt fokus på nyankommne indvandrere, hvilket svækker den generelle overførbar-

hed til en dansk kontekst. De øvrige studier er fra Holland, Tyskland og Frankrig, hvor generaliser-

barheden vurderes at være aftagende i den nævnte rækkefølge.

Tabel 3.3

Studie

Hainmueller et al.

(2016).*

Do Lower Caseloads

Improve the Perfor-

mance of Public Em-

ployment Services?

New Evidence from

German Employment

Offices.

GER

Ferracci & Martin

(2015).*

Randomised Experi-

ments and the Evalu-

ation of Innovative

Placement Schemes

for the Unemployed.

Joona & Nekby

(2012).*

Intensive Coaching of

New Immigrants: An

Evaluation Based on

Random Program As-

signment.

Liljeberg & Lundin

(2010).

Jobbnätet ger jobb:

Effekter av intensifie-

rade arbetsförmed-

lingsinsatser för att

bryta långtidsarbets-

löshet.

Studier om sagsbehandlerens sagsstamme

Indsats

Reduceret sagsstam-

me. Antallet af sager

pr. sagsbehandler

var 40 vs. 100 i ind-

sats- og kontrolgrup-

pen.

Målgruppe

Kontanthjælpsmodta-

gere i 14 jobcentre og

779 kontroller. Selv-

selektion på jobcen-

terniveau.

Effekt

Negativ effekt på le-

dighedsraten og va-

righeden på hen-

holdsvis 0,39 procent-

point og 6 dage. Øko-

nomisk besparelse på

€ 90.000 pr. jobcen-

ter.

Risiko for bias

Middel til høj af-

hængig af, om

matchingproceduren

kan balancere både

observerede og uob-

serverede relevante

forhold. Generaliser-

barhed i forhold til

danske forhold vurde-

res at være god.

Lav

risiko for bias,

idet der er tale om et

klyngelodtræknings-

forsøg, og balance-

ringstest er accepta-

bel. Generaliserbar-

hed i forhold til dan-

ske forhold vurderes

at være middel.

Lodtrækning på indi-

vidniveau med lav ri-

siko for bias; kontrol

for observerbare for-

hold. Høj grad af vur-

deret generaliserbar-

hed til danske forhold.

Fokus

på den 1/10

borgere i sagsstam-

men med størst po-

tentiale samt ekstra

ressourcer til fire virk-

somhedskonsulenter,

der

matcher

borgere

og ledige jobs. Klyn-

gelodtrækning.

Mindre sagsstamme

for sagsbehandleren

– reduceres fra 200-

250 sager til 35-40

sager pr. måned.

110 private jobcentre

(klynger) i 8 regioner.

Fyrede og marginali-

serede borgere.

Match-indsatsen:

Positiv effekt på over-

gangen til beskæfti-

gelse, men ikke renta-

bel. Fokus-indsatsen:

Positiv effekt på over-

gang til beskæftigelse

og rentabel. Intention-

to-treat.

Positive intention-to-

treat beskæftigelses-

effekter efter 2 år.

21 % og 14 % hen-

holdsvis i indsats- og

kontrolgruppen. Effek-

ten gælder formentlig

kun for mænd. Break-

even efter 2-3 år.

Positive effekter i form

af 3 ugers hurtigere

overgang til ordinær

beskæftigelse i ind-

satsgruppen. Investe-

ringen er samfunds-

økonomisk fordelag-

tig.

Nyankommne indvan-

drere med arbejdser-

faring. 953 og 335

personer i henholds-

vis indsats- og kon-

trolgruppen. 9 kom-

muner.

Mindre sagsstamme

samt et større fokus

på opsøgende kon-

takt til virksomheder

og intensiveret støtte

til den langtidsledige.

Registrerede langtids-

ledige i Stokholm i

2007. 764 personer i

indsatsgruppen.

Middel til høj afhæn-

gig af, om matching-

proceduren har balan-

ceret uobserverede

relevante forhold.

Generaliserbarhed i

forhold til danske for-

hold vurderes at være

god.

Studie

Koning (2009).*

The effectiveness of

Public Employment

Service workers in the

Netherlands.

Indsats

Udnytter naturlig vari-

ation i antallet af le-

dige pr. sagsbehand-

ler over året (ca. 16-

22 sagsbehandlere

pr. 1.000 borgere).

Variationen skyldes

sæsonsvingninger i

ledighed.

Målgruppe

Data på jobcenterni-

veau. 132 jobcentre i

varierende størrelser.

Effekt

Små positive effekter

på kort sigt, men ikke

på længere sigt. En

én procent højere

sagsbehandler til kli-

ent-ratio øger af-

gangsraten med kun

0,041 %. Ændringen

ville være omkost-

ningseffektiv, idet

inflowet af ledige også

reduceres i kraft af en

bedre screening.

Risiko for bias

Middel til høj risiko for

bias, idet designet

bl.a. udnytter variation

mellem jobcentre,

hvor der også kan

være uobserverede

forskelle i klientbasen.

Generaliserbarheden

vurderes til at være

middel til god.

Anm.:

Note:

Kilde:

* Indikerer, at artiklen er publiceret i et fagfælle-vurderet internationalt tidsskrift.

“Risiko for bias” og studiernes generaliserbarhed til danske forhold er baseret på en subjektiv og umiddelbar vurdering af

forfatterne ud fra deres sektor- og metodekendskab. Se nærmere beskrivelse i kapitel 4.

VIVEs læsning af de udvalgte studier.

Effekterne måles forskelligt i studierne, men Joona & Nekby (2012) finder eksempelvis, at en kraftigt

reduceret sagsstamme medfører en forøgelse i andelen af beskæftigede indvandrere på 7 procent-

point efter to år i Sverige, mens Liljeberg & Lundin (2010) finder, at svenske langtidsledige kommer

tre uger hurtigere i beskæftigelse, bl.a. som følge af en reduceret sagsstamme. I Holland har Koning

(2009) fundet, at lavere sagsstamme har små positive effekter på kort sigt, mens Hainmueller et al.

(2016) i Tyskland finder, at en omtrentlig halvering af sagsbehandlerens sagsstamme reducerer

varigheden af ledighedsforløbet med 6 dage i gennemsnit for kontanthjælpsmodtagere. Endelig fin-

der Ferracci & Martin (2015), at en fransk ordning i privat regi, hvor sagsbehandlerne fokuserer på

den tiendedel af ledige i deres sagsstamme med største potentiale i én måned, at afgang til beskæf-

tigelse øges med 5 procentpoint efter et år.

For at en lavere sagsmængde pr. sagsbehandler skal give samfundsøkonomisk mening, er det imid-

lertid vigtigt, at de omkostninger, der er forbundet med fx at ansætte flere sagsbehandlere, også

afspejles i økonomiske gevinster, fx i form af en hurtigere overgang fra dagpenge eller kontanthjælp

til ordinær beskæftigelse blandt de ledige. I den forbindelse er det værd at nævne, at resultaterne i

flere af studierne tyder på, at reduktionen af sagsstammen kan være omkostningseffektiv.

Flere forhold gør sig gældende i forhold til resultaternes generaliserbarhed til danske forhold, her-

under fx konjunkturer, det lokale arbejdsmarked, målgruppen og borgerens arbejdsmarkedsparat-

hed. Endvidere må det antages, at sagsbehandlerens rolle i forhold til borgeren kan være en væ-

sentlig mediator for så vidt angår både effektstørrelse og den eksterne validitet. Fungerer sagsbe-

handleren fx både som virksomhedskonsulent, mentor og myndighedsperson med de opgaver, det

indebærer, såsom eksempelvis vejledning, formidling af jobs samt monitorering af borgeren under

ledighedsperioden og i forhold til screening af de borgere, der har ret til en ledighedsydelse? VIVE

har ikke indgående kendskab til, hvilke regimer forsøgene med de reducerede sagsstammer er im-

plementeret under – udover hvad der er beskrevet i det refererede kildemateriale.

Tilsvarende er det værd at være opmærksom på, at resultaterne af en reduceret sagsstamme må

ses i relation til sagsstammens niveau. Det er sandsynligt, at den samme reduktion i sagsstamme

har en større effekt, hvis den sker fra et højt end fra et lavt niveau, dvs. at effekten af reduceret

sagsstamme aftager med sagsstammens størrelse. Dette er imidlertid ikke noget, som studierne

undersøger, og vi kan derfor ikke udtale os om, hvorvidt og i hvilken grad dette er tilfældet. I den

sammenhæng bør man også være opmærksom på, hvad det kontrafaktiske scenarie er, hvilket i

dette tilfælde oftest er den sædvanlige sagsbehandling. I de tilfælde, hvor størrelsen af sagsstam-

men i det kontrafaktiske scenarie adskiller sig væsentligt fra den danske norm, vil overførbarheden

til danske forhold også være tvivlsom.

De identificerede studier

Nedenfor gennemgår vi de fem enkeltstudier i detaljer. Først de to svenske studier, der vurderes at

være særligt interessante set i forhold til danske forhold.

Det første svenske studie er

Joona & Nekby (2012),

som analyserer resultaterne fra et lodtræk-

ningsforsøg, hvor målgruppen er indvandrere, der får intensiveret sagsbehandling (reduceret sags-

stamme) set i forhold til den almindelige sagsbehandling. Indsatsen er forbundet med positive be-

skæftigelseseffekter. I indsatsen reduceres sagsbehandlernes sagsstamme betragteligt fra 200-250

sager til 35-40 sager pr. måned. Ni kommuner i tre amter deltager i forsøget, der foregik i 2006.

Målgruppen er nyligt ankomne indvandrere i alderen 20-64 år med opholdstilladelse i Sverige, der

har medbragt en uddannelse eller arbejdserfaring. I praksis blev kravet om uddannelse dog droppet.

I alt omfatter analysen 1.288 nyankommne indvandrere, hvoraf 953 personer deltager i interventi-

onsgruppen, mens der er 335 personer i kontrolgruppen. Opfølgning på baggrund af registerdata

sker til maj 2009. Efter et år med eksperimentet viser resultaterne, at der er signifikante positive

effekter af den intensiverede vejledning på beskæftigelseschancerne såvel som på sandsynlighe-

den for, at indvandrerne deltager i almindelige aktiveringsprogrammer, hvilket i sig selv kan øge

overgangen til beskæftigelse, såfremt aktiveringen har en positiv programeffekt. Efter ca. to år har

deltagerne stadig en højere beskæftigelse end personerne i kontrolgruppen – henholdsvis 21 % og

14 %. En cost-benefit analyse viser, at indsatsens omkostninger netop står mål med indtægterne

efter to eller tre år afhængig af de underliggende antagelser.

Det andet svenske studie,

Liljeberg & Lundin (2010),

finder, at en mere intensiv beskæftigelses-

indsats via en reduceret sagsstamme samt et større fokus på opsøgende kontakt til virksomheder

og intensiveret støtte har en positiv effekt på langtidslediges overgang til beskæftigelse og støttet

beskæftigelse. Målgruppen var langtidsledige borgere uden behov for supplerende indsatser, der

var registreret ved et jobcenter i Stockholmsområdet i perioden 2005-2007. I gennemsnit deltog

borgerne i indsatsen i 3,5 måneder. Effekten af indsatsen blev undersøgt ved statistisk matching

blandt borgere, der potentielt var i målgruppen for indsatsen i samme periode og geografiske om-

råde. Opfølgningsperioden varede indtil i februar 2008. Resultatet af indsatsen måles som antal

dage til overgang til beskæftigelse i året efter indsatsens start. Borgere i indsatsen overgik til ordinær

beskæftigelse tre uger før borgerne i den matchede kontrolgruppe (perioden i arbejdsløshed var i

gennemsnit 6 % kortere blandt borgerne i indsatsgruppen). De tilsvarende tal er 55 dage eller 15 %

kortere arbejdsløshedsperiode, hvis vi inkluderer overgangen til støttet beskæftigelse. Forfatterne

gennemfører en række følsomhedsanalyser for at vise, at resultaterne med meget høj sandsynlig-

hed skyldes indsatsen og ikke uobserverbare forskelle mellem indsatsgruppen og den matchede

kontrolgruppe. Den samfundsøkonomiske effekt af indsatsen vurderes at være positiv.

Det tyske og det franske studie adskiller sig fra det hollandske i og med, at sidstnævnte studie ikke

har nogen decideret indsats, men blot udnytter naturlig variation i størrelsen af sagsbehandlerens

sagsstamme. Det franske studie skiller sig ud ved, at det dels er et lodtrækningsforsøg, dels foregår

i regi af en stor privat aktør på det franske marked. Det tyske studie evaluerer et forsøg, der har

fundet sted som et led i den store Hartz IV-reform, som medførte mange ændringer i det tyske

system for ledighedsydelser.

Det franske klyngelodtrækningsforsøg i 2010-2011, der evalueres i

Ferracci & Martin (2015),

om-

fatter to indsatser med det formål at øge sagsbehandleres effektivitet, og det finder positive effekter.

I den første indsats blev sagsbehandlerne i starten af hver måned bedt om at identificere og fokusere

på den tiendedel af borgerne, som de forventede ville have mest gavn af deres hjælp (“PARI”).

Sagsbehandlerne organiserede derefter deres opgaver på en måde, som sikrede, at de udvalgte

borgere ville få den hjælp og støtte i løbet af måneden, som sagsbehandlerne vurderede, at de

havde brug for. Indsatsen består således i at støtte sagsbehandlerne til at organisere deres tid så

effektivt som muligt. I den anden indsats, der indgår som en del af afsnit 3.4 nedenfor, fik fire ekstra

sagsbehandlere til opgave at matche udvalgte borgere til jobs og sikre, at borgerne søgte de jobs,

de var blevet matchet til (“RENT”). Resultatmål var fast ansættelse eller midlertidig ansættelse af

mindst seks måneders varighed. I alt omfattede forsøget 23.600 borgere, hvoraf godt 5.600 deltog

i den første indsats og knap 7.000 i den anden. Der var 110 klynger (jobcentre), som blev tilfældigt

udvalgt til én af de to indsatser eller til kontrolgruppen. Der er estimeret intention-to-treat-effekter på

grund af muligheden for både positive og negative spillovers på de øvrige borgere i klyngen, samt

separate effekter for både bestand og inflow af ledige. Resultaterne viste, at selv om matchning-

indsatsen (“RENT”) havde en positiv effekt på overgangen til beskæftigelse, var indsatsen ikke om-

kostningseffektiv på grund af ansættelsen af nye medarbejdere til at varetage matchningen. Effekten

var en øget andel med afgang til beskæftigelse efter 12 måneder på 5 procentpoint for inflow-sam-

plet, mens der ikke var en signifikant effekt for bestanden. Den første indsats (“PARI”) havde en

positiv effekt på overgangen til beskæftigelse på 6 procentpoint for inflowet, mens det ligeledes ikke

var nogen effekt på bestanden. For målgruppen af marginaliserede var der kun en signifikant effekt

efter 6 måneder for inflowet til matchningsindsatsen. Da omkostningen for fokuserings-indsatsen

(“PARI”) var meget lav, var den også omkostningseffektiv.

Det tyske studie af

Hainmueller et al. (2016)

er en evaluering af et pilotforsøg, hvor der ansættes

490 ekstra sagsbehandlere i 14 ud af landets 779 jobcentre med stor geografisk spredning. Evalu-

eringen af den reducerede sagsstamme finder positive effekter af indsatsen. Antallet af sager pr.

sagsbehandler var ca. 40 i indsatsjobcentrene og ca. 100 i kontrolgruppen, hvor indsatsen var den

ordinære. Indsatsen gennemførtes i marts til maj 2007, og målgruppen var ledige kontanthjælps-

modtagere. Indsatsjobcentrene blev ikke tilfældigt udvalgt, og derfor anvendes en kombination af

matching og en såkaldt difference-in-difference-teknik for at evaluere indsatsens kausale effekt på

jobcenterniveau. Indsatsen resulterede i en reduktion på 0,39 procentpoint (13 %) i ledighedsraten,

og den gennemsnitlige arbejdsløshedsperiode var 6 dage kortere (4 %) i de deltagende jobcentre.

Samlet set resulterede indsatsen i en besparelse på € 90.000 pr. ”behandlet” jobcenter pr. år. Ind-

satsens positive effekt kan knyttes til en øget sanktionsrate samt en stigning i antallet af identifice-

rede ledige stillinger i jobcentre, hvor sagsbehandlerne har en mindre sagsstamme og derfor mere

tid til at kontakte virksomheder.

Endelig tager

Koning (2009)

udgangspunkt i, at antallet af ledige pr. sagsbehandler varierer meget

over tid i Holland. Data, der er fra 2004, er aggregeret på jobcenterniveau og omfatter 132 jobcentre

med mellem 240 og 4.740 klienter, hvilket svarer til 19,2 sagsbehandlere pr. 1.000 klienter med

under 6 måneders ledighed. Tallet varierer mellem ca. 16 og 22 sagsbehandlere pr. 1.000 klienter,

primært som følge af ændringer i ledigheden og ikke som følge af ændringer i antallet af sagsbe-

handlere. Der måles på afgangsraten fra ledighed i jobcenteret. Resultaterne viser, at en reduceret

sagsstamme marginalt øger afgangsraten i den første del af ledighedsperioden, men ikke på læn-

gere sigt. En én procent højere sagsbehandler-til-klient-ratio øger afgangsraten med kun 0,041 %.

Ændringen ville imidlertid være omkostningseffektiv, idet resultaterne også viser, at sagsbehandlere

med bedre tid er bedre til at screene de ledige i forhold til de krav, der stilles for at modtage en

ydelse, som primært er, at der skal være sendt tre ansøgninger den seneste måned. Den strengere

monitorering gør dermed, at færre modtager ydelsen, hvormed ændringen giver samfundsøkono-

misk mening.

3.4

Øvrige studier

I dette afsnit gennemgår og opsummerer vi de studier, som det ikke var meningsfuldt at kategori-

sere. Studierne undersøger en lang række sagsbehandlerrelaterede forhold. Resultaterne viser, at

forholdsvis enkle og billige indsatser, som at hjælpe sagsbehandlerne at organisere sin tid og fore-

tage prioriteringer (Ferracci & Martin, 2015), at udbetale en bonus til sagsbehandleren, når borgeren

kommer i beskæftigelse (Johansen, Holm & Rosdahl, 2009), at undgå sagsbehandlerskift (Rosholm,

Sørensen & Skipper (2017) samt at undgå at aflyse planlagte møder (Schiprowski, 2017) har posi-

tive effekter på borgernes beskæftigelse.

Derudover viser studierne, at lighed mellem borger og sagsbehandler i forhold til køn, alder, uddan-

nelsesniveau, tidligere erfaring af ledighed og især nationalitet har positiv effekt på sandsynligheden

for beskæftigelse (Behncke, Frölich & Lechner, 2010a), samt at sagsbehandlerens indstilling til bor-

gerens jobchancer har betydning (Rosholm, Sørensen & Skipper (2017). Behncke, Frölich & Lech-

ner (2010b) undersøger, om samarbejdsorienterede sagsbehandlere (som angiver, at man bør tage

højde for borgerens ønsker i sagsbehandlingen) er mere effektive end ikke-samarbejdsorienterede

sagsbehandlere. De finder omvendt, at ikke-samarbejdsorienterede sagsbehandlere er mere effek-

tive.

Tre af de syv studier i dette afsnit er publiceret i videnskabelige tidsskrifter (Behncke, Frölich &

Lechner, 2010a og b; Ferracci & Martin, 2015) og tre af studierne bruger slet ikke eller delvis ikke et

kausalt design.

Resultaterne af studierne præsenteres i Tabel 3.4, og de gennemgås i omvendt kronologisk række-

følge i afsnit 3.4.1.

Tabel 3.4

Studie

Rosholm, Sørensen &

Skipper (2017).

Sagsbehandlerens

betydning for udsatte

borgeres jobchancer.

Øvrige studier

Indsats

Betydningen af 1.

sagsbehandlerskift

samt 2. sagsbehand-

lers tro på borgeren.

Målgruppe

Ca. 3.500 aktivitets-

parate udsatte kon-

tanthjælpsmodtagere

og 115 sagsbehand-

lere i 10 deltagende

jobcentre (BIP

Effekt

1. Negativ sammen-

hæng på henholdsvis

beskæftigelse og ud-

dannelse. 2. Positiv

sammenhæng på

henholdsvis beskæfti-

gelse og uddannelse

(ca. 1-3 procentpoint).

Negativ effekt for bor-

gere, der har en effek-

tiv sagsbehandler

(øverste tredjedel af

fordelingen). Ingen ef-

fekt for borgere, der

har en ineffektiv sags-

behandler.

1. Positiv og omkost-

ningseffektiv på mål-

gruppe (a) 2. Positiv,

men ikke omkost-

ningseffektiv på no-

gen målgrupper. Ef-

fekt op til 5 procent-

point.

Risiko for bias

Middel risiko for bias

på grund af metode

og antagelser. Middel

overførbarhed, da det

er en særligt udvalgt

målgruppe og særligt

udvalgte jobcentre.

Middel risiko for bias

på grund af identifika-

tionsstrategi og mid-

del overførbarhed,

bl.a. på grund af sy-

stemforskelle.

Schiprowski (2017).

The Role of Case-

workers in Unemploy-

ment Insurance:

Evidence from Un-

planned Absences.

Ferracci & Martin

(2015).*

Randomised Experi-

ments and the Evalu-

ation of Innovative

Placement Schemes

for the Unemployed.

Aflyste møder grun-

det sagsbehandle-

rens uplanlagte fra-

vær.

Ledige dagpenge-

modtagere med tæt

tilknytning til arbejds-

markedet, 20-55 år.

Ca. 382.000 ledige og

2.300 sagsbehand-

lere.

a. Ledige borgere

langt fra arbejdsmar-

kedet. b. Borgere, der

er blevet fyret. 7.000

borgere deltager i ind-

sats 2.

1. Fokus på 1/10 af

borgere i sagsstam-

me og 2. ansættelse

af fire sagsbehand-

lere, der matcher

borgere til jobs i job-

bank.

Lav risiko for bias, da

der er tale om et ud-

mærket eksperimen-

telt design, men dårlig

overførbarhed på

baggrund af system-

forskelle

Studie

Behncke, Frölich &

Lechner (2010a).*

A Caseworker Like

Me - Does The Simi-

larity Between The

Unemployed and

Their Caseworkers In-

crease Job Place-

ments?

Behncke, Frölich &

Lechner (2010b).*

Unemployed and

Their Caseworkers:

Should They Be

Friends or Foes?

Weatherall & Mark-

wardt (2010).

Caseworker Behavior

and Clients' Employa-

bility.

Johansen, Holm &

Rosdahl (2009).

The effect of perfor-

mance related pay in

employment services.

Anm.:

Note:

Indsats

Lighed mellem bor-

ger og sagsbehand-

ler med hensyn til

køn, alder, nationali-

tet og uddannelse.

Målgruppe

Omkring 39.000 bor-

gere, der blev ar-

bejdsløse i 2003.

Effekt

Positiv effekt på over-

gang til beskæfti-

gelse, ca. 3 procent-

point. Nationalitet ser

ud til at være den vig-

tigste parameter.

Risiko for bias

Middel risiko for bias

på grund af kvantitativ

metode og middel til

lav overførbarhed på

grund af alder og sy-

stemforskelle.

At have en sagsbe-

handler, der

ikke

samarbejdsorienteret

(selvrapporteret).

Omkring 100.000

borgere, der blev ar-

bejdsløse i 2003.

Positiv effekt. 2 pro-

centpoint højere

sandsynlighed for be-

skæftigelse.

Middel risiko for bias

på grund af kvantitativ

metode og middel til

lav overførbarhed på

grund af alder og sy-

stemforskelle.

Høj risiko for bias på

grund af studiets de-

sign og middel til høj

overførbarhed, da der

er tale om et studie på

danske data.

Høj risiko for bias på

grund af forhold ved

design og identifika-

tion, men middel til

høj grad af overfør-

barhed, da data er

danske.

Sammenhængen

mellem sagsbehand-

lerens strategier og

adfærd samt borge-

rens beskæftigelse.

Frivilligt forsøg med

mindre økonomisk

bonus til sagsbe-

handlere i 37 danske

kommuner.

18-59-årige, der var

ledige i løbet af 2005,

og survey blandt knap

600 sagsbehandlere.

Positiv sammenhæng

mellem, at sagsbe-

handleren prioriterer

“lette” opgaver, samt

at sagsbehandleren

oftere sanktionerer.

Positiv effekt på over-

gang til selvforsør-

gelse. Øger afgangen

med 6,5-15,6 % af-

hængig af jobparat-

hed.

Langtidsledige kon-

tanthjælpsmodtagere i

alderen 18-64 år,

2006-2008. Ca.

61.000 personer.

Både jobparate og

ikke-jobparate.

Kilde:

* Indikerer, at artiklen er publiceret i et fagfællevurderet internationalt tidsskrift.

Undersøgelsens ene indsats indgår også i afsnit 3.3, idet den handler om reduktion af sagsstammen.

“Risiko for bias” og studiernes generaliserbarhed til danske forhold er baseret på en subjektiv og umiddelbar vurdering af

forfatterne ud fra deres sektor- og metodekendskab. Se nærmere beskrivelse i kapitel 4.

BIP står for BeskæftigelsesIndikatorProjektet, der er et projekt med formål at skabe ny viden om beskæftigelsesindsatsen

for udsatte ledige i Danmark, se http://vaeksthusets-forskningscenter.dk/projects/beskaeftigelses-indikator-projektet/

VIVEs læsning af de udvalgte studier.

De identificerede studier – Øvrige studier

Rosholm, Sørensen & Skipper (2017)

undersøger betydningen af 1) sagsbehandlerskift samt 2)

sagsbehandlerens indstilling til borgeren for udsatte ledige borgeres overgang til beskæftigelse eller

uddannelse inden for 1 år. Forfatterne bruger knap 10.000 besvarelser fra godt 3.500 borgere og

324 tilknyttede sagsbehandlere i BIP-projektet,

hvor borgerens og sagsbehandlerens besvarelse

ligger inden for 6 uger, og hvor besvarelsen er før september 2015.

1) 40 % af borgerne oplever ét eller flere sagsbehandlerskift. Et sagsbehandlerskift hænger sam-

men med et 1,6 procentpoint fald i sandsynligheden for at finde job eller uddannelse. For mænd

drives effekten af en reduktion i overgangen til job, mens det for kvinder er en reduktion i over-

gangen til uddannelse. Forfatterne kontrollerer for varigheden af kontanthjælpsforløbet, så sam-

menhængen skyldes ikke, at borgere med flere sagsbehandlerskift automatisk har længere for-

løb. Sammenhængen er dog ikke nødvendigvis kausal. For eksempel kan den skyldes, at ’be-

sværlige’ borgere både hyppigere skifter sagsbehandlere og har en mindre sandsynlighed for at

komme i beskæftigelse.

BIP står for BeskæftigelsesIndikatorProjektet, der er et projekt med formål at skabe ny viden om beskæftigelsesindsatsen for

udsatte ledige i Danmark, se http://vaeksthusets-forskningscenter.dk/projects/beskaeftigelses-indikator-projektet/

2) For at identificere den kausale sammenhæng mellem en positiv indstilling hos sagsbehandleren

og borgerens overgang til beskæftigelse eller uddannelse er forfatterne nødt til at udelukke, at

sammenhængen skyldes, at sagsbehandleren har adgang til privat information om borgeren (fx

borgerens fremtoning, sociale kompetencer, motivation og samarbejdsvilje), der ikke fremgår af

registerdata, men som kan påvirke både sagsbehandlerens indstilling til borgerens jobchancer

og borgerens overgang til job eller uddannelse. En kausal effekt ville kunne opstå, hvis sagsbe-

handlere med mere tro på en borgers jobchancer agerer anderledes med hensyn til vejledning,

eller hvis der er så kaldte Rosenthal- eller Pygmalion-effekter (dvs. at sagsbehandlerens positive

tro på borgerens chancer ”smitter af” på borgeren).

For at isolere den kausale effekt beregner forfatterne sagsbehandlerens gennemsnitlige tro på bor-

gernes jobchancer i vedkommendes sagsstamme – fraregnet den specifikke borger.

Denne gen-

nemsnitlige tro på borgeren (“sagsbehandler-joborientering”) forventes at afspejle sagsbehandle-

rens generelle indstilling til sine borgere uden at blive påvirket af sagsbehandlerens indstilling til den

konkrete borger. Sagsbehandlerne inddeles i tre lige store grupper – alt efter deres vurdering – set

i forhold til de øvrige sagsbehandlere på samme jobcenter.

En to-trins regressionsanalyse viser, at en mere joborienteret sagsbehandler øger borgerens

chance for at overgå til job med 1,3 procentpoint eller chancen for at finde job eller uddannelse med

3,3 procentpoint. Det vil sige, at hvis sagsbehandlerens tro på, at borgeren kommer i job, vokser

med 1 enhed på Likert-skalaen, så øges borgerens chance for at komme i job inden for et år med

1,3 procentpoint. Set i lyset af, at kun omkring 6 % finder job, så svarer dette til en gennemsnitlig

stigning i chancen for at finde et job på 22 %.

Forudsætningen for, at resultaterne kan tolkes kausalt, er, at borgerens allokering til en sagsbe-

handler sker tilfældigt, når der er betinget på de observerbare karakteristika. Det må fx ikke være

sådan, at umotiverede borgere oftere henvises til en bestemt sagsbehandler.

Schiprowski (2017)

undersøger, hvordan aflyste møder mellem sagsbehandler og borger på grund

af sagsbehandlerens uplanlagte fravær påvirker lediges overgang til beskæftigelse i Schweiz. Sags-

behandleren byttes typisk ud efter 6 måneders ledighed, hvorfor studiet fokuserer på aflysninger

inden for de første 3 måneder. Der afholdes i gennemsnit 2,1 møder mellem sagsbehandler og

borger i løbet af de første 3 måneders ledighed.

Undersøgelsen baserer sig på registerdata omfattende ledige dagpengemodtagere og deres sags-

behandlere i perioden 2010-2012. De ledige dagpengemodtagere har en relativt tæt tilknytning til

arbejdsmarkedet og er 20-55 år. Stikprøven består af godt 382.000 ledige og knap 2.300 sagsbe-

handlere. Studiet tager udgangspunkt i, at aflysninger af møder er tilfældige set fra den lediges

perspektiv.

Resultaterne viser, at ledige, som får aflyst deres møde med en sagsbehandler, i gennemsnit er

ledige i 10 dage længere (andel med exit fra ledighed falder 2,8 procentpoint efter 6 måneder), men

også at effekten kun eksisterer for de effektive sagsbehandlere i den øverste tredjedel af fordelin-

gen, dvs. at effekten er dobbelt så stor som gennemsnitstallene, og for ineffektive sagsbehandlere

har aflysninger ingen effekt. Resultaterne viser ikke overraskende, at der eksisterer negative spill-

over-effekter af aflysningerne på sagsbehandlerens kollegaer. Halvdelen af de møder, der aflyses,

bliver ombooket til en anden sagsbehandler, hvorfor estimaterne betragtes som konservative.

Ferracci & Martin (2015)

undersøger to indsatser med det formål at øge sagsbehandleres effekti-

vitet på baggrund af et fransk klyngelodtrækningsforsøg gennemført i 2010-2011, hvoraf den første

Kun sagsbehandlere med mere end 4 borgere i sagsstammen indgår i analysen.

indsats omtales i afsnit 3.3 ovenfor, da den omhandler en reduktion i sagsstammen. I den anden

indsats fik fire ekstra sagsbehandlere til opgave at

matche

udvalgte borgere til jobs i jobbanken samt

sikre, at borgerne søgte de jobs, de var blevet matchet til. Resultatmål var fast ansættelse eller

midlertidig ansættelse af mindst 6 måneders varighed. I alt omfattede forsøget 23.600 borgere,

hvoraf godt 5.600 deltog i den første indsats og knap 7.000 i den anden. Resultaterne opdeles

afhængig af, om de ledige kommer til undervejs i undersøgelsen (inflow), eller om de er med fra

begyndelsen (bestand). Resultaterne viste, at selv om matchningsindsatsen havde en positiv effekt

på overgangen til beskæftigelse, var indsatsen ikke omkostningseffektiv på grund af udgiften til an-

sættelsen af nye medarbejdere, der skulle varetage matchningen. Effekten var en øget andel med

afgang til beskæftigelse efter 12 måneder på 5 procentpoint for inflow-samplet af nye ledige, mens

der ikke var en signifikant effekt for bestanden af ledige. For målgruppen af marginaliserede var der

kun en signifikant effekt efter 6 måneder for inflowet til matchningsindsatsen.

Behncke, Frölich & Lechner (2010b)

undersøger effekten af at have en sagsbehandler inden for

samme demografiske og sociale gruppe på den lediges sandsynlighed for beskæftigelse i Schweiz.

Tanken er, at lighed mellem borger og sagsbehandler kan medføre, at sagsbehandleren bedre kan

hjælpe borgeren med at finde strategier og indsatser, der kan gøre vejledningen mere effektiv. Lig-

hed kan også øge tilliden og engagementet mellem de to parter. Ligheder defineres på baggrund af

køn, alder, nationalitet, uddannelsesniveau og tidligere erfaring af ledighed.

Effekten estimeres ved statistisk matching med udgangspunkt i det samme dataset, der anvendes i

Behncke, Frölich & Lechner (2010a) og Huber, Lechner & Mellace (2017). Efter afgrænsninger ind-

går 38.620 borgere, der blev ledige i løbet af 2003, og følges frem til 2006. Resultaterne viser, at

borgere med en sagsbehandlere fra den samme socialgruppe har 3 procentpoint højere sandsyn-

lighed for beskæftigelse. Analyserne tyder på, at nationalitet er det afgørende karakteristika.

Behncke, Frölich & Lechner (2010a)

undersøger effekten af at have en samarbejdsorienteret

sagsbehandler på overgangen til beskæftigelse i Schweiz. Effekten undersøges ved statistisk

matching på baggrund af en lang række af sagsbehandler-, borger- og arbejdsmarkedsrelaterede

variabler. Sagsbehandlere, der er samarbejdsorienterede (angiver at man bør tage højde for borge-

rens ønsker i sagsbehandlingen), sammenlignes med ikke-samarbejdsorienterede sagsbehandlere

(der angiver det modsatte). I alt indgår 100.222 borgere, der blev arbejdsløse i løbet af 2003, i

studiet. Resultaterne viser, at en borger, der har haft kontakt til en ikke-samarbejdsorienteret sags-

behandler, har 2 procentpoint højere sandsynlighed for beskæftigelse i løbet af en 3-årsperiode efter

registreringen som arbejdsløs.

Weatherall & Markwardt (2010)

undersøger detaljerede oplysninger fra en dansk survey med 592

sagsbehandlere koblet med registerdata omfattende samtlige ledige i 2005. Surveyen indeholder

informationer om sagsbehandlerens adfærd og strategier inden for en lang række af områder, der

grupperes til fem indeks:

Creaming (i hvilken grad sagsbehandleren prioriterer “nemme” sager)

Distance (i hvilken grad sagsbehandleren undgår at få en personlig relation til borgeren og op-

retterholder en professionel distance)

Formalism (i hvilken grad sagsbehandleren prioriterer at overholde regler og aftaler)

Coercion (i hvilken grad sagsbehandleren bruger sanktioner over for borgeren)

Restcoping (indeholder en lang række af oplysninger, herunder hvorvidt sagsbehandleren slæk-

ker på regler for at spare tid, undgår at informere borgerne om, hvilke valgmuligheder de har,

fordi man ved, at de vil have svært ved at træffe en beslutning mv.).

Studiet undersøger sammenhængen mellem sagsbehandlerens adfærd og strategier (de fem in-

deks) og borgerens overgang til beskæftigelse i 2006. Forfatterne kontrollerer for en lang række af

borger- og arbejdsmarkedsrelaterede forhold og finder en positiv sammenhæng mellem ”creaming”,

”coercion” og borgerens overgang til beskæftigelse.

Johansen, Holm & Rosdahl (2009)

undersøger effekten af økonomiske bonusser til sagsbehand-

lerne i 37 af landets 98 kommuner. Deltagelsen var frivillig og en del af “En Ny Chance”-programmet.

Datamaterialet omfatter 61.239 kontanthjælpsmodtagere i alderen 18-64 år, som modtog kontant-

hjælp i mindst én uge mellem uge 25, 2006 og uge 26, 2008, og som forinden havde været passive

i mindst et år. Den økonomiske bonus var på 1.000 kr. og blev udbetalt til sagsbehandleren, såfremt

den ledige fandt og opretholdt et ordinært job i mindst 13 uger.

Forfatterne estimerer Cox-hazard-modeller for at undersøge bonussens betydning for overgangen

til selvforsørgelse (overgange til fx pension, SU, løntilskud mv. højrecensoreres). Resultaterne viser,

at bonussen øger afgangen til selvforsørgelse med 15,6 % for arbejdsmarkedsparate ledige og med

6,5 % for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige.

Det er muligt, at de jobcentre, der vælger at deltage i interventionen, er systematisk forskellige fra

ikke-deltagende jobcentre. Forfatterne har ikke mulighed for at korrigere for denne selektionsbias,

men laver en placebo-analyse (hvor de analyserer data fra 2004-2006). Placebo-analysen viser, at

der ikke er (signifikante) forskelle mellem kommuner, der senere deltog i bonusordningen, og ikke-

deltagende kommuner. Der ser derfor ikke ud til at være systematiske forskelle mellem de to grupper

af kommuner, hvilket indikerer, at effekten af bonussen er kausal.

Vurdering af studiernes kvalitet

Dette kapitel indeholder en kort oversigt over de metoder, der typisk bruges i de inkluderede studier,

en diskussion af metodernes fordele og ulemper, samt en diskussion af de øvrige forhold, som ligger

til grund for VIVEs subjektive kvalitetsvurdering.

Effektstudiernes metode og design er afgørende for studiernes validitet og således også for, hvor

høj risikoen er for, at studiernes resultater er behæftet med fejl, som påvirker resultaterne i en be-

stemt retning. Når man ønsker at måle effekten af en indsats for de personer, der har deltaget i

indsatsen (indsatsgruppen), er det centralt at identificere en gruppe af personer (kontrolgruppen),

der minder så meget om indsatsgruppen som muligt – både med hensyn til observerbare og ikke-

observerbare karakteristika. I det omfang det lykkes at identificere en helt identisk kontrolgruppe,

kan man være sikker på, at den fundne effekt afspejler den sande sammenhæng mellem årsag og

virkning.

Effektmålingernes design er afgørende for, i hvilket omfang resultaterne kan fortolkes som en år-

sagssammenhæng. Nedenstående metoder anvendes typisk til at identificere årsag og virkning:

Tabel 4.1

Design

Randomiserede kontrolle-

rede forsøg

Metoder, der typisk anvendes til at identificere den kausale effekt af en beskæftigel-

sesindsats

Typisk eksempel

Klassiske medicinske lodtræk-

ningsforsøg med virksomme

piller vs. placebo.

Udnyttelse af diskontinuiteter

eller naturlig variation såsom

fysiske grænser eller regler,

der giver uafhængig variation i

sandsynlighed for deltagelse.

Matching på køn, alder, ud-

dannelse mv. Propensity

score matching er en udbredt

variant.

Typiske fordele

Højeste interne validitet –

guldstandarden – og deraf

følgende gennemslags-

kraft.

Høj intern validitet.

Typiske ulemper

Ikke nødvendigvis høj policy-

relevans, og det kan være

vanskeligt at implementere i

større skala.

Kan have lav policy-relevans,

idet resultaterne ofte kun gæl-

der for en specifik gruppe per-

soner.

Ofte en højere grad af policy-

relevans; ofte estimeres effek-

ter af et faktiske program på

de faktiske deltagere. Risiko

for bias, idet der kun kan ta-

ges højde for identificerbare

forhold.

Kontrol for observerede

og uobserverede forskelle

mellem deltagere og kon-

troller

Kontrol for observerede

forskelle mellem deltagere

og kontroller

Lavere intern validitet.

Kilde:

VIVE.

Resultater baseret på veludførte lodtrækningsforsøg betragtes som fri for bias, idet lodtrækningen

sikrer, at indsats- og kontrolgruppen i udgangspunktet er ens med hensyn til observerede såvel som

uobserverede karakteristika. Det er imidlertid ikke altid sådan, at et lodtrækningsforsøg er så velud-

ført, at det lever op til denne høje standard.

Ved ikke-eksperimentelle design såsom matching og regression bruges statistiske metoder til at

kontrollere for observerede forskelle mellem indsats- og kontrolgruppen, og det forudsættes såle-

des, at alle årsager til selektion er observeret. Dertil kommer, at det ved nogle ikke-eksperimentelle

designs desuden er muligt at kontrollere for uobserverede forskelle mellem indsats- og kontrolgrup-

pen under forudsætning af, at en række antagelser er opfyldt.

Størstedelen af de studier, der er inkluderet i denne litteraturgennemgang, beror på en eller anden

form for kontrol for observerbare forskelle, fx via matching-metoder, jf. Tabel 4.2.

Tabel 4.2

Optælling af studier

Antal studier

Design

– Lodtrækning (individ, klynge, kvasi)

– Naturligt eksperiment

– Øvrige (forsøg med frivillig deltagelse, matching, difference-in-difference mv.)

Vurdering af risiko for bias

– Lav

– Middel

– Høj

Geografi

– Danmark

– Sverige

– Holland

– Schweiz

– Tyskland

– Frankrig

Antal

Kilde:

VIVE.

For at vurdere overførbarheden af de enkelte resultater, så skal man forholde sig til to ting:

Hvor stor risikoen er for, at resultaterne ikke repræsenterer en egentlig årsagssammenhæng,

hvilket hænger sammen med ovenstående diskussion omkring valg af kvantitativ metode. For

eksempel har et veludført lodtrækningsforsøg en god chance for at afdække en årsagssam-

menhæng, hvorfor vi siger, at studiets

interne validitet

er høj. Et sådant studie ville have en

højere sandsynlighed for at få vurderingen “lav risiko for bias”, hvorimod et studie baseret på

fx propensity score matching ville få vurderingen “middel” eller “høj risiko for bias”. Naturligvis

er der andre forhold en blot selve metoden, som afgør VIVEs vurdering, og således vil kvaliteten

spille en afgørende rolle. Eksempelvis trækker det et lodtrækningsforsøgs vurdering ned, hvis

de tilfældigt udvalgte kontroller alligevel har mulighed for at deltage, uden at det kan observe-

res. Ligeledes trækker det et matching-studie op, såfremt der kontrolleres for mange relevante

baggrundskarakteristika.

I hvor høj grad studiernes resultater kan overføres til andre sammenhænge uden for eksem-

pelvis en konkret eksperimentel ramme. Herunder er der selvsagt særlig fokus på, om resultatet

kan overføres til en dansk kontekst. Dette forhold benævnes som studiets

eksterne validitet.

Generelt kan den højere interne validitet i et lodtrækningsforsøg komme på bekostning af en

lavere ekstern validitet, hvis fx omstændighederne omkring forsøget er så specielle, at de kun

vanskeligt ville kunne overføres til en anden sammenhæng. På samme måde vil overførbarhe-

den til danske forhold være lav, såfremt studiets resultater er opnået et sted, hvor fx sagsbe-

handlernes arbejdsgang eller størrelsen af sagsstammen er meget anderledes end i de danske

jobcentre. Det er vigtigt at fastslå, at blot fordi et studie er af dansk oprindelse, så betyder det

ikke nødvendigvis, at den eksterne validitet er høj, da denne vurdering også beror på andre

forhold.

Det er også værd at være opmærksom på, at studierne måler på intentionen om at give en indsats

– og at den konkrete dosis af indsatsen, som borgeren får, oftest ikke er redegjort for. I den engelsk-

sprogede litteratur benævnes dette forhold ’intention-to-treat’-effekter. Dette forhold kan fx have be-

tydning for reproducerbarheden af resultaterne, såfremt en mindre andel borgere end forudsat ind-

vilger i at deltage, hvilket er særligt relevant ved lodtrækningsforsøg.

Endvidere bør man også være opmærksom på, hvad det kontrafaktiske scenarie er. For eksempel

i tilfældet med en reduceret sagsstamme er det oftest den sædvanlige sagsbehandling, dvs. det

sædvanlige antal borgere pr. sagsbehandler. I de tilfælde, hvor størrelsen af sagsstammen i det

kontrafaktiske scenarie adskiller sig væsentligt fra den danske norm, vil overførbarheden til danske

forhold også være tvivlsom.

Endelig spiller det ind på kvalitetsvurderingen, hvorvidt et studie er kvalitetsbedømt som led i publi-

ceringen i et fagfællebedømt tidsskrift. En artikel, der har været igennem en sådan kvalitetssikring

og er blevet publiceret i et højtrangeret internationalt tidsskrift, vil i udgangspunktet kunne forventes

at være af en høj kvalitet. En undtagelse vil dog være, hvis studiet på det tidspunkt, hvor det blev

publiceret, var banebrydende i sit genstandsfelt eller metode, og hvor der senere er blevet udviklet

nye og bedre metoder.

5.1

Metode – Emneområde 1

Afgrænsninger

I denne søgning har vi fokus på litteraturen, der eksplicit undersøger effekten af videosamtaler eller

øvrige former for distancemøder på de lediges uddannelses- eller jobchancer. Med dette menes, at

målgruppen skal være ledige og

ikke

beskæftigede eller studerende. Dette udelukker fx en eksiste-

rende litteratur omkring amerikanske virksomheders brug af video eller telefon i rekrutteringen, da

målgruppen oftest er ’on-the-job’-søgende eller studerende (fx Straus et al., 2001). Det har ikke

været et krav i søgningen, at distancemødet eller møderne er sket i jobcenterregi. Det vil sige, at

distancemøder, der er sket i fx socialforvaltnings- eller privat regi, også er inkluderet, såfremt for-

målet med distancemøderne har været at forøge ledige borgeres uddannelses- eller jobchancer.

Vi har udelukket studier, hvor udfaldsmålet ikke var direkte forbundet med beskæftigelse eller ud-

dannelse. Dette indebærer, at studier, hvor der udelukkende fokuseres på den lediges subjektive

oplevelse eller tilfredshed med et møde, hvor modparten ikke har været fysisk tilstede, ikke er inklu-

deret.

Metodemæssigt har vi inkluderet studier, hvor man med stor sikkerhed kan sige, at det, der afdæk-

kes, er en kausal sammenhæng. Det vil sige, at vi har inkluderet studier med et eksperimentelt

design samt studier med et ikke-eksperimentelt design, hvor identifikationen af den kausale sam-

menhæng er godtgjort via sammenligning med en kontrolgruppe.

Tidsmæssigt afgrænses søgningen til studier, der er udgivet mellem 2000 og marts 2019, hvor litte-

ratursøgningen er gennemført. Den tidsmæssige afgrænsning er foretaget med henblik på at sikre,

at de inkluderede studier har relevans og aktualitet. Grundet den teknologiske udvikling forventer vi

ikke, at denne afgrænsning har haft betydning for antallet af inkluderede studier. Vi har inkluderet

studier udgivet på dansk, engelsk, norsk og svensk, og som er udført i OECD-lande.

Vi har ligeledes inkluderet videnskabelige artikler udgivet i fagfællebedømte tidsskrifter såvel som

rapporter og arbejdspapirer udgivet af forskningsinstitutioner. Vi vurderer, at det er væsentligt at

inkludere sidstnævnte, idet den ”grå litteratur” kan være relevant og af høj kvalitet, selvom den ikke

nødvendigvis er publiceret i internationale tidsskrifter (endnu). Da grå litteratur kan være svær at

identificere via systematiske søgninger, har vi suppleret den systematiske søgning med såkaldt

”snowballing” på inkluderede studiers referencelister samt søgninger på relevante institutters hjem-

mesider. Grundet den lavere grad af systematik i denne del af søgningen identificeres sandsynligvis

kun et selekteret udsnit af den grå litteratur.

5.2

Litteratursøgning

Litteratursøgningen er gennemført på systematisk vis efter følgende almindeligt anerkendte frem-

gangsmåder. Der er søgt systematisk efter internationale studier i følgende online-databaser:

Academic Search

EconLit

PsycInfo

Sociological Abstracts/Social Services Abstracts (samsøgt)

Social Sciences Citation Index (Web of Science)

Soc.Index

Campbell

Proquest Dissertations & Theses

IDEAS/RePEc.

Der er desuden søgt efter studier i følgende online nordiske databaser:

Netpunkt

Forskningsdatabasen

Oria

Nora

Libris

SwePub.

Søgeordene er tilpasset til svensk og norsk.

I søgestrategien benyttede vi os af tre elementer fra PICOS

, der typisk fungerer som udgangspunkt

for udviklingen af den endelige søgestrategi. Udgangspunktet for arbejdet med at finde de rette

søgetermer var indledende søgninger efter relevante studier på Google Scholar, forespørgsler

blandt forskerkollegaer samt input fra STAR. Listen blev udvidet i en iterativ proces, efterhånden

som den engelske terminologi inden for området blev fastlagt. Tabel 5.1 indeholder eksempler på

søgetermer inden for de tre elementer.

Tabel 5.1

Eksempler på søgeord – møder på distance.

Eksempler på søgetermer

employment; unemployed; displaced; job-seekers; job-search

video, virtual, telephone, Skype, online, meeting, web-based, distance

Element i PICOS

Population

Intervention, out-

come, comparison

Study design

RCT; randomized/randomised controlled trial; experiment; case-control; review; meta-analysis;

causal effect; impact; evaluation; natural experiment; quasi-experiment; instrumental variable; IV;

exclusion restriction; regression discontinuity; propensity score matching; difference-in-differ-

ence; regression

Vi målrettede søgeordene i Tabel 5.1 til de enkelte databaser i de gennemførte søgninger. Vi søgte

i emneord fra de enkelte databaser samt en kombination af ord i titler og abstracts. Vi trunkerede

søgeordene og har taget højde for forskelle i stavemåder. Søgeordene ovenfor er således ikke an-

vendt direkte i alle søgningerne.

5.3

Udvælgelse af relevante studier

Udvælgelsen af de studier, der indgår i denne litteraturoversigt, er foretaget af rapportens forfattere

og er foregået i flere trin. Indledningsvis er de hits, der blev fundet ved litteratursøgningen, screenet

på titel for at frasortere klart irrelevante studier. Potentielt relevante studier blev screenet på bag-

grund af titel og abstract. Ved tvivl om, hvorvidt et studie opfyldte inklusionskriterierne, blev studiet

læst i fuldtekst. Figur 5.1 giver et overblik over forløbet fra litteratursøgning til udvælgelsen af rele-

vante studier.

PICOS er akronym for

Population, Intervention, Comparison, Outcomes, Study

design.

Figur 5.1

Oversigt over forløbet fra litteratursøgning til udvælgelse af relevante studier

Søgehits: 627 artikler identificeres og screenes på titel

13 studier inkluderes efter 1. screening og screenes på abstract

7 studier inkluderes efter 2. screening og læses i fuldtekst

1 studie inkluderes i litteraturoversigten

Anm.:

Antal søgehits er angivet efter rensning for artikler, der optræder i flere databaser.

6.1

Metode – Emneområde 2

Afgrænsninger

I denne søgning har vi fokus på effektstudier (dvs. studier, der med stor sandsynlighed afdækker en

kausal sammenhæng, jf. afsnit 5.1), hvor udfaldsmålet er direkte forbundet med beskæftigelse eller

uddannelse. Målgruppen er ledige modtagere af overførselsindkomster, svarende til fx dagpenge

eller kontanthjælp.

Typen af indsatser er bredt defineret som sagsbehandlerrelaterede forhold, som kan have betydning

for borgerens vej ud af ledighed. Konkrete eksempler på den type indsatser er:

Administrative og ressourcemæssige forhold:

Betydningen af kontinuiteten i sagsbehand-

lingen eller antallet af sager, som sagsbehandleren sidder med.

Dynamik i forholdet mellem borger og sagsbehandler:

Effektanalyser, der undersøger be-

tydningen af sagsbehandlerens forventninger til borgeren, som fx de sammenhænge, der afrap-

porteres fra BIP-projektet

, hvor der påvises en korrelation mellem sagsbehandlerens vurdering

af udsatte kontanthjælpsmodtageres jobchancer og borgernes faktiske overgang til beskæfti-

gelse.

Matchet mellem borger og sagsbehandler:

Undersøgelser af de kausale effekter på fx tran-

sitionen til beskæftigelse og af matchet mellem borger og sagsbehandler ud fra objektive forhold

såsom køn, alder, uddannelse og nationalitet, svarende til de schweiziske resultater, der doku-

menteres i Behncke, Frölich & Lechner (2010b).

Tidsmæssigt afgrænses søgningen til studier, der er udgivet mellem 2000 og april 2019, hvor litte-

ratursøgningen er gennemført. Den tidsmæssige afgrænsning er foretaget med henblik på at sikre,

at de inkluderede studier har relevans og aktualitet. Vi har inkluderet studier udgivet på dansk, en-

gelsk, norsk og svensk, og som er udført i OECD-lande.

Vi har inkluderet videnskabelige artikler udgivet i fagfællebedømte tidsskrifter såvel som rapporter

og arbejdspapirer udgivet af forskningsinstitutioner. Vi vurderer, at det er væsentligt at inkludere

sidstnævnte, idet den ”grå litteratur” kan være relevant og af høj kvalitet, selvom den ikke nødven-

digvis er publiceret i internationale tidsskrifter (endnu).

6.2

Litteratursøgning

Vi søgte systematisk efter relevant litteratur i de samme internationale og nordiske online-databaser

som for emneområde 1 (jf. afsnit 5.2).

Tabel 6.1 indeholder eksempler på søgetermer inden for de tre elementer.

BIP står for BeskæftigelsesIndikatorProjektet, der er et projekt med formål at skabe ny viden om beskæftigelsesindsatsen for

udsatte ledige i Danmark, se http://vaeksthusets-forskningscenter.dk/projects/beskaeftigelses-indikator-projektet/.

Tabel 6.1

Eksempler på søgeord – sagsbehandlerrelaterede forhold

Eksempler på søgetermer

employment; unemployed; displaced; job-seekers; job-search; case manager; employment ser-

vice; job councellor

change of caseworker; role; expectation; understanding; trust; intense; positive; accommodating;

co-operative; same sex; similar age; same ethnic group; attitude; approach; mindset; belief; col-

laboration; interaction; optimistic; mentor; case load

RCT; randomized/randomised controlled trial; experiment; case-control; review; meta-analysis;

causal effect; impact; evaluation; natural experiment; quasi-experiment; instrumental variable; IV;

exclusion restriction; regression discontinuity; propensity score matching; difference-in-differ-

ence; regression

Element i PICOS

Population

Intervention, out-

come, comparison

Study design

6.3

Udvælgelse af relevante studier

Som under emneområde 1 blev de fremsøgte studier screenet på titel, titel og abstract samt fuldtekst

af rapportens forfattere. Derudover identificeredes et mindre antal af studier via såkaldt ”snowbal-

ling” på inkluderede studiers referencelister samt søgninger på relevante institutters hjemmesider.

Figur 6.1 giver et overblik over forløbet fra litteratursøgning til udvælgelsen af relevante studier.

Figur 6.1

Oversigt over forløbet fra litteratursøgning til udvælgelse af relevante studier

Søgehits: 1.008 artikler identificeres og screenes på titel

54 studier inkluderes efter 1. screening og screenes på abstract

24 studier inkluderes efter 2. screening og læses i fuldtekst

3 studier inkluderes efter "snowballing"

19 studier inkluderes i litteraturoversigten

(16 fra litteratursøgning og 3 fra "snowballing")

Anm.:

Antal søgehits er angivet efter rensning for artikler, der optræder i flere databaser.

Litteratur

Abbring, J.H.; G. van den Berg (2003): The Nonparametric Identification of Treatment Effects in

Duration Models.

Econometrica,

71(5) 1491-1517.

Bech, S.L. (2015):

The Role of Caseworkers in Improving Labor Market Outcomes.

Aarhus: Institut

for Økonomi, Aarhus Universitet.

Behncke, S.; M. Frölich; M. Lechner (2010a): Unemployed and Their Caseworkers: Should They

Be Friends or Foes?

Journal of the Royal Statistical Society. Series A (Statistics in Society),

173(1) 67-92.

Behncke, S.; M. Frölich & M. Lechner (2010b): “A Caseworker Like Me” - Does The Similarity Be-

tween The Unemployed and Their Caseworkers Increase Job Placements?

The Economic

Journal,

120(549) 1430-1459.

Bolhaar, J.; N. Ketel; B. van der Klaauw (2018):

Caseworker's discretion and the effectiveness of

welfare-to-work programs.

IZA. IZA DP No. 11666.

Cheung, M.; J. Egebark; A. Forslund; L. Laun; M. Rödin & J. Vikström (2018):

Job search assis-

tance and displacement effects: Evidence from a randomized experiment,

The IZA World La-

bor Conference 2018, pp. 1-28.

Ferracci, M.; M., Florine (2015): Randomised Experiments and the Evaluation of Innovative Place-

ment Schemes for the Unemployed.

Travail et Emploi Hors-série,

2015 Special Edition 65-83.

Hainmueller, J.; B. Hofmann; G. Krug; K. Wolf (2016): Do Lower Caseloads Improve the Perfor-

mance of Public Employment Services? New Evidence from German Employment Offices.

Scandinavian Journal of Economics,

118(4) 941-974.

Huber, M.; M. Lechner & G. Mellace (2017): Why Do Tougher Caseworkers Increase Employ-

ment? The Role of Program Assignment as a Causal Mechanism.

Review of Economics and

Statistics,

99(1) 180-183.

Johansen, A.S.; A. Holm & A. Rosdahl (2009):

The effect of performance related pay in employ-

ment services.

København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Working Paper

09:2009.

Joona, P.A. & L. Nekby (2012): Intensive Coaching of New Immigrants: An Evaluation Based on

Random Program Assignment.

Scandinavian Journal of Economics,

114(2) 575-600.

Koning, P. (2009): The effectiveness of Public Employment Service workers in the Netherlands.

Empirical Economics,

35(2) 393-409.

Lagerström, J. (2011):

How important are caseworkers – and why? New evidence from Swedish

employment offices.

IFAU - Institute for Evaluation of Labour Market and Education Policy.

Working Paper Series 2011:10.

Lechner, M. & J. Smith (2007): What is the value added by caseworkers?

Labour Economics,

14,

135-151.

Liljeberg, L. & M. Lundin (2010):

Jobbnätet ger jobb: Effekter av intensifierade arbetsförmed-

lingsinsatser för att bryta långtidsarbetslöshet.

IFAU - Institute for Evaluation of Labour Market

and Education Policy. IFAU rapport 2010:2.

Rinne, U.; A. Uhlendorff & Z. Zhao (2013): Vouchers and caseworkers in training programs for the

unemployed.

Empirical Economics,

45, 1089-1127.

Rosholm, M.; K.L. Sørensen & L. Skipper (2017):

Sagsbehandlerens betydning for udsatte borge-

res jobchancer.

Beskæftigelses Indikator Projektet. Væksthusets Forskningscenter.

Rosholm, M.; K.L. Sørensen; L. Skipper & S. Nielsen (2018):

Effektive sagsbehandlerstrategier i

beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP).

København: Væksthusets

Forskningscenter.

Schiprowski, A. (2017):

The Role of Caseworkers in Unemployment Insurance: Evidence from Un-

planned Absences.

IZA. IZA DP No. 11040.

Staghøj, J.; M. Svarer & M. Rosholm (2010): Choosing the Best Training Programme: Is there a

Case for Statistical Treatment Rules?

Oxford Bulletin of Economics and Statistics,

72(2) 172-

201.

Straus, S.G., J.A. Miles & L.L. Levesque (2001): The effects of videoconference, telephone, and

face-to-face media on interviewer and applicant judgments in employment interviews.

Journal

of Management,

27(3) 363-381.

Weatherall, C.D. & K. Markwardt (2010):

Caseworker Behavior and Clients' Employability. Køben-

havn:

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Working Paper 04:2010.