Beskæftigelsesudvalget 2019-20
BEU Alm.del
Offentligt
2193557_0001.png
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
[email protected]
Karsten Hønge
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 6. maj 2020 stillet følgende spørgsmål nr. 246
(alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet af Karsten Hønge (SF).
Spørgsmål nr. 246:
”Med
henvisning til artiklen »Tilsyn forsvandt fra dag til anden: Arbejdstilsynet
droppede 3.000 kontroller efter corona-udbrud« i Fagbladet 3F 6. maj 2020 bedes
ministeren besvare følgende spørgsmål:
A. Hvad skyldes nedgangen i Arbejdstilsynets tilsyn? Spørgsmålet skal ses i lyset
af, at flere brancher, fx byggeriet, i høj grad har fortsat med at arbejde under covid-
19.
B. Hvor mange af de 132 tilsyn er foregået med fysiske besøg på arbejdspladsen?
C. Hvorfor har MF'ere indtil nu været efterladt med indtrykket af, at Arbejdstilsy-
nets indsats ikke har været generelt faldende under covid-19?
D. Hvilke konsekvenser vurderer Arbejdstilsynet, at nedgangen i tilsyn har ift. hhv.
arbejdsulykker og arbejdsgiveres disciplin dels over for Arbejdstilsynet og dels i
forhold til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø?
Svar:
Vi står i en helt særlig situation i Danmark og i resten af verden med en virus, som
ikke ligner noget, vi har prøvet før.
Derfor besluttede regeringen den 11. marts 2020 at nedlukke Danmark og hjem-
sende alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner. Dette for at
mindske cirkulation og risiko for smittespredning og ud fra et hensyn til, at mind-
ske konsekvenserne for private lønmodtagere og virksomheder ved at lade produk-
tionen fortsætte i videst muligt omfang.
Det betød også at Arbejdstilsynets tilsynsindsats fra 13. marts blev begrænset til til-
syn med alvorlige ulykker og klager. Beskæftigelsesordførerne blev orienteret
herom på et møde i Beskæftigelsesministeriet den 12. marts 2020.
Arbejdstilsynet oplyser, at de i forbindelse med en kvalitetssikring af tallene for an-
tal gennemførte tilsyn i perioden 13. marts -13. april 2020, som der henvises til i
den omtalte artikel, er blevet opmærksom på enkelte beklagelige fejlregistreringer.
Det korrekte antal gennemførte tilsynsbesøg er 122. Alle er fysiske besøg på ar-
bejdspladser. Arbejdstilsynet har nu ryddet op i fejlregistreringerne og indskærpet
grundlag for registreringer.
19. maj 2020
J.nr.
20205200201
BEU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 246: Spm. om at Arbejdstilsynet droppede 3.000 kontroller efter corona-udbrud, til beskæftigelsesministeren
Som en del af den gradvise genåbning har Arbejdstilsynet siden 14. april 2020 ført
målrettede tilsyn med fx byggepladser, landbrug, vejgodstransport og virksomhe-
der omfattet af indsatsen mod social dumping, som alle typisk er brancher med til-
rejsende arbejdskraft. Dette har jeg oplyst Beskæftigelsesudvalget om i mit brev til
udvalget den 14. april 2020.
Jeg kan desuden oplyse, at selve tilsynsbesøget er tilpasset den særlige situation,
som arbejdspladserne står i på grund af COVID-19. Det betyder, at formålet med
tilsynet er at forebygge ulykker og smittespredning.
Som led i regeringens 7 initiativer for at hindre smitte har Arbejdstilsynet fra den
27. april 2020 skærpet sin håndhævelse, sådan at Arbejdstilsynet nu også giver et
strakspåbud, hvis arbejdsgiveren ikke har truffet effektive foranstaltninger for at
beskytte de ansatte mod risikoen for smitte med coronavirus.
Arbejdstilsynet vil reagere med strakspåbud, hvis der ikke er truffet de nødvendige
foranstaltninger til at forebygge ulykker og smittespredning. Arbejdstilsynet vil på
tilsynet desuden reagere, hvis der er tale om situationer, hvor der kan gives forbud
eller strakspåbud på grund af betydelig fare. Arbejdstilsynets tilsynsførende vil un-
der besøget tage særlige hensyn til den situation, den pågældende arbejdsplads be-
finder sig i.
Folketinget blev som nævnt ved brev af den 14. april orienteret om, at Arbejdstilsy-
nets tilsynsindsats havde været tilpasset omstændighederne. Det fremgår også af
mit svar på BEU spørgsmål 218. Arbejdstilsynets hjemmeside har desuden i hele
perioden indeholdt oplysninger om, hvordan tilsynsindsatsen er foregået.
Arbejdstilsynet oplyser desuden, at der fra 14. april til 13. maj 2020 er der gennem-
ført over 2000 fysiske tilsyn.
Arbejdstilsynet oplyser også, at de ikke har grundlag for at vurdere, om nedgangen
i tilsyn har haft konsekvenser for arbejdsulykker og arbejdsgiveres disciplin dels
over for Arbejdstilsynet og dels i forhold til at sikre et sundt og sikkert arbejds-
miljø.
Jeg vil gerne understrege, at det er virksomhederne, der har ansvaret for, at arbejds-
miljøet er i orden. Det ændrer dog ikke på, at vi følger udviklingen og anbefalin-
gerne fra sundhedsmyndighederne tæt med henblik på, hvornår Arbejdstilsynet kan
åbne yderligere.
Venlig hilsen
Peter Hummelgaard
2